Vi kender konflikten til hudløshed fra film, tegneserier, bøger og tv-serier: Alene strandet i en barbarisk krigsfangelejr, hvor ens eneste udvej er kløgt, mod og mandshjerte. PlayStation 2-spillet 'Prisoner of War' (POW) sætter en i den udslidte flyverjakke på en dumsmart amerikansk flyverjockey, der efter et mislykket togt under Anden Verdenskrig bliver nuppet af den tyske værnemagt og smidt i fangelejr. I fiktionens navn er der dog snarere tale om et internatkursus end en krigslejr, for man behøver ikke slide i det for at tjene til føden, men kan i stedet bruge tiden på at sludre med medfangerne eller udtænke storstilede planer om flugt og/eller verdensovertagelse. Det eneste, der kræves, er deltagelse i fangelejrens daglige morgen- og aftenappel. Formålet er selvsagt at flygte og ved at udfritte sine medfanger og udføre småopgaver for dem, får man fingerpeg til mulige flugtmetoder, der alle lyder dejligt nemme - i teorien. I will zay zis only wonze I stil med 'Metal Gear Solid'-spillene skal man så snige, løbe og kravle rundt til den store krigsmedalje, men også spionere igennem nøglehuller eller drage nytte af det detaljerede kort på skærmen, der konstant viser, hvor vagterne befinder sig, og hvilken vej de kigger. Det burde gøre ethvert flugtforsøg let, men trods det beror udførelsen i praksis snarere på held end forstand, hvilket både skyldes den lidt tunge brugerflade og fangevogternes lunefulde intelligens. Styringen kræver godt med tålmodighed, for den fungerer ofte ikke efter hensigten, og vagterne besidder nogle gange synske evner, mens de andre gange mønstrer samme synsfelt som en muldvarp i solskin. Og det er samtidig svært at undgå at spænde et forkrampet smil fast på læben, når hele persongalleriet i spillet er downloadet direkte fra tv-serien 'Allo Allo' bare uden seriens essentielle twist af selvironi og komik. For realistisk Hovedproblemet ligger i, at spillet mangler skarphed, seriøsitet og selvtillid. Det er, som om at man har forsøgt at flikke mange gode spilkoncepter sammen i stedet for at gå linen ud med bare en enkelt af dem. Man mangler samtidig en større følelse af belønning, for lykkes det at flygte fra den første fangelejr, bliver man bare taget til fange igen, og så er det forfra nu bare i en anden og lidt sværere lejr. Spillet bliver derfor alt for ofte en slave af monotonien, når man dag ud og dag ind skal mønstre til fangelejrens rutiner og udføre samme type opgaver fra lejr til lejr. Forstå mig ret: For tålmodige sjæle med lyst til at snige sig omkring og forcere pigtråd, voldgrave og svagt begavede vagter er POW en god oplevelse. Andre vil som undertegnede hurtigt køre træt i spillets dræbende repetition og anse spillet som et skoleeksempel på, hvorfor et spils realisme aldrig er proportionel med dets underholdningsværdi.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen