Skru helt op for lyden, sluk skrivebordslampen, træk gardinerne for og luk døren. 'Myst'-spillene forlanger indlevelse og indsigt som computerspilverdenens svar på new age-musik: kronisk uvoldelige og meditativt vuggende oplevelser, hvor sindet er skarpere end sværdet. Og 'Uru: Ages Beyond Myst' er ingen undtagelse - selv om det får klimpret et par pivfalske toner af hist og her. 'Myst'-spillene har siden deres fødsel i 1993 været et af de bedst sælgende computerspil til dato. Med god grund, for i 'Myst' er tiden din egen, balancen mellem frustration og kedsomhed er fint afstemt, og både spillets gåder og eventyrverdener leverer guf til hjernen, øjnene og ørerne. Nøgternt set er 'Uru' det mest kuriøse 'Myst'-spil til dato - en pudsig størrelse både at spille og anmelde, fordi en af kongstankerne bag spillet er, at man med tusindvis af andre spillere fra hele verden skal udforske 'Myst'-universet sammen via internettet. Beklageligvis fungerer denne ambitiøse online-drøm ikke endnu, så vi har kun kunnet spille enkeltspillerudgaven af 'Uru'. Ikke et godt tegn. Atlantis under jorden Historien i 'Uru' fæstner sig omkring historien om den overlegne D'ni-civilisation, der for flere tusind år siden levede under jordens overflade. Her praktiserede de en kunstart, der gjorde dem i stand til at kreere hele verdener alene gennem skrift i bøger - de verdener, som de tidligere spil i 'Myst'-serien har udforsket på forskellig vis. D'ni-civilisationen gik som et andet Atlantis pludselig til grunde, men i 1980'erne fandt vi dødelige mennesker resterne af civilisationen. Det ledte til etableringen af et råd, der skulle restaurere ruinerne fra D'ni-civilisationen, og 'Uru' foregår derfor i nutiden,, hvor man starter sit eventyr midt i en ørken, hvor de første ruiner fra den forgangne civilisation gemmer sig i en kløft. Nu også med krop Den største forskel mellem 'Uru' og dens forgængere er, at man ikke længere bevæger sig rundt i fantasiverdenerne som et spøgelse. Fra første færd sættes man til at kreere sin egen hovedperson med alskens muligheder inden for tøjstil, ansigtsform og frisure, og derefter kan man bevæge sig frit rundt i mange af spillets verdener. Samtidig kan man skifte mellem at kigge ud af øjnene på ens hovedperson, eller se sin hovedperson udefra, hvilken er uundværligt i flere af spillets gåder. Desværre fører den nye personbundne synsvinkel et vognlæs af problemer med sig. Største hovedpine er kontrollen. I tredjepersonsperspektivet kan man ikke kigge bag sig, og dermed er den synsvinkel oftest komplet ubrugelig, når man vil udforske verdenerne, og derfor går man gang på gang tilbage til den mere normale førstepersonssynsvinkel. Hagen ved den er, at man her har svært ved at se ens persons fødder - og det er kritisk, når man skal hoppe. Ja, du læste rigtigt. 'Uru' er det første spil i 'Myst'-serien, hvor man af og til skal hoppe over kløfter og lignende. Ikke voldsomt meget, men nok til, at det irriterer. Mest fordi det passer lige så godt ind i 'Myst'-universet som en ræv i en hønsegård. Hvis jeg er kørt fast i 'Myst', skal det skyldes min dumhed eller manglende observationsevne - ikke at jeg missede det vigtige hop over kløften tre gange i træk. Samme fascination Ligesom i de tidligere 'Myst'-spil bruger man størstedelen af sin tid i 'Uru' på at undre sig, være nysgerrig og nyde de utroligt flotte eventyrverdener. Spillet har ikke svigtet sin oprindelige forkærlighed for maskiner, for de fleste gåder består i, at man står foran dybt mærkelige apparaturer, som man ikke aner, hvordan virker. Så er det bare om at hive i par håndtag og trykke på alle knapperne, indtil du hitter ud af, hvordan maskinen virker. Det er en superb glædesrus, når man tænker sig igennem en særlig svær gåde og får en maskine til at makke ret. Det er godt, det er roligt, det er gode gåder og 'Myst' som vi kender det, så nytilkomne skal have tålmodigheden til at udforske hver eneste mørk krog af alle fantasiverdenerne Spillets akilleshæl er dog dets historie. Mens det originale 'Myst' var bygget op omkring din udforskning af fantasiverdener og disses historier, og fortsættelsen 'Riven' tog én i hånden gennem en enkelt verden med en historie, bliver den kalejdoskopiske historie i 'Uru' aldrig nogensinde til din historie. Det er derimod historien om folkeslaget D'ni; en historie, der allerede er sket og udlevet - og ikke en fortælling, som du løbende kan påvirke eller udvikle gennem din indsats i spillet. Derfor føles enkeltspillerversionen af 'Uru' som en uforløst prolog til et eventyr, der aldrig bliver fortalt. Værd at købe? Ja, absolut, men kun hvis du ikke kan få nok af 'Myst'-spillene og samtidig har råderet over en ny hurtig pc. Grønne Mystikere kan roligt vente på, om brikkerne falder på plads i onlineversionen af spillet - for som det står nu, har 'Uru's øjne været større end dets mave.