0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mumiens velsignelse

En adræt sfinks og en vaklende mumie er den ualmindeligt vellykkede duo i et af de mest stilsikre og inspirerede actioneventyr, der længe har gæstet PlayStation 2.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alle personer i Sphinx and the Cursed Mummy er inspireret af egyptisk kunst og mytologi, så mens hovedpersonen Sphinx er inspireret af, ja, sfinksen, ligner mumien Tut mest af alt er en levende rulle toiletpapir

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Stop! Tid til en advarsel. Læser du videre, er der overhængende risiko for at blive forbandet. Forbandet til at spendere et halvt tusinde kroner på et af de bedste platformsspil, PlayStation 2-konsollen længe har set.

For 'Sphinx and the Cursed Mummy' er flot som en interaktiv Disney-film sat i Egypten, markant sjovere og nærved lige så underholdende som actioneventyrgenrens kanoniske klassikere som 'Legend of Zelda: The Wind Waker' til GameCube og 'Jak & Daxter' til PlayStation 2.

Det har krævet flere bundne bestillingsopgaver som et James Bond- og et Harry Potter-spil, før den engelske spiludvikler Eurocom fik råd til at lave dette skuffeprojekt. Men det har været sliddet værd for alle parter, da slutresultatet er et action-eventyr, der gnistrer af inspiration, humor og lidenskab.

Det skinner igennem i spillets kæbeforvridende helstøbte fantasiverden, der er bygget over egyptisk kunst og mytologi, men tegnet med en bred humoristisk og tegneserieagtig pensel. For nok er den egyptiske æstetik fremherskende, men humorens islæt vil kendere af Dennis Jürgensens parodierede humoristiske 'gyser'-bøger såsom 'Blodspor i Transsylvanien' og 'Brædder til Draculas kiste' grine genkendende til.

Mageløst makkerskab
Gameplayet er en smagfuld blanding mellem action, gådeløsning og udforskning, og selv om starten er svært træg, så er man hooked, så snart spillet for alvor folder sig ud efter en times tid.

Først spiller man Sphinx, der med sit gavtyvelook og adrætte fysik skal forcere lavagrotter i jagten på et magisk sværd - standardiseret action fra kendte skabsskuffer - men spillet ruller først for alvor i gang, da Sphinx afbryder en ceremoni, der forvandler den unge enfoldige prins Tutankhamen - også kaldet Tut - til en mumie; en diabolsk plan udklækket af prinsens onde bror, der vil sætte sin egen bagdel i tronstolen.

Hans plan skal forpurres, og prins Tut skal genoplives, hvilket klares ved skiftevis at styre Sphinx og mumien Tut.

Og her er der verdner til forskel. Mens Sphinx er den arketypiske allround actionhelt, der kan beordre monstre i kamp, flyve på kæmpeørne, hoppe højt, løbe hurtigt og svinge både sværd og pusterør, er mumien Tut den diametrale modsætning. Han kan ikke kæmpe, fordi han på genuin mumiemaner stavrer rundt som martret af kroniske tømmermænd og kan derfor heller ikke slås. Til gengæld kan han heller ikke blive skadet, da han er død i forvejen. Et særdeles potent våben i sig selv.

Pin en mumie
Når man spiller mumien Tut, står menuen udelukkende på gådeløsning, og her skal man tænke kreativt, fordi ens eneste våben netop er udødeligheden. Derfor løses gåderne oftest via masochistisk maltrakteren af den stakkels mumies krop på en så dybfølt velanimeret tegneseriemanér, at det er umuligt at holde grinet tilbage.

For eksempel skal man forcere en træport ved at brænde den ned, men det kræver, at man først sætter ild på sig selv, og senere i spillet kan man være tre steder på en gang, idet man bliver skåret i småstykker.

Disse rene tænkeopgaver giver hele spillet et lydefrit slapstick-humoristisk islæt, men samtidig uovertrufne gode gåder, der flot kontrasterer de mere actionbaserede sekvenser med figuren Sphinx.

Ja, man kan ligefrem ærgre sig over, at mumien ikke får mere skærmtid, for den er som spilfigur flere bandagelængder mere vedkommende end Sphinx. Det vil ikke undre, hvis mumien bliver hovedpersonen i et kommende spil, for ved første øjekast vinder den ens sympati, så man vitterlig får ondt af at torturere den arme mumie - endnu et bevis på, hvor topprofessionelt hele spillets univers, karakterdesign og animation er.

Særligt grafikken viser, at PlayStation 2 stadig kan følge med de nye konsoller, hvorimod lyden er holdt til gode melodier, idet al dialog er engelsk tekst. Manglen på indtalte stemmer skuffer i starten, men på længere sigt betyder det intet for spiloplevelsen.

Lunefuld outsider
Man kunne frygte, at de jævnlige skift mellem Sphinx og Tut ville virke som to vidt forskellige spil, der var klistret sammen i sidste øjeblik, men det bliver netop i variationen i gameplayet, at meget af spillets magi ligger. Som Sphinx savner man dog mulighed for at kunne 'låse' sit syn fast på fjenderne, for kampene bliver oftest uoverskuelige og knap så taktiske. Ikke at det giver synderligt dårlige kampe, men de bliver bare langtfra så elegante og kontrollerede, som man kunne håbe på.

Det er en smal sag at hale 'Sphinx' på anklagebænken, og klandre det for at iklæde sig lånte fjer fra særligt 'Zelda'-spillene. Men når det stjæler sine ideer uden spor af flovhed eller rysten på hånden - og oven i købet samtidig bestikker os med suveræn stilbevidsthed og humor - bliver tyveriet ingenlunde anmeldt.

'Sphinx and the Cursed Mummy' er som en oprørsk og livlig outsider, der fuldkommen ud af det blå kaster sig ind på spilscenen som en afsikret håndgranat af varieret og lunefuld sprælsk action. Et skælmskt glimt i øjet kan gøre meget - selv et fra en forbumlet mumie.