Det er japanske gys på film og i spil, der i de seneste år har givet danskerne gåsehud og hjertebanken. Bølgen af japanske gyserfilm, saiko horaa, fik efter springbrættet på Natfilmfestivalen for alvor fat i publikum med titler som 'The Ring' og 'Dark Waters'. P å spilfronten har den store popularitet med tiden udviklet en meget distinkt gysergenre, hvor 'Haunting Ground' er seneste spjæt foran fjernsynet. Spillets rystende espeløv, Fiona Belli, er blot en hjælpeløs ung pige fanget på et slot, hvor alt absolut ikke er, som det bør være. Her er ingen våben i konventionel forstand, og således kan udforskningen af de mørke gange og gotiske sale ske med den paniske frygt for, at lydene og skyggerne vil materialisere sig til noget skræmmende virkeligt. Hendes eneste selskab foruden indbildningens kraft er hunden Hewie, der i begrænset omfang kan angribe og nedlægge fjender. Den lystrer dog ikke altid, og hvad der kunne have været et smukt makkerskab, ender med at blive en kun delvist benyttet forsvarsmekanisme. Til alt held kan Fiona løbe - og flugtscenerne er både unikke, medrivende og mangfoldige. Bliver en gryntende fjende opdaget, skifter kameravinklen, mens man spæner ned gennem de lange mørke gange i blind frygt. Og selv hvis 'Haunting Ground's antydende gru ikke er nok til at skræmme den hærdede spiller, kan Fionas stigende panik hurtigt begynde at smitte. Meget lig gysergenrens helt store nyklassiker, 'Eternal Darkness' til GameCube, vil hendes dødsangst overføres til controlleren, hvor man kan mærke hendes hamrende hjerte og til tider have svært ved at kontrollere hendes angstanfald. Lidt koldt vand i hovedet, og Fiona genvinder fatningen. Men det er ikke sikkert, den med controlleren i hånden kan dulme nerverne lige så let. Spiludviklerne bag 'Haunting Ground' har luret, at det virkelige gys opstår, når vi ikke ved, hvad vi frygter, og derfor trækkes afsløringen af enhver detalje langt ud i det pinefulde. Hvis historien var bedre fortalt, og spillets gåder ikke halvvejs begyndte at gentage sig selv, ville Capcom kunne føje endnu en nyklassiker i gysergenren til sit repertoire. Som det er nu, er det blot grusomt skræmmende. (dorff) lordagsliv@pol.dk