»Skal jeg være ærlig, så bliver vores 'PlayBoy'-spil det bedste og mest spektakulære simulationsspil ... nogensinde!«. Sælgeren trækker lidt på det sidste ord. Sådan bare for at markere overlegenhed og lodde stemningen i lokalet. Så hiver han op i smilebåndene og smækker trumfkortene på bordet: »Seriøst - spillet har det hele: sex, simulation, gameplay, bare bryster, voyeurisme, simpel brugerflade. Slet og ret den ultimative interaktive oplevelse af det vildeste PlayBoy-liv!«. Spiludgiveren stirrer bare tomt ud i luften på det ellers nydeligt opstillede lysbilledshow på sælgerens medbragte bærbare computer. Så kradser han sig lidt i skægget, og folder til sidst roligt hænderne som i bøn. »Nu vil jeg være helt ærlig over for dig: jeres koncept holder ikke. Ikke i år 2005. Så dumme, ensporede og forkvaklet sexfikserede er der ingen computerspillere, der er mere. Selv hormonforstyrrede sexsavlende teenagedrenge vil gennemskue tricket. Det er jo bare en stor gang narrefisse pakket pænt ind i grafik og lyd fra stjålet fra 'The Sims'. Hvem vil købe et PlayBoy-spil, hvis eneste feature er bare bryster?«. »Jamen det vil alle da!«, siger sælgeren og slår febrilsk ud med armene. »Vi har endda designet spillet i samarbejde med Hugh Hefner - selveste Mister PlayBoy - og vores chefdesigner er sågar en kvinde! Og fik jeg nævnt, at der er bare bryster med?« Håbet flyver »En kvindelig chefdesigner på dette? Det gør jo bare spillets sexisme endnu mere ubegribelig«, svarer spiludgiveren og rømmer sig høfligt, før han fortsætter: »Jeres spil er dybt patroniserende over for kvinder, for ikke at tale om mænd? Det tager jo under fem minutter at få en PlayBoy-bunny i kanen som Hugh, og hvad skal man så?«. »Jamen ideen er jo, at du som hr. Hefner skal opbygge The PlayBoy Mansion og samtidig banke PlayBoy-magasinet op fra grunden. Du skal hyre og fyre forsidemodeller, journalister og fotografer og samtidig holde dig på god fod med alle stjernebyens kendisser, så de overdynger dig med interviews eller skriver knaldhamrende gode artikler til dit magasin! Men det opnår du kun ved at holde vilde kæmpefester, hvor du socialiserer eller dyrker sex med alle - selv sagt gennem en stærkt forenklet brugerflade uden muligheder for fejltrin. Vi skulle jo nødig forvirre spilleren, vel?«, griner sælgeren selvfedt. »Og ved du, hvad det bedste er?«. Han bremser sig selv midt i sætningen. Det har han lært på sit to ugers brevkursus i salgsteknik: hold vejret, nyd kunstpausen og tæl til tre. Så læner han sig ind over bordet og kigger spiludgiveren dybt i øjnene: »Du får selv lov til at tage alle nøgenbillederne!«. Nedturen starter Sælgeren når ikke engang at få snappet sin sætning færdig, før han hopper op af mødestolen af bar spænding - som et utålmodigt barn lige efter risalamanden juleaften. »Tro mig: dette spil er simpelthen SimMagazine tilsat smukke kvinder, fashionabel livsstil og en simulationsdel, der slår gulvtæppet væk under samtlige tidligere spil som 'SimCity' og 'The Sims'. Tro mig: sex på computer sælger! Fik jeg nævnt, at der er dynger af bare bryster med?«. Spiludgiveren kigger op, og rømmer sig, som om han undertrykker et spontant grin. »Ja, den er sivet ind. Men hvorfor har I lavet brugerfladen så håbløs simpel og mulighederne så fornærmende få, at man bliver ført rundt ved næsen? Hvorfor ikke indføre flere forgreninger eller mere kød på forholdet mellem for eksempel PlayBoy og de konkurrerende mandemagasiner eller Hugh og hans mange sexforhold? Og med al respekt for hr. Hefner, så ligner han i spillet en på 30 år, men bevæger sig, som var han over 80. At han så kan score forside-modeller på under fem minutter ved at klikke med musen på må og få, er så bare en fed hån mod såvel spilleren som PlayBoy-magnaten«. Sælgerens smil stivner. Den pinligt lange pause bliver først brudt, da han forfjamsket får fremstammet: »Øhhh ... fik jeg nævnt, at vi har brugt lang tid på at lave sexet realistiske bare bryster?«. Smæk »Glem det knægt. Ingen vil gide at spille det lort - det vil sige, kun i den ene time det tager at gennemskue spillet, hvorefter enhver spiller med mere end to hjerneceller vil spørge sig selv om, hvad han eller hun egentlig laver«. Spiludgiveren rækker professionelt overbærende hånden frem, men sælgeren bare glaner på den med afsky, som var den netop nødlandet fra en fremmed planet. Spiludgiveren prøver igen: »Ked af det. Din tid er brugt op. Drop det min dreng. Lav hellere et spil, hvor mulighederne i det mindste var interessante, og hvor det tog mere benarbejde for ikke at tale om intelligens og udfordring at score. Dermed kunne I måske få et simulationsspil, der bare var basalt interessant og ikke besad samme dybde som et par thai-trusser«. Den massive mødedør af maghoni smækker i, og sælgeren storker bandende ned ad gangen, mens han mumler: »Så sælger jeg det sgu bare til en anden spiludgiver, der har mod nok til at score kassen på bare bryster og smag for PlayBoy-livet. Det vil stadig blive verdens mest spektakulære sex-spil... nogensinde«. Tja, sælgeren fik ret. PlayBoy-spillet er landet i en sky af måske storsælgende spektakulær sexisme og sygelig selvfedhed. Så grin lidt af det, tag dig til hovedet og tænk i stedet på alle de storartede computerspil, der findes i verden. For køb det aldrig nogensinde. Lov mig det. thomas.vigild@pol.dk