Fantasiens - korte - triumf

Som feen Kameo skal man redde ti elementarkrigere fra en horde skyggedæmoner. Disse krigere kan man trylle sig selv om til, så man bliver alt fra boksende planter til ildspyende drager.
Som feen Kameo skal man redde ti elementarkrigere fra en horde skyggedæmoner. Disse krigere kan man trylle sig selv om til, så man bliver alt fra boksende planter til ildspyende drager.
Lyt til artiklen

'Kameo' ligner en million. Farverne rammer én som en forhammer, og mængden af detaljer i denne sprudlende eventyrverden er afvæbnende smuk. Som en blanding af platformsspil som 'Jak & Daxter' og 'Mario Sunshine' er rygraden i 'Kameo' rolleskift. Som den felignende pige Kameo skal familien og eventyrlandet reddes ved at beherske forskellige elementarkrigere, for på egen hånd er hun lige så ineffektiv som en tandstik mod et pengeskab. Derfor er ideen, at man løbende skifter mellem forskellige roller: fra den bokselystne, kødædende plante Pummel Weed og den mere traditionelle drage Ash til en rullende bunke sten kaldet Rubble. På formularisk vis går man så i gang med at finde ti forskellige krigere baseret på ild, vand, is, sten og plante, men der er samtidig plads til masser af afstikkere, hvis man ikke gider følge spillets historie. Og de første mange timer er det berusende sjovt at lege med rolleskift. For eksempel kan en af krigerne, Deep Blue, trænes til at spy olie mod fjenderne. Skifter man så hurtigt til dragen Ash, kan der nu spys ild på olien, hvilket effektivt dræber alle fjender i nærheden. Sådanne geniale kombinationer findes overalt i spillet, og man skal hovedsageligt bare prøve sig frem. Det gælder særligt i de længerevarende kampe mod større fjender i spillet, men ofte sker der her et pludseligt hop i sværhedsgrad, for generelt set er spillet alt for let og alt for hurtigt overstået. Når man er færdig, kan man spille to med hinanden, men denne del af spillet er blot en genudsendelse af allerede overståede baner, der bestemt ikke er designet til, at man er to spillere samtidig. Mere en eftertanke for at forlænge holdbarheden, men ikke en, der for alvor nytter noget. Grundlæggende er 'Kameo' et varmt, charmerende, sødt og tårevædende flot eventyrspil. Skræller man alt liret væk, gemmer sig dog stadig et regelret og meget ensporet platformspil underneden. Det føles derfor ofte, som om spillet bærer kejserens nye klæder, men på skizofren vis elsker at skifte dem ud konstant. Ideen med rolleskift er original, men gør samtidig spiloplevelsen en kende omvekslelig, da man jo altid helst vil bruge sine favoritkrigere og kun nødig skifter form til de andre mere kedelige af slagsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her