Man holder vejret, når man kryber frem under et buldrende fransk lyntog med ryggen en barnehåndsbredde fra togskinnerne. Luften bliver i lungerne, når man sniger sig frem mod en intetanende guerilla under dække af tæt indonesisk jungle, og det er nemt at blive gasblå i hovedet af spænding, når man sætter benene i spænd over en smal gyde i Jerusalem, mens en vagtpost marcherer uforvarende forbi to meter under én. Sådanne filmiske situationer klistrer sig fast i hukommelsen, og hvis det oprindelige 'Splinter Cell'-spil fra 2002 leverede agentaction i topklasse, er den aktuelle toer, 'Splinter Cell: Pandora Tomorrow', den joker, der på ublu vis rydder bordet. For det er svært at kritisere noget andet end fortsættelsens timing: Det dur simpelthen ikke at lege snu international superspion på lyse forårsdage med genskin i tv-skærmen, temperaturer over 20 grader og fuglekvidder. Godt, at spillet stadig har sin mørke politiske dagsorden klar, for 'Pandora Tomorrow' er en rutsjebanetur af action nolet fra den amerikanske thrillerforfatter Tom Clancys murbrokker til bøger: Som agent Sam Fisher sendes man ind som brandslukker, efter at den amerikanske ambassade i Indonesien er bombet tilbage til tegnebordet i et velorganiseret terroristangreb - hvilket blæser din jagtsæson efter terroristledere med biokemiske planer for verdensfreden i gang. Mere af det gode For grønne agentspirer udi 'Splinter Cell' er målet igen at være skyggen i øjenkrogen og via snuhed og list snige sig igennem otte større missioner fra Indonesien til Los Angeles. At løsne et skud er oftest en falliterklæring, for grundlæggende er udfordringen, hvordan man som i et andet gådespil bedst muligt undviger miner, laserstråler, alarmer, kameraer og selvsagt vagtposter bevæbnet med både tunge våben og velfungerende intelligens. Men selv om grundingredienserne er set til koma før i andre spil, tager 'Splinter Cell' teten, når det gælder stemning, styring og, hvor bredt man smiler over sin skærmagents evige snuhed. For den største forskel ligger i, at man altid synes, at man kan bruge omgivelserne til sin fordel, og aldrig føler sig svigtet af klodset styring eller dårlig grafik. Via den fornemmelse - koblet med spillets store arsenal af coole agentdimser fra særlige nattesynsbriller over gasbomber til minikameraer - opbygger spillet fra første færd en unik følelsesmæssig identifikation med den kære agent Sam. Illusionen er komplet: på trods af, at man vitterligt bliver ført rundt i stram snor fra bane til bane, føles det hele tiden, som om det er én selv, der styrer spillet. Kun sjældent sker det omvendte. Det skyldes også, at 'Pandora Tomorrow's blændende flotte grafik og lyd ikke er overflødigt spionspil for galleriet, fordi det er altafgørende at bruge lys og skygge som aktive medspillere, hvis man vil snige sig helskindet igennem de svære baner. Katten efter musen Hvor enkeltspillerkampagnens otte nerveflossende velkomponerede missioner ikke revolutionerer, men snarere reformerer gameplayet i forhold til forgængeren, finder man det nyskabende i spillets nye multiplayerdel. For nok er 'Pandora Tomorrow' kompetent på egen hånd, men har man adgang til Xbox Live åbner sig en verden af kølig agentaction. Præmissen her er, at to spioner skal infiltrere et område patruljeret af to lejesoldater, men den forfriskende twist på spillet er, at mens spionerne kan bevæge sig rundt set fra tredjepersonsperspektiv ligesom i enkeltspillerhistorien, kan lejesoldaterne kun se i førstepersonsperspektiv som i for eksempel 'Counter-Strike'. Selvsagt giver det fordele og ulemper for begge hold, for selv om lejesoldaternes begrænsede udsyn er indledningsvis hæmmende, sørger deres våbenarsenal og teknologiske alarmudstyr for at skabe en noget nær fuldendt taktisk balance mellem de to hold. Nok er spionerne bedre stillet rent synsmæssigt, men deres våben kan ikke dræbe lejesoldaterne, hvilket tvinger spionholdet til netop at spille snigende skygger, der for enhver pris skal kravle ubemærket rundt og undgå direkte konfrontation med lejesoldaterne. Slutresultatet er en rasende spændende og original katten efter musen-gemmeleg, der med de rigtige taktikker og godt holdspil banker hjertet helt op i halsen - både når man som lejesoldat med en dirrende anspændt finger på aftrækkeren gennemsøger et bælgmørkt lokale kun oplyst af lommelygten fra ens riffel, eller som spion bliver opdaget af en alarm og derpå skal storme væk for igen at søge helle i skyggerne. Action for alle Byder 'Pandora Tomorrow' på noget så banebrydende nyt, at det retfærdiggør en sådan skamros? I enkeltspillerkampagne er svaret et rungende 'nej', men når spillet føles rigtigt og er skruet sammen efter alle kunstens og genrens regler, er det svært at blive andet et dybt imponeret over den velkoreograferede action. I multiplayerdelen er svaret derimod klart 'ja', for selv om man kommer for enkeltspillerkampagnen, bliver man hængende på grund af den nyskabende multiplayerdel, der tør likvidere rammerne for, hvad der før er skønnet muligt i actionprægede multiplayerspil på konsol. Derfor kommer topkarakteren først til sin ret, hvis man spiller via internettet og begynder at snige sig ind på sine venner. Uden det er 'Pandora Tomorrow' som 'Splinter Cell' om igen, som man kender det. Men netop derfor stadig et tæt, intenst og engagerende actionspil. Heldigvis.