En bold, to mål, 11 små pixelmænd og dig bag styrepinden som både manager og spiller. Selv om reglerne er ens, er fodboldspil til PlayStation 2 en uigennemskuelig og vildtvoksende jungle med markante forskelle. Så derfor er du fra første spark nødt til at beslutte, om du vil krone dig selv som hardcore seriøs fodboldspiller, om du sætter rigtige liganavne højere end realismen på banen, eller om du er den afslappede hyggespiller, der blot vil trykke bolden i nettet i ny og næ uden bøvl og leg med variationer over 4-4-2 taktikker. Fodboldspillene 'FIFA Football 2005', 'Pro Evolution Soccer 4', 'Club Football Manchester United' og 'This is Football 2005' er på hylderne stort set samtidig, så valget er svært. Flot FIFA Første udfordrer er 2005-versionen af branchens oldboy 'FIFA Football', der år efter år på betagende opfindsom vis spæner på banen iklædt ny frisure og spilledragt pænt rettet til med tilsyneladende evindelig forbedret styring. Og altid tilføjet lignende såkaldte forbedringer i gameplayet, som trods skrigende åbenlyshed alligevel bliver blæst stort op som salgsargumentet - måske så markedsføringsfolkene kan sove roligt om natten og skelne de forskellige versioner fra hinanden. I år hedder den obligatoriske markedsføringsforbedring 'First Touch', idet du nu i højere grad kan styre din spillers førsteberøring med bolden. Hvilket fungerer godt, men dog langtfra er spillets trumfkort dette år. Det er derimod dets bedre flow, hastighed, og dets mulighed for at spille mod andre over internettet og sågar prøve tjansen som manager for et fodboldhold. Førstnævnte er dog ikke uden knaster i banen, da det kræver tålmodighed og gåpåmod at koble sig op og finde en ligeværdig modstander - og vær beredt på, at kampe mod andre end danske modspillere let får spillet til at hoste og hakke i grafikken, hvilket i praksis kan gøre kampen til et uspilleligt lysbilledshow. Særligt her virker det ofte, som om spillet presser PlayStation 2-konsollen til bristepunktet. Managerdelen er ny og en sjov finesse, men man savner mere statistik omkring kampene, så man mere nøjagtigt kan analysere sit holds styrker og svagheder. Her får FIFA igen i år baghjul af 'Pro Evolution Soccer'-serien. Dog er der med online-funktionen rige muligheder for at spille både enkeltkampe og turneringer, hvis man vel at mærke er heldig at undgå at spille kampe, hvor grafikken hakker. Langt bedre er spillets flow samt tempo offline, fordi følingen med afleveringer og skud synes mere nærværende end sidste års version. Problemet for spillet er stadigvæk, at FIFA er nødt til at vælge mellem realisme og spilbarhed, og sætter sig her mellem to fodboldbaner. For eksempel har dødboldsituationerne stadig et tykt arkadepræg, mens resten af spillet forsøger at være mere realistisk. Spillets ubetinget største fordel er, at alle navne, hold og ligaer er fuldkommen korrekte, men hvis dette betyder mindre, og man allerede har 2004-versionen og ikke har lyst til online-kampe, så er der ikke grund til en udskiftning. Isoleret set har spillet dog igen i år nået sit mål som den hidtil bedste version i serien og derfor med flere banelængder det bedste fodboldspil over internettet på PlayStation 2. Professionel fodbold 'FIFA Football's ærkerival 'Pro Evolution Soccer' er med sin fjerde udgave væsentlig mere komplekst og derfor den dedikerede tommelfingerdriblers mest oplagte valg. Præsentationen er i år blevet væsentligt forbedret, og nu er også tyske, spanske og italienske klubhold med, men spillet har stadig langtfra alle klubber med, så for resten af pengene må man enten opbygge sine egne hold eller leve med fiktive klub- og spillernavne. Ligeså er træningsdelen blevet stylet op, så man kan lære de fleste af spillets mange finesser gennem pædagogiske træningskampe. Hvilket sætter FIFA's mangel på samme i pinlig klar kontrast. Men det er på banen og i adgangen til den detaljerede spilstatistik, at 'Pro Evolution Soccer' vinder kampen igen i år. Kampene bølger frem og tilbage som rigtige kampe, boldfysikken og spillernes tacklinger føles ægte, og man har bedre overblik over banen. Samtidig har spillet bibeholdt sin geniale feature med, at man via to forskellige knapper automatisk kan presse modstandere og gå efter bolden - en feature, som FIFA i år har efterlignet, men langtfra overgået. Der er samtidig kommet mere styr på direkte frispark, men trods dette kræver det stadigvæk timevis af træning, før man kan sætte bolden direkte i nettet. Og hvor kunne en online-del være rar. Ud over rigtige spiller- og klubnavne er dette, det eneste vi mangler i et på alle punkter perfektioneret fodboldspil. Perfektioneret fordi man føler, at man vitterlig styrer spillerne, hvilket gør, at man netop kun kan råbe ad sig selv, når man laver fodfejl. Ulemperne ved 'Pro Evolution Soccer 4' er som tidligere år stadig en moderat høj indlæringskurve og mangel på rigtige klubnavne, men førstnævnte er fornemt løst via den forbedrede træningsdel. Krank klubfodbold 'Club Football 2005' vælger at fokusere på et enkelt hold - i dette tilfælde Manchester United - men kan trods sin store loyalitet og tiltrækningskraft for netop Manchester-fans slet ikke måle sig med FIFA i antallet af klubhold og muligheder og 'Pro Evolution Soccer 4', hvad angår spilbarhed og gameplay. Måden at styre på er kopieret direkte fra 'Pro Evolution Soccer 4', hvilket fungerer fint, men så stopper fodboldfesten også grundet slemme bugs og den pinagtigt dårlige kunstige intelligens hos spillerne. For det første scorede jeg et par gange fra vinkler, hvor det er fysisk umuligt at komme i nærheden af målet, og andre gange fik min angriber ramt bolden med et rasende fleksibelt højreben, der brød med alle naturlove og knoglesamlinger. For det andet synes de andre spillere på banen - særligt ens egne - slet ikke at være klar over, at de er midt i en fodboldkamp. Flere gange nærmest flygtede mit forsvar fra feltet, når modstanderens angriber kom løbende, og andre gange var det en kamp at få medspillerne til at ile til hjælp, hvis en spiller var presset. Sådanne bommerter er ikke acceptable, så derfor bliver 'Club Football' et hæderligt om end halvhjertet forsøg på et fodboldspil, der hverken kan måle sig med 'FIFA Football 2005' eller 'Pro Evolution Soccer 4'. Dette er IKKE fodbold 'This is Football 2005' har to sjove features: et dansk kommentarspor fra Svend Gehrs og mulighed for at klistre sit eget ansigt ind på spillerne. Her stopper den sjove del af legen desværre også, for i modsætning til sidste års udgave kan 2005-versionen slet ikke følge med FIFA og 'Pro Evolution Soccer' i år. Så snart bolden er sparket i spil, bryder kaos ud: tempoet er tegneserieagtigt højt, synsvinklen flakker så hurtigt rundt på skærmen, at man bliver søsyg, og hele boldballetten minder om en smalfilm afspillet i dobbelt tempo, hvilket gør det til en kunst at ramme rigtigt med tacklinger, skud og kontrapres. Særligt styringen er svær at forlige sig med, fordi der er af og til er uforklarlige små forsinkelser på ens knaptryk, men nok til, at Van Nistelrooy snildt kan miste bolden i skudøjeblikket og i stedet snubler over egne ben. Og når bolden samtidig klæber sig fast til spillernes fødder, minder det mere om ishockey på græs end fodbold. Måske et hit hos nogle, men ikke her, når der findes så meget bedre alternativer. Et sjov påhit, som spilserien er kendt for, er, at man kan forsøge at filme sig til fri- og straffespark, men den gimmick bliver hurtigt dybt irriterende, særligt hvis man spiller imod vennerne, og de bruger den konstant. Hovedproblemet er dog, at man aldrig føler sig i kontrol over sine spillere, fordi styringen er langt fra så præcis som i 'Pro Evolution Soccer 4', og spillet ikke har lige så mange turneringsmuligheder som FIFA. Til gengæld kan man også her spille over internettet, hvilket fungerer acceptabelt, men det alene kan ikke sparke denne halvflade fodboldoplevelse i mål. thomas.vigild@pol.dk