Wow! Første blik på verden set gennem øjnene af supersild og ditto agent Joanna Dark er afgjort et »wow«. På tv-skærmen folder flydende animationer sig nemlig ud med smygende skygger og skudhuller i vægge. Men hvad er det? Der ligger et underligt lag af urealisme og tegnefilm over det hele; alt er ligesom for glat, for kunstigt og for skinnende - lidt som være futuristisk James Bond med hvepsetalje, der tumler rundt i et olieindsmurt Legoland. 'Perfect Dark Zero' er et agentspil i stil med 'TimeSplitters' og 'No One Lives Forever'. Præmissen er, at man som superagenten Joanna Dark skal redde verden og ofte sin kompagnon Jack, men historien bliver aldrig nærværende endsige synderlig interessant. Ligegladhedens triumf Det første 'Perfect Dark' fra 2000 til Nintendo 64 er stadig et af de bedste actionspil nogensinde, der med sin blanding af eminent banedesign, solid stemning med sjove gagdets og veltænkt våbenbalance stadig er spilbart og medrivende i dag. Tidens test er bestået, men denne Xbox 360-fortsættelse er glemt om et år, fordi den buldrer derudad som en tom, smuk tønde. Mit bud er, at for mange kokke har fordærvet retten. Tydeligvis er der lagt en enorm mængde overarbejdstimer i at pudse grafikken af og gøre det hele så lækkert indbydende, at det virker for overvældende og modsat på mig. Jeg savner mere personlighed, skævhed og charme. Måske også fordi Joanna Dark er forvandlet fra en hård hemmelig agent til et intetsigende sexsymbol tilsat sigtekorn. Jeg følte mig aldrig som frøken Dark og blev nærmere ligeglad og distanceret, når hun sank sammen i en kugleregn, så jeg måtte starte forfra på banen. De første mange baner i spillet er også mærkværdigt kolde og uinspirerende, hvor man alt for tit ikke aner, hvad ens mål egentlig er. Der er lysår til den påståede handlefrihed, der forbløffede og underholdt i 'Halo', og jeg savner simpelthen mere råhed, mere overraskelse og fjender, der opfører sig en smule mere intelligent end at tumle rundt i evige rullefald, bare de ser ens øjenvipper stikke frem fra et gemmested. Designsvigt Spiller man mod levende modstand via Xbox Live, er spillet dog forrygende velbalanceret, sjovt og udfordrende. Samtidig er kampene herligt mere uhøjtidelige end 'Halo 2', og allierer man sig med en kammerat, kan alle banerne tackles i parløb, hvilket på mange punkter bjerger spillets morskab i land. Den del er knapt så medrivende som 'Halo'-spillene gennem første par baner, for disse er for uoverskuelige. Hvilket spillets bagmænd er klar over, fordi fjoger man for meget rundt på en bane, blinker der pludselig blå pile på gulvet, der viser, hvor man skal løbe hen. Heldigvis forsvinder den hjælp på de sværere sværhedsgrader, men stadigvæk en indrømmelse af et rodet banedesign. Senere bliver banerne markant bedre egnet til to spillere, så det er om at hænge i. 'Perfect Dark Zero' ender som et bragende smukt actionspil, der nok skal få pulsen i vejret, men synes samtidig for overproduceret. Multiplayerdelen er den formildende omstændighed, der får spillet til at glimte og anbefale køb. Men spiller man alene, funderer man tit over, at hvis dette er næste generations action, så er de gamle dage alligevel savnet mere end nogensinde før.