Med en halvkvalt rallen forsøger det italienske blomsterbud at vriste sig løs, mens hans lunger langsomt fyldes med kloroform. Fem minutter senere ligger mafiaboss Don Guilliani død i sin villa med ét hul i nakken leveret af et forklædt blomsterbud. En buket blodige blomster og endnu et perfekt hit, en mand med kronraget hoved, sort Armani-jakkesæt og to forkromede pistoler i hænderne: Hitman er tilbage. Det er derfor endnu engang skræmmende nemt at blive danskersentimental og begynde en endeløs opremsning af 'Hitman 2's fortræffeligheder, men forsøger vi at skrælle vores patriotisme væk, så er dette stadig en værdig forsættelse. Psykopat eller snigmorder 'Hitman 2' (H2) er som sin forgænger kompromisløst og skrupelløst. Her er ingen moraler andet end dem, man selv finder på. Som lejemorder likviderer man verdens udskud uden at fortrække en mine. Det er ikke noget personligt, det er bare business. Om missionerne løses stilfærdigt og elegant eller ved at massakrere en hel kontorbygning med automatvåben er lige meget, for alle missioner kan løses som man lyster. I det sneblæste japanske slot kan man vælge at snige sig ind forklædt som ninja eller bare nedskyde samtlige 217 vagter i et stort blodigt voldsorgie. Eller måske noget helt tredje? Man kan spille alt fra total psykopat til professionel lejemorder: Valget er dit, og det er spillets største styrke. Dejlige detaljer Derudover har H2 en utrolig detaljerigdom og adskillige finesser, der hæver det over pøblen af skyde- og snigespil. Vagter forholder sig til ens spilperson. Hvis man er forklædt som pizzabud, går det ikke, at man har skarpladte pistoler. Er man forklædt som Talebankriger, men har glemt at gro fuldskæg, klør vagterne sig i deres eget skæg og afsikrer deres AK47-maskingeværer. Dog føles det ikke altid som om, at banerne er finpudsede nok. Man kan godt havne i den situation, at selvom man forsøger at være den smarte snigmorder, forekommer det kropumuligt. Enten på grund af en vagt, der er gået i selvsving eller en lastbil, der sidder fast. Det er også underligt, at en lejemorder ikke kan ligge på maven og skyde, men til gengæld er det fremragende, at man både kan spille set fra 1. og 3. persons synsvinkel. Grafik og animation er i verdensklasse med snefnug, røgsøjler og fjender, der splatter elegant ud på væggen. Samtidig kan alle lyskilder skydes ud, skyggerne flakker realistisk, og specielt PlayStation2-versionen er en opvisning i grafisk elegance. Faktisk fungerer flere af elementerne i spillet bedre på PlayStation2 end på pc. Styringen fungerer utroligt godt på PlayStation2, om end man savner bedre udnyttelse af de analoge joysticks, så man med dem kunne styre, om man ville snige sig eller gå. Nu med samvittighed og savegames Handlingen er desværre ikke spillets stærkeste side, fordi trods de gode intentioner i starten af spillet for at nuancere Hitmans følelsesliv, ryger den fordybning hurtigt fløjten. Der bliver ikke fulgt op på spillets prolog, og plottet reduceres hurtigt til en alt for velkendt jagt på forsvundne atombomber og andet agentagtigt brun sovs. Den største fejl i det første 'Hitman'-spil var manglen på at kunne gemme under en mission. I H2 har man, bestemt af sværhedsgraden, et vist antal chancer for at gemme, og det er et glimrende kompromis. I samme omgang skal musikken roses, fordi den er både velkomponeret, symfonisk storslået og indspillet af et ægte symfoniorkester - og det kan høres. Ro på Men husk på, at H2 kræver tålmodighed. Man skal langsomt vænne sig til hver eneste mission, huske vagternes rute og regne ud, hvilke kodekort, der passer hvor. Alt er fokuseret på, at man skal være professionel lejemorder og dermed undgå unødvendige drab, og spiller man derfor H2, som var det et rent 3D-skydespil, så fungerer spillet knapt så godt, som man kunne have ønsket. Fjendernes intelligens svinger fra at være på niveau med en grapefrugt til at besidde et guddommeligt klarsyn, og man kan let nedskyde 20 fjender med haglgevær, mens alle vagter bag næste dør pænt venter på, at man åbner døren. Men spiller man som den intelligente og koldblodige lejemorder, der udfører sine drab med en kirurgs præcision, så er H2 enhver lænestolslejemorders våde drøm. Dér hvor spillet vinder vores hjerter, er i gameplayets detaljerigdom, friheden til at improvisere og rusen i jagten for at lave det perfekte hit. ***************************************** Xbox versionen brillierer ikke overraskende endnu mere grafisk end PlayStation2-versionen, og har samtidig markant lavere loadetider grundet sin harddisk. Styringen er også mere præcis, så på Xbox-platformen er for alvor der, hvor spillet føler sig mest hjemme.