Jeg maver mig frem under junglebuskene. Missionen er klar. En japansk luftværnskanon skal sprænges i luften, og jeg har fået ordre til at vente bag nogle tønder og gå i aktion, når de andre åbner ild. Jeg kan høre den japanske småsnakken fra vagterne, og da jeg når frem til mit skjulested bag tønderne, tjekker jeg, at jeg har fem skud i min riffel, og at min tromlerevolver er fuldt ladt. Herefter tager jeg en håndgranat frem - og sætter mig til at vente. Ti sekunder senere bryder helvede løs, og junglens cikadelyde og den japanske småsnakken bliver afløst af råb, smertenshyl og de dumpe drøn fra håndgranater og riffelild. Jeg lobber min håndgranat over tønderne og rejser mig op med riflen i hånden i samme bevægelse. Det vrimler med japanere, der løber forvirret rundt. Min håndgranat eksploderer midt blandt en gruppe på tre japanere, der falder til jorden som kludedukker, samtidig med at jeg får den første japaner i sigtekornet. Jeg trykker af og ser ham bukke sammen, før jeg selv dukker mig for at tage ladegreb og få den næste patron i kammeret. Da jeg rejser mig op igen, er der kommet noget mere styr på japanerne. De render ikke længere forvirret rundt, men har søgt dækning, og en af mine makkere råber, at de kommer ind fra venstre flanke. Jeg drejer mig mod venstre og får øje på seks-syv japanere, der kommer løbende med bajonetter på riflerne. Jeg skyder en enkelt gang, og en af japanerne falder om, men inden jeg får ladet riflen igen, er de over mig - og jeg må kæmpe mand til mand - riffelkoble mod bajonet. Jeg får slået den første japaner ned, skifter til min pistol og fyrer de seks skud af i hurtig rækkefølge mod resten, mens jeg trækker mig tilbage ind i junglen. Jeg råber forgæves, at de andre skal dække mig, men de er også flygtet. To skud rammer mig, og jeg når lige at råbe »medic«, før jeg falder om i skovbunden. Mit syn bliver sløret, og jeg begynder at høre stemmer fra fortiden. Pludselig står der en mand over mig. Jeg håber på, at det er delingens samarit, som med en forbinding kan bringe mig ind i kampen igen. Men det er det ikke, det er en japaner, der sørger for, at mit sidste syn her i livet bliver et kig ind i løbet på en japansk Arisaka-riffel. Der er ikke andet at gøre en at trykke F9 for quickload. Som på film Ovenstående scene kunne være taget ud af Terrence Maliks film 'Den tynde røde linje' eller Norman Mailers bog 'De nøgne og de døde'. Og det må siges at være en stor ros til 'Medal of Honor: Pacific Assault', og til computerspilgenren som helhed, at et spil kan efterlade en med den samme følelse af meningsløshed og galskab, som man kender det fra film og bøger. For i modsætning til de tidligere 'Medal of honor'-spil, så er 'Pacific Assault' væsentlig mere mørkt og realistisk. Mange gange er det faktisk ikke sjovt at spille, fordi det er så klamt. Der er ingen glamour over at stikke bajonetter i hinanden eller høre en puls hamre, hvilket betyder, at man mister blod, og man skal i dækning og have hjælp af samaritterne. Alligevel bliver man ved - af samme grund, som man ser en gyserfilm til ende. Det er gruen, der trækker. Desværre er det ikke alle banerne i spillet, som frembringer denne følelse. I mange af banerne er spillet et helt ordinært 3D-skydespil, som ikke løfter sig over mængden. Man skal skyde sig vej frem, samle ammunition op og passe på sine computerstyrede holdkammerater, som man kan give nogle simple ordrer. Der er også tidspunkter i spillet, hvor der går ren Commando-serieaction i den, hvor man drøner rundt i jeeps og på mirakuløs vis undgår at blive ramt af skuddene fra snesevis af japanske kampvogne. Her er spillet knap så godt. Alligevel lever man med det, da de gruopvækkende momenter i spillet, så rigeligt ophæver det mere kedelige. Forbind dig selv Spillet bør spilles på realistisk-sværhedsgraden, da man her skal passe ekstra godt på sig selv. Man skal selv tage en forbinding på, hvis man bliver ramt - også selv om man er midt i kampen - ellers dør man af blodtab. Det giver en ny dimension i spillet, da man således ofte må søge dækning midt i en skudveksling, da det tager en 10-20 sekunder at lægge forbindingen. Er man hårdt såret, kan man få hjælp af delingens samaritsoldat, hvis han altså lige har tid, og man ikke ligger midt i kugleregnen. Han kan typisk vække dig til live tre-fire gange per bane. Længe om at loade Multiplayerdelen er også temmelig udbygget, men det er dog ikke lykkedes at få den uhyggelige spiloplevelse med fra singleplay. Her er det automatvåbnene, der vinder hver gang, og det nytter derfor ikke at rende rundt med en langsommelig riffel. Ærgerligt, da det netop er på grund af de langsomtskydende våben i singleplay, at man så tit ender i håndgemæng. Det havde været underholdende at få med over i multiplayerdelen. Et andet kritikpunkt er, at man udelukkende kan spille som amerikaner og derfor ikke få lov til at dø for kejseren som japaner i singleplayer. Samt systemkravene. Spillet er meget flot, men det suger også godt med kræfter ud af systemet, og loadetiderne er laaaaaange. Spillet står dog tilbage som et bevis på, at man sagtens kan vride flere computerspil ud af Anden Verdenskrig, og at der i en tid, hvor alle spiller 'Half-life 2', er plads til andre spil, bare de er lige så fokuserede, som det her.