Der er spil, der i minutiøs grad forsøger at ramme virkeligheden lige på kornet. Og så er der de spil, der kyler realismen over skulderen, kaster et tætpakket bundt røde dynamitstænger påklistret et kæmpemæssigt vækkeur efter den og spæner væk akkompagneret af psykopatiske latterbrøl. Tilbage i det bombekrater, hvor realismen engang lå, finder vi actionspillet 'Armed & Dangerous' (A&D), hvor man tit føler sig som den altid ulyksalige prærieulv, der gang på gang overtrækker kontoen og hamstrer et monstrøst våbenarsenal for at få pelset sit ærkenemesis Hjulben - men heldigvis altid med mere held på kontoen. Robin Hood med dynamit 'Armed & Dangerous' bygger på en respektløs løssluppen fremtidstolkning af Robin Hood-myten, hvor man som hovedpersonen Roman har sat sig for at vælte en diktatorisk, magtliderlig konge sammen med sin bande - ganske apropos kaldet The Lionhearts. Den spøjse bande består af robotten Q, en art romersk centurionsoldat med hang til te, samt muldvarpemanden Jonesy med en usund forkærlighed for sprængstoffer, hvis det bliver leveret i ton - hvilket er såre heldigt, da eksplosioner og generelt kaos er primus motor i spillets 21 missioner. For formålet er her enten at plaffe alt ned, plaffe alt ned, mens man redder tilfangetagne personer eller plaffe alt ned for at forsvare en base. Og selv om det er ensbetydende med altid eksalteret action, så sker der simpelthen ikke andet end det - og jo mere man spiller, desto mere sukker man efter en mulighed for multiplayer, der kunne give et tiltrængt pift af variation. Tegneseriearsenalet Det, der ene og alene afholder A&D fra at blive endnu en gennemtygget standardiseret hyldevare, er historiens humor og våbenarsenalets originalitet. Ud over de mere gængse våben som morterkanoner, snigskytterifler og maskingeværer er de mere interessante våben en riffel, der skyder med underjordiske hajer, en bombe, der skaber fjendeopsugende sorte huller eller et slags bor, der forkludrer tyngdekraften. Det er svært ikke at ligne en smiley, når man første gang hamrer antityngdekraftboret i jorden, hvormed hele skærmbilledet vendes på hovedet, alle fjender bliver skrigende slynget op i luften, kun for at de sekunder senere rammer jorden som kartoffelsække, når tyngdekraften igen sættes i spil. Og selv om det tangerer en gimmick, da man sjældent har mere end et forsøg, så er det sådan små grinagtige genistreger, der gør spillet bedre end det gennemsnitlige actionspil på tilbud. Tegnefilmen lever i andre vendinger ikke forgæves, men det gør medlemmerne i din bande kedeligt nok: Selv om man kan give to simple kommandoer til Q og Jonesy, er deres intelligens og slagkraft i kampene under al kritik, og de ender som personificeret fyld til spillets fine mellemsekvenserne - slemt skuffende efter spil som 'Rainbow Six 3' og 'Conflict Desert Storm II', der har vist, hvordan man sammenstrikker et velfungerende holdbaseret skydespil. Det bevirker samtidig, at sidder man fast på en bane, er der ikke andet at gøre end prøve igen og igen, for man skal ikke regne med hjælp fra banden. Kortvarig latterkrampe Pc-versionen er den mest skuffende udgave, fordi dels er der på pc mere end god grund til at indlægge mulighed for at skyde pjalterne sammen med en ven over internettet eller netværk, dels er styringen slet og ret bedre på Xbox. For det er skurrende tydeligt, at A&D er et arketypisk konsolspil, der som en eftertanke er hældt over på pc med lidt for store dollartegn i tankerne - også fordi A&D er intet andet end dybt useriøs tilbagelænet action skabt til søndag eftermiddag i sofapudernes tegn. Men til en behagelig afveksling er spillet selv klar over det, for det har både selvironi og humor nok til adskillige andre actionspil, der oftest er mere selvhøjtidelige. Hvor stilen må roses, virker både grafik, samspil med banden og banedesignet som forjaget arbejde, for grafikken blotter ofte et par skarpe kanter, og animationen er af og til mindre flydende. Desuagtet er der behov for flere spil med samme sarkastiske, selvironiske smil på læben som A&D; behov for spil, der tør sprælle af personlighed og emme af humor - et vovemod, der alene giver spillet et ekstra hjerte hos denne anmelder. Men samme kurage viser samtidig, hvor svær brugen af humor kan være i et computerspil, for enten vil spillets stemning gå rent ind og levere gakket, hæsblæsende Tex Avery-tegneserieaction med et tvist af Monty Python til en værdi af mere end sit prisskilt på 500 kroner - eller også skyder vittighederne forbi målet, og spillet fænger højst en time for derefter kun at være en udfordring for nullermændene i reolen.