Hvad? Et eventyrspil? Den genre er da både død, begravet og visket ud af glemmebogen for længst! For ja, i de seneste fem år har eventyrspillene som selvstændig genre sunget deres sidste strofer i forhold til genrens storhedstid i 1980'erne og 90'erne. Det har været - og er stadig - småt med højprofilerede eventyrspil lige siden det oversete, men inkommensurabelt geniale film noir-eventyrspil 'Grim Fandango' fra 1998. Med god grund. Dets lave salgstal skrev indirekte nekrologen over genren, mens spillets amerikanske udgiver med en rysten på hovedet gik tilbage til samlebåndsproduktion af tåspidskrummende elendige, men mere økonomiske rentable 'Star Wars'-spil. Lad os håbe, at den mørke tidsalder er slut, for eventyrspillet 'Broken Sword: The Sleeping Dragon' puster liv i håbet om, at fremtidig diversitet inden for computerspil ikke blot kan klares med et mere heftigt våbenarsenal i zombiestandardiserede 3D-skydespil eller en ny skinnende krigsenhed til skrivebordsgeneralerne med strategispil på harddisken. Rart gensyn Til dem, der endnu ikke har haft deres hjerneceller et smut fordi et ægte eventyrspil (også kaldet adventurespil), er vægten her lagt på intelligens over impuls, eftertanke frem for action. Man skal knække gåder, et alsidigt persongalleri skal udfrittes, og derigennem skal man indsamle spor til løsning af fremtidige gåder. Point, hurtighed eller alenlange tastaturkommandoer er lyst i band, for her hersker logikken som største succeskriterium. Og i den verden er 'The Sleeping Dragon' ingen undtagelse, for det kan med altid logisk udfordrende gåder for alvor udstille ens egen dumhed for alverden - en ubetinget stor ros, når det kommer til eventyrspil. Men ingen glimrende gåder uden en ditto historie, der i denne ombæring bygger på et velskrevet, om end noget 'Indiana Jones'-stiliseret epos omkring tempelridderordenen, ufatteligt potente jordbundne kræfter og internationale komplotter, som sparkes i gang, da det lykkes den ligblege rigmand Susarro at knække koden på et af klodens mest gådefulde skrifter, Voynichdokumentet. Skriften findes i virkeligheden, hvor endnu ingen har kunnet tyde den, men i 'The Sleeping Dragon' rummer dokumentet opskriften på, hvordan man tøjler Jordklodens enorme energier. Energier som Susarro vanen tro vil undertvinge verden med, hvilket giver oplægget til en forrygende tour de force fra Paris og Prag til Congo og Egypten for spillets to sympatiske hovedpersoner: makkerparret amerikaneren George Stobbart og franskmanden Nico Collard, som man på skift kontrollerer igennem hele spillet. Og heldigvis holder det partnerskab vand, ikke mindst fordi begge er udstyret med befriende ustereotype personligheder, hvilket spillets vittige dialoger og et sublimt stemmeskuespil kan tage hele æren for. Kasser og sære vinkler Selv om spillets brogede persongalleri boltrer sig oppe i det førsteklasses, er intet eventyrspil bedre end dets gåder. For trænede eventyrspillere vil flere af spillets gåder være for forudsigelige, hvilket delvis skyldes, at spillet er opsplittet i mindre kapitler, der skaber en logisk begrænsning for gådernes løsningsmuligheder. Generelt set kan gådernes opfindsomhed ikke anfægtes, men det kan derimod de mange enerverende gåder, som man kun kan løse ved, at George flytter rundt på kvadratiske kasser, så han enten kan aktivere en skjult kontakt på en mur eller nå en særlig høj afsats. Den type gåder dukker med jævne mellemrum op hele spillet igennem, og efter det fjerde dacapo føles den slags gåder mere som enerverende gimmicks end aktive dele af spillets handling. Særligt irriterende er også de til alt held sjældne lejligheder, hvor man skal snige sig forbi bevæbnede vagter. Her knækker filmen, fordi spillet tydeligvis ikke er gearet til den type actionpræget gameplay, når håbløse synsvinkler gør sværhedsgraden frustrerende tarvelig frem for fair og afbalanceret. Og opdager fjenderne én, betyder det øjeblikkelig død efterfulgt af 15 laaange sekunders ventetid, mens spillet snøvler sig til at spole tiden tilbage, så man kan prøve igen. Forstyrrende fodfejl De lange loadetider er en hæmsko i voksenstørrelse, særligt i konsolversionerne, fordi det er svært at blive overrasket over spillets actionfyldte plottwists, når man varskos med en god sjat ventetid og en cd-skive, der pludselig snurrer ekstra hidsigt rundt i konsollen. Så særligt her har pc-versionen en klar fordel, da man lettere bliver overrasket, når spillet kører mere glidende. Den bjergtagende detaljerede 3D-grafik er bestemt megen af ventetiden værd, men det ville for undertegnede ikke betyde en tøddel, hvis spillet var holdt i en mindre krævende 2D-grafik som de to foregående spil i 'Broken Sword'-serien. Grafikken gør ligeledes, at spillet særligt i sine PlayStation 2-klæder tager for store mundfulde rent teknisk. Det resulterer i lejlighedsvis hakkende grafik og dialog, der kan finde på at hoppe hurtigt frem, som hvis man spolede frem i en videofilm. Bedre går det igen i versionen til pc og Xbox, og mens sådanne små fejl er tilgivet, skæmmer en enkelt større, direkte meningsforstyrrende fadæse senere i spillet, hvilket simpelthen er uacceptabelt i et spil anno 2004. Charmerende humor Trods de mellemsvære fodfejl redder 'Sleeping Dragon' over størstedelen af sin ham i land på grund af sin charmerende tørre britiske humor, der med en stikkende præcis selvironi og medievant selvbevidsthed overraskende let sætter lattermusklerne i leg. Så kniber du en nostalgisk tåre ved minder om eventyrspilserier som 'Monkey Island' og 'Gabriel Knight', er 'Broken Sword' et skudsikkert januarkøb skabt med lun humor og ihærdighed. Men om 'The Sleeping Dragon' bliver eventyrspillenes tiltrængte renæssance frem for rekviem er i sidste ende ikke op til mig. Valget er dit.