Vi ved det, du ved det. De, der deltager i den samlede danske sendeflades paratviden-quizzer, er dummere end selvdød tandpasta. For selvfølgelig kan man jo altid selv svare rigtigt på alle spørgsmål i fjernsynet, når man slanger sig i sikker dækning for stress og varmt rampelys i sofapuderne. Peter Kær fra 'Hvem vil være millionær' har bare aldrig ringet tilbage - før nu. For man føler virkelig et gib af spændingsstjernedrys, når man tager den lille quiz-håndkontrol, der følger med det nye PlayStation 2-spil 'Buzz', i hånden. Brænd manualen Præcis som i 'EyeToy' og 'Singstar' er det her forbudt at gennemtærske manualer for at hitte ud af princippet, da der med spillet følger fire håndkontroller, der er så simpelt opbygget, at alle kan være med uden overhovedet at kende til computerspil i forvejen: En stor rød knap for oven samt fire farvede underknapper, der bruges til at svare på spørgsmålene. Til gengæld skal kendskabet være stort inden for såvel ny som gammel popmusik, for spillet er som en tour de force udi jingle-Jeopardy med omkring 1.000 musikeksempler og 5.000 spørgsmål på lager. Og her taler vi al popmusik fra 1960'erne og frem, så mens mange spørgsmål er barnligt nemme for den generation, der galede med i falset i 80'erne, er den indre lystavle tit totalt mørklagt for quizdeltagere under 15 år. Ja, selv mere hærdede musikelskere kan i 'Buzz' gang på gang sidde og stirre bøvet ud i luften ved spørgsmålene, men heldigvis er netop det at få afsløret bombekraterne i sin musikalske viden social morskab, når det er sjovest. Musik minus sang Quizrunderne varierer fra dem, hvor man kan stjæle point fra hinanden, til de rene reaktionstests, hvor man skal være hurtigst på aftrækkeren. Hvilket desværre oftest betyder, at man skal være bedst til at kende introen til alle popnumrene, da der sjældent bliver spillet mere end 10 sekunder af sangene. Det skyldes, at spillet ikke har licens til bruge originalmusikken, hvilket har den uheldige bivirkning, at langt hovedparten af numrene er ørekrummende kunstige computeriserede instrumentale coverversioner. Og det gør 'Buzz' svært på den mest frustrerende måde: Man kender originalversionen, men den bliver umulig at gætte i den forchippede version. Spillet giver mulighed for at spille korte eller lange quizzer samt for at strikke en personlig quiz sammen til vennerne, men derudover er variationsmulighederne begrænsede. 'Buzz' er derfor enten en gave eller en pest. Har man popmusikken brusende i det blod, der løber forbi hjernen, og kan mønstre tre til fire popmusikelskende spillere omkring fjernsynet, er 'Buzz' blandt de bedste familiespil i år, men alene er spillet omtrent lige så meningsfuldt som at spille volleyball alene. Men ingen tvivl om, at fremtidspotentialet bag 'Buzz' er stort, hvor oplagte temaversioner med quizzer i sport, film og populærkultur allerede nu bør være på vej: Bare kom med dem, vi skal nok være klar ved buzzerne. thomas.vigild@pol.dk