Taaaaaake oooooon meeeee. Taaaaake meeeeee ooooooon. I´ll beeeee goooone, in a daaaaay«. Den kastrerende lyse falsettone fra norske A-Has udødelige pophit 'Take On Me' borer sig gennem marv, ben og øregange og fylder rummet med kraftige latterbrøl og trillende tårer. Måske fordi tonen er så hamrende pivfalsk, at den netop kan skære sig igennem diamant, som var det softice. Måske fordi den selvkoreograferede showdans til de inciterende rytmer ikke ligefrem er et tjekket boyband fra 80'erne værdigt. Som spilanmelder skal man bestemt stå model til meget. Det er dejligt trygt at være på hjemmebane i udrydning af muterede monstre, køre Schumacher i bedene i Formel 1-løb eller udføre penibel kontraspionage for fordækte statsorganer. Men PlayStation 2-spillet 'SingStar' kræver noget ekstra. Noget ud over det sædvanlige. Noget man alt for sjældent får lov at prale af i et computerspil. Nemlig ægte showmanship, øm karaokeklang og en ubændig trang til at ydmyge sig selv for såvel øjnene som ørerne af sine venner. Syng pænt Ideen er såre simpel: Med spillet følger to mikrofoner, og mens karaokespil til PlayStation 2 ikke er en hårafrivende ny opfindelse, bringer 'SingStar' sin genre et kvanteskridt videre. Det er ikke bare endnu en passiv karaokeautomat, der spytter stimer af dårlige pophit ud, omarrangeret til ukendelighed og druknet i et asiatisk karaokehelvede af strygersuppe og kunstigt klingende computerinstrumenter. For det første rummer 'SingStar' 30 originalversioner af rock- og popnumre, så man kan croone med på alt fra Elvis og Roy Orbison til Westlife og Pink. For det andet kan spillet bedømme, om du og dine stemmebånd klinger rent flag som en sand Sissel, eller om du snarere kandiderer til at være tårepersende humoristiske fraklip i næste runde af 'Popstars'-konkurrencen. Ram bjælkerne Mens karaokehittene ruller over tv-skærmen, viser spillet en række bjælker, der angiver højderne på de toner, som spillet forventer at høre sjunget i mikrofonen. Af og til dukker en forgyldt bjælke op på skærmen. Den signalerer, at denne tone er ekstra svær at ramme korrekt - som for eksempel når Madonna stønner et højt »hey!« i sit hit 'Like a Virgin'. Løbende analyserer 'SingStar' hårdt og afslørende ens præstation, for den kan måle, både hvor rent, højt og rytmisk korrekt man synger. Dermed gælder det om at ramme bjælkerne præcist, og man kan på pinlig vis hele tiden se, om man intonerer højere eller lavere end tonebjælkerne. Og det gælder for alvor om at holde tungen lige i munden, for bjælkerne samt teksten flyver ofte over skærmen i et hæsblæsende højt tempo, men desuagtet synger man til - simpelthen fordi systemet virker. Man kan dog snyde på vægten og nøjes med at nynne tonerne i mikrofonen, hvilket spillet accepterer, men så går karaokegassen lidt af ballonen. Efter hver sang tæller spillet point sammen, efter hvor mange toner man ramte rigtigt, og så kan man en gang for alle få en benhård, men fuldkommen objektiv bedømmelse af, om sangfuglen i ens bryst er en smuk nattergal eller en forpjusket gråspurv. Kikset alene 'SingStar' tilbyder flere gode måder at syngespille på, mens den mest håbløst intetsigende er spillets enkeltspillerdel. Her skal man som vordende sanger turnere rundt mellem spillesteder i en virtuel by og dermed gøre karriere og forhåbentlig ende som feteret superstjerne. Ideen er for så vidt fin, men den ensomme vej mod stjernerne synes at være inkluderet af pligt snarere end af lyst, for 'SingStar' er designet til at blive spillet mod andre. Der er derfor mulighed for at få op til otte spillere i rampelyset, og den mest velfungerende er en duellerende karaokedyst, hvor to sangere dyster i samme sang samtidig. Og her er udfordringen ofte ikke blot at forsøge at holde sine egne toner, men også at undertrykke latterkramperne ved at høre modstanderen hakke sig igennem sangen. Har man EyeToy-kameraet stående i hjemmearsenalet af computerspil, vil 'SingStar' være et klokkerent hit - også fordi baggrundene med kameraet koblet til bliver udskiftet med musikvideolignende billeder af dig selv, der leger superstjerne foran fjernsynet. Et skud med spredehagl Desværre levner spillets kyniske digitale karaokedommer ikke plads til improvisation og fri frasering, og det er desuden brandærgerligt, at der ikke er ægte duetter at finde blandt spillets 30 sange. Derudover er de to medfølgende mikrofoner okay, men bestemt ikke i verdensklasse, da man skal holde dem meget tæt ved mundtøjet, før de opfanger ens skønsang. Selv om teknologien fungerer, er det stadig udvalget af karaokehit, der vil afgøre, om 'SingStar' synger sig ind i dit hjerte. Og her er udbuddet skudt meget bredt ud, således at nyere hit som Jamelias 'Superstar' og Blues 'One Love' går målrettet efter at hale teenagerne op af sofaen, mens tidløse klassikere som 'Pretty Woman' med Roy Orbison, George Michaels 'Careless Whisper' og 'Suspicious Minds' med Elvis i front er egnet til dem over 30. Med kun ganske få missere i udbuddet af sange er 'SingStar' en på alle punkter genreskabende spiloplevelse, som vi utvivlsomt vil høre mere til i fremtiden. Særligt fordi det er en skabelon, der har potentialet til at blive en glimtende guldkalv, da det ikke kræver megen fantasi at forestille sig fremtidige tematiske udvidelsespakker med danske 80'er-hit, kærlighedsduetter eller hård rock. Men bedst af alt er 'SingStar' et velkomment startskud til nye sociale spiloplevelser, der ikke forlanger hurtige reflekser, umenneskelig præcis musestyring eller memorisering af 30 genvejstaster. Det kræver udelukkende gode lattermuskler, stor selvironi, uhøjtideligt showmanship og lyst til at skråle sig hæs. thomas.vigild@pol.dk