To tyske soldater står i lyset fra en gadelygte. I bygningen bag dem ligger dokumenter, der kan vende krigens gang. Jeg tænder støjsenderen, hvilket får lokket den ene direkte ind i min dykkerkniv, mens den andens opmærksomhed rettes imod Natasha, der elegant forfører soldaten med sin knaldrøde læbestift og vrik i hoften. Bagfra lister jeg langsomt ind på den savlende soldat og hæver roligt kniven igen.... Seks specialtrænede kommandosoldater, en stærk aksemagt og en håndfuld udfordrende missioner var stort set alt, der skulle til at skabe successpillet 'Commandos' fra 1998, hvor man som leder af en gruppe kommandosoldater egenhændigt skulle ændre forløbet af Anden Verdenskrig ved ambitiøse operationer imod den tyske værnemagt. Efterfølgeren 'Commandos 2' (C2) med den pompøse undertitel 'Men of Courage' forsætter i samme spor som forgængeren, og det formår ved sine massive forbedringer og en imponerende teknisk udførsel samtidig at være et af dette års bedste realtime strategispil. Inden for realtimestrategi genren, der oftest generaliseres ud fra spil som for eksempel 'Red Alert' og 'Starcraft', hvor man masseproducerer kanonfødeenheder, går 'Commandos'-serien sine helt egne veje. Her er hver enhed unik og besidder vidt forskellige egenskaber, som alle skal udnyttes optimalt, hvis man skal gøre sig de mindste forhåbninger om bare at få ridset i lakken hos aksemagterne. Ens kommandosoldater inkluderer kendte ansigter fra forgængeren såsom bombeeksperten, spionen, dykkeren og snigskytten, og C2 tilføjer en tyv og en hund til det efterhånden brogede selskab. En typisk mission kan forløbe ved, at man roligt infiltrerer fjendens linier ved at pacificere en enkelt vagtpost ad gangen, men det ligger samtidig en helt frit for, om man hellere vil lade automatvåbnene tale deres kontante sprog. Netop friheden er grundessensen i C2, for trods de forudbestemte mandskaber kan hver enkelt mission løses på uendelig mange måder. Det er muligt at udføre stort set alle tænkelige manøvrer lige fra at kneble fjenderne og stjæle deres uniform til at lægge bombefælder og forføre de fjendtlige soldater med spillets kvindelige agent. Dermed kunne det lyde som om, at spillets sværhedsgrad i høj grad afhang af ens beslutninger. En naturlig men desværre kun delvist korrekt antagelse, for efter man for tyvende gang har knaldet hovedet gentagende gange ned i bordpladen og bidt adskillige lunser af sit tastatur, er det ikke længere nogen hemmelighed, at C2 er et af de mest udfordrende computerspil, verden nogensinde har set. Det grænser ofte til det masochistiske, når selv det mindste fejltrin er nok til at sætte fjenden i højeste alarmberedskab og dermed gøre ens kommandosoldater til jagtet vildt. Til gengæld er belønningen desto større, når man efter adskillige liter blod, sved, tårer og koffein endelig får gennemført en mission. Selvom der kun er ti missioner i spillet, kan hver enkelt mission med lethed tage mellem 3 og 6 timer at gennemføre grundet deres enorme størrelse og kompleksitet. Herefter kan man forsøge at gennemføre samme missioner i multiplayer, hvor hver spiller styrer en eller flere af kommandosoldaterne. Grafikken er en æstetisk nydelse både med hensyn til de faste detaljerede baggrunde og den livagtige animation. Det er nu til forskel fra forgængeren muligt rotere synsvinklen og benytte en glimrende zoom-funktion. Desværre er spillets to træningsmissioner rystende upædagogiske, hvilket gør brugerfladens indlæringskurve uforholdsvis stejl specielt for nybegynderne indenfor genren. Dette understreger på bedste vis, at spillets målgruppe er fans og kendere af det første 'Commandos'. Nybegyndere vil utvivlsomt knække nakken på C2 og gør klogt i at starte med forgængeren, men garvede fans af serien vil derimod tage imod denne bastante udfordring med kyshånd. For ofrer man en god portion tid og tålmodighed, vil spillets strategiske dybde, fængslende frihed og veldesignede gameplay give én en af dette års største spiloplevelser.