Der er trængsel om brættet i 'Ringenes Herre', lyset skal tændes, brillerne pudses og pincetterne smøres, for spillet er et pillearbejde, hvor forvirring alt for ofte trumfer fornøjelse. Første og største årsag er brættet: Spillepladen er proppet med landene i Midgård, og selv om det ser smukt ud, ligger landene alt, alt for tæt. For når hver spiller begynder at placere enheder på brættet, er der blæst gang i en storladen, men dybt uoverskuelig strid. At man samtidig skal lure bittesmå broovergange for at se, om man overhovedet kan angribe et tilstødende territorium, hjælper heller ikke på morskaben, men giver til gengæld næring for de snedige taktikere. Spillets grundidé er lidt den samme som med de to fraktioner i 'Star Wars' - de onde styrker anført af Sauron skal nå at erobre hele Midgård, inden Frodo når til Mordor med ringen, mens alliance-spilleren skal dæmme op for angrebene. Som i Star Wars-Risk fungerer ideen med to gode hære mod to onde hære fint, men alligevel ikke så godt som i Star Wars-versionen, da man ikke på samme måde kan 'overgive' et territorium til sin allierede. En god tilføjelse er dog hver fraktions krigsleder, der sendt i kamp høster store fordele, samt spillepladens særlige fæstningspunkter, der signalerer, at territoriet er særligt svært at indtage for invaderende styrker. Den regelændring gør, at det ikke kun drejer sig om at nå først frem til slagmarken, men også om at have indtaget fæstninger på forhånd over hele kortet. Man kan sagtens mærke suset fra bøgernes univers, når man drager i krig, men uoverskueligheden er alt for stor, selv efter flere ganges spil, så trods det episk stærke bagland og filmreferencer er 'Risk: Ringenes Herre' bedst i teorien.