Japan i den sorte middelalder. Landet er svøbt ind i krig, og sværdet bestemmer suverænt. En sur krigsherre vil tilrane sig magten og har vækket ondskaben fra en dyb og modbydelig underverden. Dæmoner i alle afskygninger kravler frem fra alle sprækker, og den eneste, der kan stoppe dem, er dig: Samanosuke, sværdkriger og lokal helt. Men åh vé, de har kidnappet den smukke prinsesse Yuki, og man kan ikke hvile, før hun igen er i ens arme. Scenen er sat - af sted til dæmonslagtning. Selvom historien er tynd og historiens fremdrift i 'Onimusha' nærmest barnlig, så forsvinder al tvivl om spillets kvalitet, når man begynder at svælge i de visuelle effekter og det gennemførte gameplay. Spillet minder om 'Resident Evil'-serien; man vandrer rundt i fantastiske lokationer som dybe drypstenshuler og dystre borge, hvor man kæmper mod hvæsende dæmoner og slimede mutanter. Samtidig skal man løse gåder, der er nogenlunde underholdende og udfordrende. Kampen er alfa og omega i 'Onimusha', og til hjælp har man tre forskellige sværdtyper, der alle har specielle magiske angreb. Der er ikke så mange kombinationsmuligheder i kampen, men til gengæld er modstanderne så varierede, at de hver især skal dræbes via en speciel angrebstaktik. Balancemomentet i spillet er sugning af sjæle, som man i bogstaveligste forstand tæsker ud af monstrene. De er visualiseret med fantastiske svævende lys, som man trækker til sig med et krystaløje. De giver liv, magi og point til at opgradere ens våben og ting. Smækker kvindelig ninja Man er ikke alene i sin jagt på præmieprinsessen, for den smækre ninjakvinde Kaede kommer til hjælp, og man skal endda spille hende, når Samanosuke har rodet sig ud i noget snavs. Hun kan ikke bruge magi, men til gengæld har hun et sejt specialangreb, hvor hun hopper over hovedet på folk og strubesnitter dem bagfra. Det ser godt ud, og i det hele taget har spillet gjort brug af 'motion capture', så bevægelserne bliver så realistiske som muligt. Spillet bruger filmiske virkemidler, som korte mellemsekvenser og skæve vinkler, der dog til stor irritation ikke kan afbrydes. Scenerne i spillet er fastlåste, og nogle gange er det svært at se ens modstandere, fordi man står i en blind vinkel. Det er småting, for der er virkelig kræset for detaljerne på hver eneste scene med lyseffekter, slidmærker og variation i mønstre og farver. Det er imponerende, hvordan man tit føler sig mere som en del af en interaktiv film end et computerspil. Musik og lydeffekter er passende og gode. Det største kritikpunkt ved 'Onimusha' er, at det er kort, og at garvede spillere vil kunne tæske sig igennem det på ti timer. Så hvis man vil have mere kvalitetstid, skal man tage den med ro og eventuel lede efter hemmelige rum eller lege tagfat med de dumme dæmoner. Hvis man giver sig tid til at nyde spillet, dyrker scenerne og ser, hvor sejt man egentlig kan overvinde sine fjender, så bliver 'Onimusha' virkelig alle pengene værd.