0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dobbeltskærm med bedre lyd

Nintendo DS bliver ikke den næste GameBoy, for den nye mobile spilkonsol vover sig kun et enkelt skridt ind i fremtiden. Til gengæld tager den flere syvmileskridt til siden og baner vej mod helt nye typer af spil.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nintendo DS har to skærme og kan hurtigt klappes sammen og sættes i dvale, hvis man vil have en pause. Nederste skærm er trykfølsom, hvilket gør, at man kan styre mange spil herfra med konsollens indbyggede kuglepen.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det tager tid, før man indser fidusen. For den synes nu lidt stor. Lidt klodset. Og en smule billig i plastikken. Hmm ... og nej, den kan ikke lige glide ned i bukselommen uden gangbesvær til følge. Til gengæld har den jo to skærme, og den nederste er trykfølsom.

Jeg klapper den op, sætter et sci-fi-actionspil i, og så sker det, det vidunder, der gør, at Nintendo DS er et skridt i en ny, vovet retning: Med min tommelfinger plantet på nederste skærm kan jeg kigge rundt i rummet på den øverste skærm. Jeg kører fingeren op, og min helts avancerede rumvisir følger med - det er nemt, logisk, intuitivt og sjovt.

Og langt bedre går det, når jeg tager konsollens indbyggede plastikkuglepen frem - kendt som en stylus i disse lommecomputerkredse - og med den blæser rummutanter til atomer ved delvist at pege løs på den lille skærm, delvist at kline venstre hånd forkrampet fast mod piletasterne.

Diagnose: DS-arme
I min lægeordbog er nu indskrevet en ny lidelse. Den hedder 'DS-arme', for Nintendo DS er med sine to skærme og lidt for firkantede look et apparat, som bider fra sig i hænder, håndled og tommeltotter, hvis du spiller i længere tid. Men indrømmet, det er samtidig svært at se, hvordan dette problem kunne være løst, for uanset hvilke krumspring du gør, vil du komme til at holde Nintendo DS i alle de mest umulige vinkler for at kunne gnubbe, klikke, trække eller hamre løs på den nederste skærm.

GameBoy Advance SP og Nintendo DS deler de enorme fordele ved at kunne klappe skærmen i og dermed beskytte den mod ridser, stød og nøgler i tasken. Men når det er skrevet, er der underligt langt fra SP's kølige elegance til det noget gumpetunge look, som Nintendo DS er begavet med.

Den ser simpelthen ikke ud som arvtageren til GameBoy-dynastiet - snarere som en fjern fætter med den risikable idé, at fremtiden er to skærme og en gennemgribende nytænkning af alle nutidens computerspil, så de ikke i 2005 igen igen nøjes med at konkurrere på evindeligt lækrere lyd og mere smuk grafik.

Knap så meget fremtid
Men de to skærme og trykfølsomheden er ikke nok til at fuldende portrættet af Nintendo DS. Positive træk er den voldsomt forbedrede stereolyd i dens gode højtalere og særligt muligheden for trådløst at spille mod andre Nintendo DS-ejere inden for 20 meter - og det endda med kun et enkelt eksemplar af nogle spil.

Mere syrede nye tiltag er konsollens interne mikrofon, der desværre kun blev brugt i et enkelt af de testede spil, men som på sigt kan vise sig at bane vej for radikalt anderledes spiloplevelser.

Hvilket synes som det grundlæggende mantra - eller undskyldning om man vil - for, at Nintendo DS faktisk ikke rykker meget på det rent tekniske plan. Bevares, grafikken i 'Super Mario 64 DS' er glidende og holdt i flot 3D, men at kalde den superskarp eller spontant hviske 'wow, det er fremtiden' i mundvigen kræver mere end god vilje eller blot en blind ukritisk favorisering af Nintendo. Og særligt uimponeret er undertegnede, da jeg også har oplevet Sonys kommende mobile konsol PSP i aktion.

Lyden i Nintendo DS er til gengæld klasser bedre end på GameBoy Advance, men selv om man kan styre med skærmen, virker konsollens knapper skuffende basale i det - og særligt lidt for klejne til store europæiske mandegrabber.

Trådløs chat
Når du tænder for Nintendo DS, har du ud over mulighed for at indstille for eksempel alarm, tid og dato også adgang til programmet 'PictoChat', der kan bruges til at chatte med andre Nintendo DS-ejere i nærheden.

Via konsollens trådløse forbindelse kan der skrives, leges og tegnes, og i en skolegård fyldt med unger eller i et S-tog, hvor man spotter en anden Nintendo DS, er disse muligheder absolut rosværdige, men ideelt set mere gearet mod et land som Japan, hvor mange netop lever i et tog eller i en bus flere timer dagligt.

Også en GameBoy
Samtidig er en altoverskyggende fordel for DS, at den er kompatibel med alle spil til GameBoy Advance (men desværre ikke spil til GameBoy eller GameBoy Color), og på smart vis kan både et af disse samt en af Nintendo DS' nye spilkassetter sidde i maskinen på en gang, så du reelt har to spil klar samtidig.

Her gør du så klogest i at vælge den nederste som hovedskærm, da den øverste er blandt konsollens svageste punkter: den fylder ikke helt ud til kanten, er svær at se i sollys og synes placeret for langt fra den nederste skærm.

Ingen spillekonsol er bedre end sine spil, og netop her viser Nintendo DS svagheder. At der kun er gået et år fra annoncering til lancering af konsollen, er en fjer i hatten for Nintendo, men lutter grå hår på hovedet af alverdens spiludviklere, da det har givet dem en hæsblæsende kort produktionstid. Det faktum kan man alt for tydeligt se gennemsyre hele første generation af Nintendo DS-spil. Bevares, de benytter skærmen, men ofte langt mindre innovativt, end Nintendo håber.

Klassens nørd
Nintendo DS beviser også, at Nintendo har både musklerne og visionerne til at prøve risikable ideer af. Men det får den bivirkning, at konsollen står tilbage som den rastløse, opfindsomme og evigt eksperimenterende dreng i klassen, men som til gengæld har sit udseende og en massiv mur af traditionelle forhåbninger til fremtidens spillekonsol - såsom jonglering med musik, film og digitalbilleder - imod sig.

Men jeg vil give høje point for robustheden: Nok ser den billig ud i sin sølvgrå plastikkappe, men at tabe den på gulvet får ikke hjertet til at springe slag over. Ergo er Nintendo DS også tydeligvis designet til at kunne overleve selv en aften i favnen på en eller flere børn.

Det var et held, at vi samtidig med testen af Nintendo DS har haft Sonys bærbare multimediemaskine PSP i hænderne. For sammenligner man de to spilkonsoller direkte, er generationsforskellen slående. Godt nok flyver PSP først mod Danmark til sommer og vil koste mere end Nintendo DS, men til gengæld indfrier PSP alles indre tjekliste over forventninger til fremtidens spillekonsol med netop musik og film til spil og digitalbilleder.

Nintendo DS skriver derimod sin helt egen tjekliste og må derfor p.t. klamre sig til håbet om, at dens kommende spil i højere grad vil udnytte dens unikke forcer frem for at være forjagede og fortærskede kopier af allerede kendte spil.

thomas.vigild@pol.dk