0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sejrens sødme i suveræn stil

For fjerde gang giver 'Gran Turismo' alle konkurrenterne baghjul. Denne gang med intet mindre end verdens største racerspil.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Grafikken i Gran Turismo 4 er aldeles imponerende for den aldrende PlayStation 2. Mulighederne er enorme, men det er stadig ikke muligt at totalskade sin bil, hvilket kan misbruges til at snyde sig til sejr

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er næsten ikke til at fatte, hvor stort 'Gran Turismo 4' er. Samtlige bilspil på markedet krymper ind til det bare ingenting i sammenligning. Almindelige bilspil som 'Toca Race Driver' tilbyder omkring 40 biler og 20 baner - 'Gran Turismo 4' har flere end 700 biler og 52 baner, der i parentes bemærket som regel kan køres begge veje. Bestemmer man sig for at prøve alle biler på alle baner, kan man være helt sikker på ikke at komme til at spille andre spil i resten af sin PlayStation 2's levetid - eller i sin egen for den sags skyld.

Dertil skal lægges, at hver bil kan udstyres med et enormt batteri af tuningsudstyr, som kan indstilles og finjusteres. Dette er himmerige for digitale bilentusiaster.

Al denne kvantitet var ligegyldig, ja ligefrem dræbende, hvis ikke det var for den dedikation, der er lagt i arbejdet med at designe køreoplevelsen lige fra den sublime fotorealistiske grafik til fornemmelsen af at sidde med et stykke fintfølende mekanik.

At finde idealsporet, udnytte slipstrømmen fra den forankørende og slå til i det rette øjeblik, når motorkraft og vejgreb ellers tillader det, er en helt særlig fornøjelse i 'Gran Turismo 4', fordi fysikmodellen er så præcist designet, at man kun oplever det som sin egen skyld, hvis overhalingen mislykkes, og man ender i gruset.

Ræs rapt
Mekanikken er nemlig så fin, at man ikke blot mærker forskellen på alle biltyper, men ligefrem hver eneste justering af vægtfordeling, hver eneste ekstra hestekraft, man propper i køretøjet, og hver eneste justering af hjulene.

Det kunne lyde, som om spillet kræver, at man har en mekanikeruddannelse bag sig. Det er ikke nødvendigt, og man bliver grundigt instrueret undervejs i spillets køreskole og nyskabelsen 'specielle missioner', der egentlig blot er en udvidelse af køreskolens opgaver.

Ideen i hovedspillet er grundlæggende tre dele. For det første skal man lære, hvordan man kommer hurtigt rundt på en bane. Det handler først og fremmest om at kunne bremse i rette øjeblik og få opbygget en fornemmelse i fingerspidserne for, hvordan et ton metal opfører sig, når man kaster det rundt på en flade med kun fire gummipunkter til at overføre kræfterne. Det foregår alt sammen i køreskolen, der udsteder fem kørekort via et hav af prøver med stigende sværhedsgrad og forholdsvis lille succesmargin - og 'Gran Turimo'-fans kan overføre to kørekort fra køreskoleudgaven 'Gran Turismo 4 Prologue'.

Kontroller løbet
For det andet skal man handle biler og udstyr. Den del kræver erfaring og taktik, for man har kun en begrænset sum penge til at begynde med, men igen kan kendere af serien overføre 100.000 enheder fra 'Gran Turismo 3 A-Spec' og således starte med muligheden for at købe en ny bil. Det er en god idé at kigge på spillets store brugtbilmarked, hvor der er gode køretøjer til billige penge.

Den tredje del af spillet gælder om at køre løb og vinde penge og biler. Næsten alle typer ræs er repræsenteret enten på virkelige eller fiktive baner, i storbyer, på asfalt, grus eller sne.

Her tilføjer 'Gran Turismo 4' nyskabelsen 'B-spec', hvor man kan slippe rattet i et løb og i stedet indtage rollen som teamchef, der giver ordrer til konsollens kunstige racerkørere. Det er ikke nær så sjovt, for selve spillets nerve ligger stadig i løbene: at ligge omgang efter omgang og æde sig langsomt ind på en rival og til sidst overhale ham indenom i en perfekt nedbremsning i sidste kurve. Der er nemlig ingen bilspil, der kan give den sejrens sødme, som 'Gran Turismo 4' kan.

Det er den uforlignelige veldesignede balance, der gør, at man gider blive ved og ved i dette meget tidskrævende spil. Ja, har man mod på det og kan afsætte en weekend, kan man køre et fuldt 24-timers Le Mans-løb, for eksempel i Jan Magnussens Panoz-racer eller i Tom Kristensens vinderbiler fra Audi og Bentley.

Fra Ford til Jaguar
Biltyperne spænder ellers over hele bilhistorien fra Ford T over Jaguar E-type til ekstreme maskiner som amerikanske Chapparal. Men der er også stor sandsynlighed for, at man kan finde en digital udgave af sin egen vogn. De japanske producenter Toyota, Honda, Mazda og så videre har tilsyneladende hele deres aktuelle program repræsenteret inklusive diverse konceptbiler, men der er også masser af guf for tilhængere af europæiske og amerikanske biler. De vigtigste engelske mærker og de store tyske er repræsenteret, men der er stadig en mærkelig lakune i den italienske bilpark.

Det blev således heller ikke i 'Gran Turismo 4', at man skulle få opfyldt drømmen om at køre i en perfekt digital kopi af legendariske Ferrari, Lamborghini eller Maserati. Men der er så meget andet fuldblod, at man knap lægger mærke til manglen.

En god nyskabelse er, at man får flere point, jo svagere bil man vinder et løb med. Eneste problem er, at man hverken kan indløse disse point til penge eller biler, de giver blot ære.

Spil over nettet blev i sidste øjeblik udeladt, men jeg savner ikke muligheden. Der er simpelthen så mange gode spilletimer i 'Gran Turismo 4', som det er.

Men akilleshælen ved de tidligere udgaver er desværre uændret i den nye. Man kan stadig ikke ødelægge sin bil, og det betyder, at man i mange løb kan snyde sig til en sejr. Man kan ofte ustraffet bruge modstanderne som bande og give dem et puf ud i rabatten.

I nogle typer løb kan man dog indstille spillet til at idømme én en tidsstraf eller tvungen pitstop for den slags grov kørsel. Hvorfor det ikke gælder for alle løbene i hovedspillet er mig en gåde. Det øger jo kun spændingen, at man skal opføre sig ordentligt. Og en sejr er kun virkelig sød, hvis den er fortjent.



karsten.ifversen@pol.dk