Ridderknægten Maximo skal generobre den smukke prinsesse fra den onde troldmand Achille. Problemet er bare, at Achille har støvsuget dødsriget for skeletter, zombier, dæmoner og andet utøj, og dem skal Maximo mose sig igennem først. Heldigvis er selveste Døden på hans side, for han har mistet magten over sine undersåtter og er blevet arbejdsløs og bitter. 'Maximo' viser hvad et velproduceret spil til PlayStation2 kan præstere rent grafisk. Effekter som tåge, lava, flammer, sne og skumle skyer er utrolig flot gengivet, og den gennemgående skæve tegneseriestil er sjov, gennemført og nogen gange er det næsten synd at smadre de søde skeletter. Gameplayet er simpelt og egentlig ret gammeldags: Man slår monstre ihjel, der så smider penge og våben, så man kan få mere liv og slå flere monstre ihjel. Samtidig samler man sjæle fra kirkegårde, så man kan få ekstra liv, og dem har man også rigelig brug for, da man dør efter bare få lussinger fra en zombie. Selve figuranimationerne er overbevisende, flydende og helt igennem morsomme, og lyden er varieret med et hav små effekter og velindspillede dialoger. Men udover den onde Achille, så har spillet også sin egen akilleshæl: Det er forbandet svært. Spillet kan kun gemmes på hovedbanen, og når man først har taget portalen til en anden bane, kan man ikke vende om, før den er gennemført. Der er løbende checkpoints, hvor man kan starte fra, men det er 'game over', hvis man først har mistet sine tre liv. Monstrene er på den ene side udfordrende, men også dødirriterende. Der er ravne, der stjæler ens penge og spøgelser, der suger ens sjæle, og da kameravinklen ikke skifter med løberetningen, er det ikke altid, at man når at få øje på dem, før det er for sent. Derfor skal man nærmest kunne banerne udenad for at gennemføre dem. 'Maximo' kræver maksimal tålmodighed, timing og hurtige reflekser, men hvis man har det, kan det spilles igen og igen, indtil ens fingre falder af.