Der er to måder at lave en fortsættelse til et computerspil på. Enten kan man spille bolden sikkert og smække lidt bedre grafik, lyd og missioner ovenpå originalen og lave indpakningen en smule om. Et andet og mere vovet alternativ er at forsøge at ændre gennemgribende på originalspillets gameplay ved at tilføre det nye elementer, hvilket enten kan gøre fortsættelsen markant bedre eller miserabelt dårligere end originalen. På godt og ondt lander strategispillet 'Homeworld 2' (HW2) solidt i første kategori, for der er ikke sket banebrydende nyt siden sidst. Og det er lang tid siden, for originalspillet 'Homeworld' udkom tilbage i 1999 og fik året efter følgeskab af udvidelsespakken 'Catalysm'. Igen er scenen sat i det yderste af det ydre rum, hvor man i tre dimensioner skal forsvare sin rumflåde, mens man blæser fjendtlige rumfartøjer ud af det mørke vakuum. Med andre ord: der er intet i HW2, som fans af originalen eller sågar bare strategispil ikke har set før. Taktikken i centrum Man styrer det store moderskib 'Pride of Hiigara', der er eftertragtet af den onde rumrace Vaygr - så meget, at de starter en intergalaktisk krig for at få fingre i rumskibet. Man skal ikke bekymre sig så meget om at samle ressourcer, idet der kun er en af slagsen, så al energien kan bruges på at bygge en mægtig krigsflåde og udtænke listige kamptaktikker. Til forskel fra originalen styrer man nu hele eskadriller af kamprumskibe, så der er behageligt mindre at holde styr på. Desværre kan man ikke længere selv bestemme rumskibenes angrebsformationer så præcist som i forgængeren, hvilket er skuffende, da dette var et af de bedre taktiske indslag. Svær sværhedsgrad Samtidig holder HW2 fast i den tegneserieagtige fortællerstil mellem missionerne, der accelererer historien videre - så hovedsageligt kan man næsten ikke mærke, at det er over tre år siden, vi sidst så noget til 'Homeworld'. Det kan man derimod på andre punkter, for i HW2 ønsker man sig brændende en mulighed for at ændre på sværhedsgraden, der tilsyneladende permanent er sat til "hårafrivende hård". Allerede i tredje mission får man nemt sin virtuelle rummås på komedie, hvis ikke man har forberedt sig godt nok. Ideen er nemlig, at man tager alle de rumskibe, man har bygget i de forrige missioner med sig i spillets videre forløb. Det er både godt og skidt. Godt forbi man derved ikke mister sine tropper. Skidt hvis man netop ikke har styrker nok til at klare fjenderne, og derfor må genspille en tidligere mission for at klare ærterne. Den smukkeste rumkrig Det grafiske udtryk i HW2 er stadig bjergtagende flot og nærmest meditativt i stemning, men overraskende nok ikke så meget bedre end originalens. Lyden er ligeså en verden for sig, og HW2 er designet til at blive spillet i et bælgragende mørkt rum med højtalerne skruet godt op. 'Homeworld 2' er gammel yogurt med ny frugtsmag på en omdesignet karton. Det gør, hvad der forventes og tilbyder fans af originalen mere rumkrig fra samme galakse som tidligere. Og det er rent spillemæssigt glimrende håndværk, som fans vil sluge råt. Det er blot en skam, at spillet ikke tør tage de kreative chancer - fordi det er manglen på dem, der gør 'Homeworld'-oplevelsen anno 2003 skuffende uambitiøs.