Som spil til GameBoy og GameBoy Advance har 'Pokémon' været en enorm succes. Derfor kan man jo heller ikke fortænke Nintendo i at lave en udgave til GameCube. Men at firmaet så vælger at ændre hele spilkonceptet til det mest dødssyge spil, der længe er set, er en gåde. I 'Pokémon Channel' skal man styre pokémonnen Pikachu, og det er træls, fordi han ikke vil meget andet end se tv på professor Oaks nye tv-kanal, 'Pokémon Channel'. De udsendelser, man kan se dér, er så rædselsfuldt kedelige, at det næsten er ubeskriveligt, men de skal partout ses til den bitre ende, før man kan komme videre i spillet. Og der går meget lang tid i hver udsendelse, før man kan foretage sig noget aktivt, og så kan man for eksempel svare på et spørgsmål i en quiz om Pokémon-figurernes navne eller købe alskens Pokémon-merchandise i en slags tv-shop. Efter timers tålmodighed foran skærmen kan man få Pikachu til at gå udenfor, men derude er der også så kedeligt, at det er helt forståeligt, at han foretrækker Oaks tv-kanal. Spillet har intet med det strategiske kampspil til GameBoy at gøre, og figurerne taler tilmed så tuttenuttet, at man skal være gjort af noget særligt for ikke at pådrage sig middelsvær kvalme. Der tales i øvrigt kun engelsk, som man også skal kunne læse for at forstå det intetsigende indhold. Idet målgruppen helt klart er små børn, kræver spillet derfor, at en forælder spiller med og oversætter. Det eneste opløftende ved spillet er den udmærkede grafik og børnenes gensynsglæde med de nuttede figurer, hvilket gavmildt må takseres til et enkelt hjerte, men det er dog næsten utænkeligt at forestille sig en forældrekærlighed stor nok til at holde ud at spille 'Pokémon Channel'. lordagsliv@pol.dk