0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spil med hjertet

Ud med computerspillenes gængse actionhelte, superstærke krigere eller grumme rumvæsner: I 'The Journey to the Wild Divine' har du rollen som en anden Dalai Lama, for her gælder det om at meditere og slappe af. Og det kan spillet måle via din puls og svedproduktion.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg trækker vejret dybt, mens jeg tæller til fem. Puster ud. Jeg er klar. Jeg sigter mod målskiven med min juvelbelagte bue og nyder en himmelsk horisont domineret af sneklædte bjerge, høje træer og fossende elve. Langsomt sænker jeg buen, indtil den peger mod målet, men for et sekund stresser jeg for meget, så buen rettes ned i jorden. En dyb vejrtrækning får mig til at slappe af, så buen kommer på ret køl igen. Jeg slipper museknappen. Pilen sejler nydeligt mod målet i det fjerne. Pletskud. Og jeg har ikke sigtet med hverken mus, joystick eller tastatur. Jeg har sigtet med mit humør, mit hjerte og mine svedporer.

De indre alarmklokker hyler - indrømmet - op, når et computerspils buldrende pr-maskineri lover mindre stress og ængstelse, mere kreativitet, større intuition og bedre mental og fysisk tilstedeværelse. Så det var med synlig stor skepsis, at det amerikanske meditationsspil 'The Journey to the Wild Divine' blev installeret på computeren. En skepsis, der dog - retfærdig som den var - blev gjort en smule til skamme af virkeligheden. En smule.

Mål hjertet
Allerede mens man pakker spillet ud af dets prangende æske, går det op for én, at 'The Journey to the Wild Divine' ikke er et computerspil, men en oplevelse, der er umulig at sammenligne med andre af nutidens computerspil.

Det skyldes særligt, at man ikke alene spiller med musen, men at man tillige sætter tre sensorer på sine midterste fingre. Sensorerne måler svedproduktionen, pulsen og intervallet imellem pulsslagene gennem hele spillet, og disse informationer bliver opsnappet af en medfølgende blå plasticboks og tolket i spillet.

Via den biologiske feedback fra spilleren, kan spillet nu sondere, om du praktiserer fuskmeditation, eller om du vitterligt slapper fuldkommen af. Den kortere videnskabelige forklaring er, at ophidselse og højt energiniveau hænger sammen med forøget svedproduktion og hurtigere puls - og vice versa i en tilstand af total afslapning.

Men det mest surrealistiske ved 'Wild Divine' er, at det rent faktisk fungerer. Spillet kan måle forskelle i din sindstilstand og i din krop; om du er udkørt og stresset eller holder sommerferie og trækker vejret normalt. For med åndedræts- og meditationsøvelser skal man i 'Wild Divine' tackle alt fra at tænde op i en kamin og få kugler til at svæve til at skyde med bue og pil og få en fjer til at dale langsomt mod jorden. Alene ved at trække vejret korrekt.

Svæv en tur
Spillet foregår ved, at man ved at klikke med musen svæver rundt i The Sun Realm - Solens rige - der er fyldt med meditative udfordringer, rolige blomstrende omgivelser og så superbt sindsbalancerede indbyggere, at det synes skræmmende. For nok så meget, som spillet underviser én i at slappe af og trække vejret roligt eller hidse sig voldsomt op, er det samtidig plaget af omtågede new age-floskler som »væk din indre barmhjertighedskriger« og besøg i 'Hjertetemplet' eller 'Regnbue Stenene', hvor man badet i farver møder energikvinden, 'Hende Der Hører Verdens Gråd'.

Og i samme stil er 'Wild Divine' et notorisk roligt og pacifistisk spil, der nok imponerer med sin fantasifulde og drømmende farverige 'Myst'-agtige verden, men skæmmes af et lydbillede, der er plastret til med så grædende stereotypt, panfløjteinficeret new age-musik, at man let bliver frådende vanvittig efter blot et par timers computeriseret meditation.

Ubrugte muligheder
Spillet kræver, at man har de tre fingersensorer på konstant, og netop derfor er det en skam, at spillet ikke bruger de opsnappede informationer løbende - og måske kunne ændre opgaverne i spillet eller bare farverne alt efter, hvor afslappet man er foran computerskærmen.

Hvilket fører til et andet problem: Det er en kende svært at opnå Nirvana i en kontorstol foran en flakkende skærm og en larmende pc. Samtidig springer spillet alt, alt for hurtigt over essentielle lektioner i for eksempel 'hjerteåndedræt', hvor man skal lære at trække vejret »gennem hjertet« - og spillet forventer her, at man mestrer kunsten på rekordtid.

Derfor er det frustrerende, at man i alle opgaver ikke ved, hvad man gør galt, eller hvor tæt man er på sit mål, da det sjældent er soleklart, hvad der forventes af en - ud over absurd abstrakte instrukser som »fokusér din mentale energisøjle indad« eller »træk vejret gennem dit hjerte«. Færdigheder man da gerne vil mestre, men ikke lige på kommando. Den usikkerhed pumper vel også både svedproduktion og hjerterytme et nøk opad, og så har vi en ond cirkel. Et lille »Godt klaret« eller »Du er på vej« havde vel ikke skadet?

Modig bedrift
Lige så banebrydende 'Wild Divine' er ved at måle på din krop, lige så gammeldags er spillet i sit design. For eksempel er det enerverende, at man ikke kan springe over animationer, og brugerfladen lader også meget tilbage at meditere over.

Men det betyder ikke meget, når panfløjtemusikken spiller, for 'Wild Divine' viser, at øvelse gør meditationsmester. Et eksempel var, at jeg forsøgte at tænde op i en kamin ved at trække vejret korrekt. Det krævede fuldkommen rolighed og lavt energiniveau, så da jeg forsøgte om morgenen, affødte det ikke så meget som en gnist, da mit energiniveau var for højt. Samme øvelse gentog jeg om aftenen, hvor jeg helt naturligt var mere afslappet, og kaminen brændte lystigt på få minutter.

Det er den letteste sag at pege fingre ad en ny spiloplevelse som 'Wild Divine', for en pioner skal altid udsættes for hård kritik. Men man må samtidig klappe med én hånd i smidig lotusstilling over de nye veje, som spiloplevelsen forsøger at gå. For uanset, hvor mange spil du før har prøvet, er dette en forunderlig spiloplevelse ud over det sædvanlige og skaber lige så mange spørgsmålstegn, som det besvarer.

Største cadeau er dog, at de meditationsøvelser, man lærer i 'Wild Devine', virker i virkeligheden. Det lærer én at slappe af både fysisk og psykisk. Måske ikke helt så gnidningsløst, som hjertet kunne ønske, men uanset hvad er det en bedrift, som kun de færreste oplevelser på en computer kan prale af.

Dog er prisen for den computeriserede meditation ikke i den lave ende, så man skal på forhånd være meditationslysten og være parat til at sluge alle flosklerne, før man bestiller spillet hjem fra USA. 'Wild Divine' er dermed en anderledes, svær og fejlbefængt avantgardist, der ligeledes er helt enestående fascinerende, når det lykkes at tænke i de rigtige baner og styre hjertet med hjernen.


thomas.vigild@pol.dk

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere