Stille. Ro. Ingen forhistorie, ingen dialog, ingen tåbeligt trivielle spilkarakterer og ingen forstyrrende elementer. Kun lyden af blæsten i træerne og fuglenes kvidren bryder tavsheden, næsten som om man lyttede til et afstresningsbånd med naturlyde. Allerede første gang 'Ico' toner frem på fjernsynsskærmen, fornemmer man, at det er et radikalt anderledes spil i alle henseender. Her behøves ingen usædvanligt larmende introsekvenser med fræsende guitarer, store eksplosioner og barmfagre kvindestereotyper for at fastholde opmærksomheden. I dette spils verden er et usædvanligt fængslende og afstressende gameplay nok, og selvom der er en historie bag, så er den for en gangs ikke centrum for spiloplevelsen. Man er drengen Ico, der uheldigvis er født med så store horn i panden, at han ligner en anden viking. Horn i panden er tilsyneladende ikke et acceptabelt karaktertræk i dette spils drømmende univers, så derfor spærres man i starten af spillet inden i en lille stenboks, der er placeret dybt inde i en enorm borg. Heldigvis får man skubbet sin klaustrofobiske stencelle på gulvet, hvorefter den går i stykker, og man slipper løs. Der står man så: alene og forladt i en kæmpestor og dyster middelalderborg uden ledetråde, forhistorie eller andre karakterer, der forklarer, hvad man skal, eller hvor man skal begive sig hen. Udforskning og selvforklarelse er essensen i 'Ico'. Pigen i hvidt Der går ikke længe før Ico støder på et bur hejst op i loftet, der indeholder den næsten spøgelsesagtige pige Yorda. Som den ægte gentledreng Ico er, påtager han sig at få både hende og sig selv ud af den dystre og i øvrigt fuldstændigt mennesketomme borg; en opgave, der danner rammen for det videre spil. Gameplayet fokuserer udelukkende på det symbiotiske forhold mellem Ico og Yorda, fordi kun sammen med hende kan Ico undslippe borgen, da hun rummer enorme magiske kræfter, der kan åbne døre på deres vej. Yorda er desværre svag rent fysisk og kan slet ikke udføre samme akrobatiske manøvrer som Ico, der både kan hoppe, betjene forskellige våben og kravle på afsatser og i reb. Samtidig er borgens indre inficeret af en art ondsindede skyggevæsner, der er fast besluttede på at beholde Yorda hos dem. Så hvis man ikke beskytter hende tilstrækkeligt, bliver hun suget ned i skyggernes verden, og spillet slutter, idet Ico dermed er spærret inde på borgen for altid. Derfor er et samarbejde mellem de to altafgørende. God troværdighed Rent grafisk er 'Ico' en af de mest velklædte spil, der nogensinde er set til PlayStation2. Figuranimationen af de to hovedpersoner er forbløffende menneskelig, hvilket giver karaktererne en så god troværdighed, at man rent faktisk begynder at bekymre sig om dem og specielt Yorda. På trods af, at man tilbringer hele spillet inde i en borg, hvilket let kunne være ensbetydende med ensformig grafik, så er det lykkes at variere spillets univers med vand, græs og træer, så man føler aldrig, at borgen blot gentager sig i det uendelige, og at man ingen vegne kommer. Kontrasterne mellem skarpt sollys og dystre skygger er brillant udformet, og gør det er svært at undgå at blive nærmest suget ind i spillet. Samtidig er det er eksemplarisk simpelt at styre Ico, og man skal ikke beherske særligt mange knapper for at lave spektakulære manøvrer. Den stille elev i klassen Gåderne er herligt raffinerede, aldrig ulogiske, og altid enormt underholdende. Netop det faktum, at Yorda ikke kan forcere samme forhindringer om Ico, gør, at man virkelig må tænke kreativt, for at få fragtet Yorda videre gennem banen. Flere af gåderne grænser til det geniale i deres udformning, hvilket på mange punkter gør, at 'Ico' føles som den stille elev i klassen; aldrig pralende eller frembrusende, men eftertænksom, stille og intelligent. Eneste reelle kritikpunkt kunne gå på spillets længde, da det kan gennemføres på under ti timer, hvilket er lidt i underkanten i forhold til andre af nutidens spil, men til gengæld så tilbyder flere af disse ikke samme massive og helstøbte indlevelse. Da mængden af action i 'Ico' er uhyre tæt på nul, skal man gå i en stor bue udenom, hvis man normalt slapper bedst af med slagkraftige actionspil. Går man derimod efter en unik, fængslende og langt mere subtil spilleoplevelse, end hvad spilmarkedets massive udbud af højtråbende og brovtede spil ellers kan tilbyde, er 'Ico' en moden og nærmest meditativ oplevelse, som mere stilfærdige spillere ikke bør være foruden. Kort og stilfærdigt, men samtidig et af de allersmukkeste spiloplevelser, der nogensinde er skabt.