Stedet er Vietnam, året 1967, og vi er hos en gruppe amerikanske specialtropper i en mudret lejr nær Cambodjas grænse. Fra radioen flyder hippiehits i takt med, at maskingeværer pumper bly efter skarpskytter i skovbrynet. Her venter døden bag hver en træstub, og kulissen til 'Vietcong' er perfekt: Junglekrig, sump, fluer, masser af håndvåben og onde kommunister. Man tænker på film som 'Platoon' og 'We Were Soldiers', når man kravler rundt i den vietnamesiske jungle med kugler og forbandelser flyvende over hovedet. Forskellen er bare, at i filmene kan man se noget. Det er svært i 3D-skyderen 'Vietcong', for grafikken er en grumset jungle af grønt og brunt, som om nogen har lagt et filter af leverpostej over kameralinsen. Som supersoldaten Hawkins skal man lede missioner i junglen, hvor Vietcong-soldater dukker frem fra huler, og pludselig er man rottefænger i komplekse, mørke bunkersystemer. Andre gange skal man ligge i baghold bag en træstub, mens fjenden går tæt forbi. Alle missionerne er dog lineære og tynde: Tag hen til landsbyen, befri Johnny, og skyd alle kommunisterne på din vej. Enkeltspillerkampagnen er middelmådigt underholdende, og man skal ofte dø mange gange, før man finder den gemte rishat med en AK47 i junglen. Multiplayerdelen er til gengæld langt bedre. Her skal man for eksempel holde en sønderskudt bunker på en afbrændt bakke, mens modspillerne laver blodige stormangreb, og andre gange er det blot beskidt junglekrig, hvor kun mundingsflammen fra geværet afslører ens position. Selve gameplayet i 'Vietcong' er jævnt godt, men teknikken halter desværre fælt. Selv på en god computer kan spillet hakke i grafikken, så det er svært at ramme, men det kan også finde på at gå umotiveret ned eller sætte én fast i den grafiske jungle med selvmord som eneste udvej. Det er vildt frustrerende, så hvis man skal have fuld valuta for pengene, skal man ud på nettet og pløkke sine venner: Dét er til gengæld sjovt. Jeg elsker lugten af brændt modem om morgenen.