Hold rytmen, gør hvad musikken dikterer og husk at se godt ud samtidig. Det er i al sin enkelthed essensen i to nye musikspil til PlayStation2; begge kuriøse spil der forsøger at mikse fede grooves og gode rytmer sammen med et interaktivt spil. Resultatet er dog denne gang mere mærkværdigt end kønt. I Space Channel 5 er man tv-værtinden Ulala, der som kvindernes svar på Austin Powers i en ikke nærmere specificeret fremtid skal danse løs til musik, både for at redde sin tv-stations seertal og menneskeheden fra invasion af en komisk og tilsyneladende svært danseglad race af rumvæsner. Overraskende nok er det andet musikalske spil Parappa the Rapper 2 endnu mere eksperimenterede, hvor man som den hippe hund Parappa, skal rappe på livet løs for at redde sin by fra en invasion af nudler, der bevirker, at al maden i byen på mystisk vis omdannes til nudler. Det er svært, at sige hvilket spil, der har den mest mærkværdige baggrundshistorie, men begge spil har derimod den samme grundlæggende struktur: I takt med forskellige musikstykker skal man trykke på en kombination af specifikke knapper, og gør man det godt, kommer man videre til næste bane. Kort sagt en art musikalsk hukommelsesspil, og selvom det på overfladen kan forekomme ganske simpelt og kedsommeligt, så er det underholdende på sin egen underfundige måde, men dog mest på grund af den gode musik. Rumba for rumvæsner En normal sekvens i Space Channel 5 forløber ved, at en række farverige rumvæsner springer frem på skærmen og udfører en række stramt koreograferede dansetrin i takt til musikken. Ens opgave er så herefter at efterligne rumvæsnernes dansetrin ved at trykke på knapperne. Har man koreografien og hukommelsen i orden, det vil sige både den rigtige rytme og den rigtige rækkefølge, besejrer man rumvæsnerne, og får lov til at avancere til næste bane i spillet. Løbende skal man også befri mennesker, der er blevet ofre for de musikalske rumvæsners tillokkende sirenemusik, og dermed henfaldet i en slags trance. Jo bedre man danser sig, jo højere seertal får ens program. I de første par dansescener er tempoet acceptabelt, og det er relativt let at efterligne rumvæsnernes dansetrin, men pludselig bliver sværhedsgraden utilgivelig svær, og der går ikke lang tid før, at man skal kunne memorere over ti knaptryk i en bestemt rækkefølge. Musikken er en pudsig, men yderst velklingende krydsning mellem pop, techno og 60´er-inspireret rock, og man tager ofte sig selv i at sidde og stampe taktfast i gulvet med foden. Ringe rapper Selvom man let kunne sige det samme om det andet spil Parappa the Rapper 2 , så er forskellen mellem de to spil dog stor. Dels er musikstilen nu henlagt til mere melodisk rap blandet med funk, dels forløber spillet ganske anderledes. Som Parappa besøger man en række steder i ens hjemby, og en af banerne går eksempelvis ud på, at man rapper sammen med indehaveren af burgerbaren, mens han belærer en i, hvordan man laver en god burger. Samtidig med musikken løber der en række symboler, der repræsenterer PlayStation2-controllerens knapper, henover skærmen og udfordringen består så i at trykke på den tilsvarende knap på det rigtige tidspunkt. Dermed skal man ikke memorere rækkefølgen som i Space Channel 5 , men blot være fingerfærdig. Et tryk på knapperne udløser til forskel fra dette spil ikke dansetrin, men derimod rap fra Parappas side. Parappa 2 udspiller sig i en meget surrealistisk og ganske tegneserieagtig verden, som man enten vil elske eller hade. Det er dog heller ikke det primære problem med Parappa 2 . De otte forskellige musikstykker, der er inkluderet i spillet er i sig selv ganske fængende og funky, men det hele tabes på gulvet af en usandsynlig dårlig oversættelse af teksterne. De engelske sangtekster giver ofte ingen mening, og de lyder som resultatet af en direkte oversættelse af den japanske tekst uden hensynstagen til engelsk grammatik eller sætningskonstruktion. Fælles problemer Hovedproblemet med begge spil er deres korte levetid. Spillene kan med lidt omhu gennemføres på en time, og der er ikke overvældende meget nyt at hente anden gang, man spiller dem igennem. Et ommuligt endnu større problem for spillene er hvilken målgruppe, de reelt henvender sig til. De yngre børn vil hurtigt miste interessen, da det udelukkende er den svingende musik, som er drivkraften i spillene, og de ældre spillere vil nok finde dem for overfladiske og for hurtigt overstået set i forhold til deres pris. Space Channel 5 er på alle punkter det mest besnærende bekendtskab af de to spil, for her fungerer musikken bedst i samspil med spillet. Det virker generelt langt mere gennemarbejdet og velpoleret end Parappa 2 , men i sidste ende skal begge spil dog afprøves før køb. Dermed to oplagte lejespil for en aften eller to, hvis man har lyst til to markant anderledes og musikalske spiloplevelser på såvel godt som ondt.