Slaget om Helms Kløft er ovre. Slaget om Midgård går snart i gang« bebuder Gandalf med stærk røst, mens de musikalske fanfarer blæser den episke betydning ud i pap. Actionspillet 'Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage' (KVT) går under devisen »spil filmen!«, og med masser af Enya-musik og små, hemmelige godter er der kælet for fans - en udmærket digital forsmag, men aldrig stor spilkunst. KVT ruller ligesom sidste års spil 'De To Tårne' af sted med historiske småbidder og historiske vingesus, men uden nogen historie. Man fodres med smugkig fra den sidste film i rækken, bragende musik og flot stemmeskuespil, men missionerne hænger sløjt sammen, og man føler sig aldrig som en del af universet. Udover elveren Legolas, dværgen Gimli og den vordende konge, Aragorn er der i forhold til 'De To Tårne' også blevet plads til Gandalf og et par hobitter. Det har dog intet ændret på konceptet, hvor man stadig skal stikke, parere, løbe og buldre sig igennem Saurons horder af orker, ånder og andre ondskabsfuldheder. Gør det hurtigt og effektivt, og du får nye angrebskombinationer eller større udholdenhed. Et befriende enkelt rollespilssystem, der skaber lidt sammenhæng og fremdrift i et spil, der ellers synes usikkert og fragmenteret. Kæp i hjulet Kampene er et inferno af krydsede klinger og afhuggede kropsdele, og dette rasende tempo passer så perfekt, at man i af og til glemmer spillets fejl - men kun i korte øjeblikke. For pudsigt nok stikker den velsmurte, labre maskine i KVT nemlig et par kæppe i sit eget tandhjul. Det dårlige, statiske kamera, der ofte forhindrer spilleren i at se fjenderne, kan måske accepteres, mens manglende frihed, dybde og variation vil skræmme flere væk. Der er altid kun én vej frem og én måde at klare visse fjender på, hvorfor kampene hurtigt bliver pligt frem for nydelse. Spillet bliver et middel til at nå ekstramaterialet og filmsekvenserne frem for et mål i sig selv, og det er en skam. Én markant forbedring i KVT er muligheden for at spille to sammen på både pc og konsol. Ryg mod ryg og omgivet af glubske, arrige orker overalt fungerer spillet bedst, og muligheden for at dække hinanden og udnytte hinandens styrker virker flot. I den interne kamp mellem pc- og PlayStation2-versionerne har førstnævnte smukkest grafik, men desværre også kun mulighed for at spille sammen foran den samme computer, og dét virker forkrampet. Udstillingsvare Mere frigjort virker PlayStation 2-versionen, der samtidig byder på en så stram styring, at den overhaler sin pc-nevø indenom som bedste valg. Har man derimod en Xbox-konsol inden for rækkevidde er spillet i disse klæder absolut den bedste, idet grafikken er markant skarpere og glider mere ubesværet over skærmen end i PlayStation2-versionen. GameCube-versionen kører tilsvarende en smule bedre end PlayStation 2-versionen og har derudover den fordel, at har man GameBoy Advance-versionen af spillet, kan man linke de to konsoller sammen og derigennem få adgang til nye hemmelige baner og karakterer. På GameBoy Advance er spillet ikke så meget anderledes end på de andre platforme: angrebsknappen skal stadig hamres i bund, og horder af fjender fældes, men det fungerer upåklageligt på den lille skærm og med gode muligheder for magi og kamp, er spillet den hidtil bedste mobile imitation af 'Diablo'. Alligevel vil spillet nok klare sig bedst på stationære platforme, for her gemmer sig en bunke ekstramateriale og både eksklusive interviews, skitser og de hemmelige sager er af høj kvalitet - så jo flere orker man dræber, jo mere ekstramateriale kan man se. Flot lir og de mest polerede kampe Midgård endnu har set, men er det virkelig den dybe tur ned i lommen værd? Måske for indædte fans, mens andre snarere vil se spillet som en udstillingsvare end et rigtigt røverkøb: Flygtig, pæn og skinnende, men altid på afstand.