Løb rundt i skove og på sletter, plant massive tohåndssværd og trylleformularer i bidske monstre, og tal med et hav af bifigurer. Det er groft sagt princippet bag rollespilsserien 'Final Fantasy', der i sin nyeste version placerer dig i rollen som girlpower-trioen 'YRP'; akronym for spillets tre hårdtslående hovedpersoner Yuna, Rikku og Paine, der som et andet stylet girlband med en ordentlig portion respektpoint for sig selv både kan klæde sig eklatant udfordrende, synge og danse (!) og give uhyrer en på tæven. Og de tre kvinder ved roret er ikke eneste nyskabelse for den japanske spilserie. 'Final Fantasy X-2' (FFX-2) bryder også med den tradition, at hvert af seriens spil skal byde på dugfriske historier, karakterer og universer, idet spillet er en direkte efterfølger til 'Final Fantasy X', der udkom sidste år. Et godt brud, men ikke uden ofre. Popbandet springer ud Baggrunden er, at spillets primære hovedperson Yuna to år efter sin redning af eventyrverdenen Spira er blevet medlem af skattejægerbanden Gullwings. Disse jager en art magiske krystalkugler, der som en slags videobånd gemmer bidder af billeder fra fortiden; umiddelbart alene for morskabens skyld, men den dybere grund er, at Yuna har fundet en videokugle med et billede af sin elskede Tidus, hvori han var fanget i et bur. Det mysterium skal opklares, men meget mere historie får man ikke serveret i denne omgang - og det er en skam i en rollespilsserie, der før har fundet pondus i sine konflikter, personer og historier. Særligt persongalleriet i FFX-2 virker i højere grad fortænkt end tidligere; Yuna har rollen som den nydelige, næsten kristeligt fromme pige, der snildt kunne gå for en ung klon af Britney Spears. Som modstykke har vi bikiniklædte Rikku som trioens frækkert med en pænt irriterende barnlig opførsel, mens Paine har trukket tjansen som den mystiske og lavmælte joker plastret til med læderspænder, nitter og metal-skelethoveder. En trio stylet som et popband; noget for enhver smag. Nu for alle Den ekstreme styling skyldes, at FFX-2 er det mest mainstream-orienterede spil, serien har set til dato. Bevæggrundene er klare: der skydes med spredehagl efter dels de kvindelige spillere, dels de mindre dedikerede fans af rollespil, der kan tøjle deres begejstring over at finde et magisk sværd eller kæmpe sig til en svag stigning i sin figurs erfaringspoint. Derfor er spillet nu delt op i mindre missioner, der kan ordnes på mellem en og to timer, og samtidig er kampene smagt til med mere action. Konsekvensen er et mærkbart lettere gameplay, men det er et tveægget sværd, for den store taber bliver historien. For hvis 'Final Fantasy X' var Shakespeare, er FFX-2 børnehaveklassernes årlige sommervariete: man savner hoved, hale, mål og mening med spillets mange og lange kampe. Scenisk kvindekamp Netop spillets kamp er på flere områder ændret radikalt siden forgængeren. Dels er de nu hurtigere og fyldt med action, dels er der ikke længere et rigt udvalg af bipersoner med hver deres evner. I stedet kan Yuna, Rikku og Paine på magisk vis skifte klude, hvilket vupti gør dem til enten danserinder, krigere eller magikere - alle med deres unikke angreb og strategier. Magikeren og krigerens rolle siger sig selv, mens danserinden kan distrahere monstrene med svungne hofter og mikrofon - for selv drager og frådende ulve har åbenbart et svagt punkt i velkoreograferet showdans. Umiddelbart er kostume-skiftene en smart måde at minimere antallet af bipersoner på, men de gør samtidig, at man savner det samspil mellem personerne, der var drivkraften i 'Final Fantasy X'. Oven i hatten er sværhedsgraden sat ned, så monstrene kæmper nu sjældent lige så kløgtigt som tidligere - en klar fordel for nye disciple til serien. Mainstream er ej for alle Blandt andet sværhedsgraden gør, at FFX-2 er et spil, der deler sit publikum. Med sin forstærkede smag af Happy Meals og mainstream vil spillet få de mere dedikerede fans af serien til at fnyse og gemme på deres guldmønter, men samtidig kan nye spillere let blive forvirret over historien, personerne og gameplayet, hvis de ikke har spillet særligt 'Final Fantasy X'. Og uanset hvad er det tankevækkende, at det første 'Final Fantasy'-spil rettet mod kvinder og mindre garvede rollespillere disker op med en vag historie, kostumeskift og let fordøjelig action. Det gør, at smutturen gennem eventyrlandet Spira i bedste fald giver nye tilbedere et fornøjeligt, nemt og ukompliceret actionpræget rollespil lavet efter alle spilkunstens regler. Men i værste fald vil garvede fans se FFX-2 som en unødvendig og fjollet afstikker fra seriens ellers høje standard til fordel for mere smagløs og patroniserende mainstream-underholdning.