Når du kun er fem centimeter høj, er verden dødsensfarlig. Selv de mindste regndråber er syndfloder, og små jordsprækker bliver dræbende dybe kløfter. Som Alice i Eventyrland skal du i form af helten Link skrumpes i eventyrspillet 'Zelda: The Minish Cap', så du i miniaturestørrelse tackler fabulerende fjender og originale gåder. Formålet er godt gennemtygget: Kongeriget Hyrule kræver frelse, da både prinsessen er blevet forstenet, og et legendarisk sværd splintret af en magtsyg troldmand, men trods det drager Link ud og møder snart den fortryllede troldmand Ezlo, der er tryllet om til en levende hat (!). Derfor sætter han sig på løjerlig vis fast på Links hoved, hvor han ud over at give gode råd kan trylle Link bittelille, da Hyrules redning ligger i favnen på en race små magiske væsener kaldet Picori, der lever under jorden. Gedigent miks Det klassiske miks mellem kamp, gåder og udforskning er forfinet til noget nær perfektion i 'Minish Cap', og spillet fordrer - som sine mange brødrespil - en stor opfindsomhed og kreativitet i, hvad man kan bruge sit forhåndenværende udstyr til. Nytilkommere vil imponeres, mens kendere af serien på sekunder kan gennemskue hovedparten af spillets gammelkendte fundamentale klicheer - både i design og gåder. Men selv for disse garvede 'Zelda'-farere har 'Minish Cap' samtidig det sprælske bid af friskhed og overraskelse, der netop er nok til at surre blikket fast på den lille skærm i jagt på næste gåde. Og der er stadig de gyldne øjeblikke, hvor man helt ufrivilligt ryster på hovedet og hvisker 'genialt' efter at have løst en god gåde - som for eksempel, hvor fire kloner af Link skal dirigeres rundt på samme tid, hvilket giver lejlighed til en af de mest drilsk tilfredsstillende gåder set i nyere tid. Den friskhed gør, at 'Minish Cap' er det første, flotteste og mest egenrådige 'Zelda'-spil endnu set til GameBoy Advance. Og selv om spillet er lige vel på den korte side af ti timer, er det stadig en fabel mættet af kærlighed, omsorg og kreativitet - hvis ikke i den simplificerede historie, så i metermål i gåderne, stemningen og charmen. Pinlig pinball Mario har stået model til meget, men at stoppe ham ind i en flipperkugle og fyre ham af sted med to flipperhænder i 'Super Marioball' er simpelthen for stupidt. Og spørg endelig ikke, hvorfor Nintendo har valgt at tilsnavse deres mest famøse frontfigur på denne vis, men en del af svaret må ligge i nem profit og et risikabelt sats på genkendelsens glæde. Gennem et væld af fortrædeligt ens flippermaskinebaner skal du skyde dig frem til en samling af guldstjerner, og at simulere en flippermaskine er som udgangspunkt svært at forpurre underholdningsværdien i. Alligevel lykkedes det 'Super Marioball' til fulde: Banerne er klaustrofobisk forkrampede, og det beror på rent svineheld, hvis du rammer det, du sigter efter. Derudover er der usigeligt irriterende zoner på banerne, der udarter i tåbelige tilfældigheder, for når heldet er alt, man har at klamre sig til i flipperspilshelvedet, er morskaben for længst en prik i bakspejlet. 'Super Marioball' er en skamplet på Marios ellers ret pyntelige cv, og for flipperfanatikere tager andre GameBoy Advance-spil som f.eks. 'Pokémon Pinball' en langt mere tilgivelig og medrivende vinkel på flippermaskinen. Aben og blikkenslageren Flipperkugle eller ej: Ingen Mario uden hans nemesis i gorillaen Donkey Kong. Men hvor Donkey Kong normalt plejer at kidnappe prinsesser og kyle tønder efter en evindeligt fremstormende Mario, har gorillaen i 'Mario vs. Donkey Kong' kastet sin bizarre kleptomani på en sending legetøjsdukker af Mario. Så skidt med, at baggrundshistorien er fuldkommen tåbelig - det er gameplayet, hvor det endelige øråd for hjernecellerne står. For spillet er ikke et platformspil, som man umiddelbart kunne tro - det er et langt sejt puslespil. På hver bane skal Mario karte rundt, trykke på knapper, baske fjender med en kæmpekølle og indsamle en nøgle, men det hele i en hel bestemt rækkefølge, da banen ellers er ufremkommelig. Når det er løst, skal Mario gelejde en horde mini-Mario'er tilbage i en kasse, hvilket sender et ærbødigt nik tilbage til klassikeren 'Lemmings', før Mario til sidst tager et opgør med den tyvagtige gorilla. Variationen mellem de tre dele fungerer for så vidt fint, men hele affæren føles som et mærkværdigt forkrampet forsøg på at lukrere på de to ikoners stjernestatus uden reel gennemtanke. Glemmer man for en stund figurerne og i stedet fokuserer på spildesignet, er det hæderligt simpelt og ofte opfindsomt, hvor slutningen af hver bane føles som at lægge sidste brik i et puslespil. Men desværre et puslespil med lidt for få brikker til i længden at være vedkommende. Samtidig er manglen på en multiplayer-del et beklageligt fejlskud, for hvis man kunne arbejde sammen om gåderne for at få den onde abe ned med gorillanakken, var spændingen og mystikken holdt mere intakt. For et finurligt puslespil uden sjæl er kun fængende i et vist antal timer. thomas.vigild@pol.dk