At være tophemmelig superagent handler ikke kun om smarte våben, et stilet udseende og sportsvogne med atomare raketter gemt bag forlygterne. Det handler i lige så høj grad om at kunne betjene alle sine agentagtige dimser uden at grine højlydt. For når 3D-skyderen 'No One Lives Forever 2' (NOLF2) tager den ellers så selvhøjtidelige agentgenre under kærlig behandling, er ikke en lattermuskel urørt. Forgængeren til spillet er stadig et forrygende actionspil, der har, hvad mange andre spil i høj grad mangler, selvironi og humor. Fortsættelsen er om muligt endnu bedre. Spillet gør hele vejen igennem tykt grin med hele det hemmelige agentunivers, og vittighederne bliver heldigvis aldrig for meget af det gode, for de er altid holdt på et jordnært plan, som når superskurken konstant afbrydes i sine planer om verdensdominans af sin mors telefonopkald, eller når man overhører et par tjekkede ninjaer beklage sig over, at de faktisk ikke orker at være tjekkede ninjaer. Ligesom i forgængeren er der bunker af spektakulære actionsekvenser, der både er originale og geniale. Mere siger vi ikke her, for størstedelen af glæden ved spillet er selv at opleve dem, men det vil ikke undre, hvis nogle af scenerne blev brugt i den næste James Bond-film. So ein Ding muss ich auch haben Som den kvindelige superagent Cate Archer sendes man endnu engang imod slambertorganisationen H.A.R.M., og derfor farer man vidt omkring lige fra Ohio til Calcutta i 15 store kapitler, hvor variationen er forbilledlig. Det skyldes delvist ligesom tidligere, at opfindsomheden inden for ens mærkelige agentdimser er skyhøj, så man kommer til at betjene alt lige fra strømpistolen i mascaraæsken over hårsprayen med indbygget svejselampe til den nuttede mekaniske kat, der i virkeligheden er en mobil bombe. Under missionerne er det som regel en fordel, hvis man sniger sig så meget som muligt, men i modsætning til det forrige spil, er det nu ikke et krav for at gennemføre missionerne. Bliver man til gengæld opdaget, kan man forvente hård modstand, så det er smartere at være snu frem for skydegal. Ingen lever for evigt Som noget nyt får man point alt efter hvor agentagtig og stilfærdigt, man løser sine missioner. Dem kan man bruge til at forbedre sine evner til at sigte, håndtere våben, udholdenhed osv., og det geniale er, at man ikke behøver at gøre brug af pointene. De gør selvsagt dele af spillet lettere, men hvis man partout vil skyde alle ned på sin vej, kan man også det. Som noget nyt er det i spillets multiplayerdel muligt at spille fire spillere sammen mod computeren i forrygende morsomme kampe, men trods de gode intentioner er det tydeligt at se, at der er blevet brugt mest tid på at få enkeltspillerkampagnen til at fungere. Hvilket lykkes så godt, at vi må tage vores bredskyggede agenthat af for et af de mest afvekslende, medrivende og ikke mindst morsomme actionspil nogensinde. Ingen lever for evigt, men dette spil bliver bare bedre og bedre med årene.