Anmeldelse: Her er spillet, der nægter at være et spil

Et gammelt, forladt fyrtårn. Klipper og bakker i én uendelighed. Og intet andet. ' Dear Esther' er så minimalistisk, at det nærmest forsvinder ind i sig selv. Og det er både en styrke og en svaghed.
Et gammelt, forladt fyrtårn. Klipper og bakker i én uendelighed. Og intet andet. ' Dear Esther' er så minimalistisk, at det nærmest forsvinder ind i sig selv. Og det er både en styrke og en svaghed.
Lyt til artiklen

Faretruende strækker kysten og bakkerne sig, så langt øjet rækker. Klippernes spidser rager så knivskarpt op, at de næsten skærer beskueren i øjet.

Det ligner den amerikanskfødte maler Whistlers ' Nocturne'-værker, men vi be-finder os nord for London på en vindblæst ø ud for Skotland. Vi er på Hebriderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her