Kortlivet stjernekrig

Den slanke stjernejager øver sig på holografiske fjender. Betjeningen er simpel: Styr, sigt og skyd.<a href="http://politiken.gpw.dk/BilledManager/images/starwars.jpg" target="_blank"><br />Stort billede</a>
Den slanke stjernejager øver sig på holografiske fjender. Betjeningen er simpel: Styr, sigt og skyd.<a href="http://politiken.gpw.dk/BilledManager/images/starwars.jpg" target="_blank"><br />Stort billede</a>
Lyt til artiklen

Man flyver bogstaveligt talt igennem 'Star Wars: Starfighter' (SWS) på en eftermiddag. Det er et intenst og actionfyldt rumskydespil, men det varer desværre ikke længere end et fad smurte boller til en børnefødselsdag. Spillet foregår i tiden inden den første film, hvor planeten Naboo bliver overrendt af dumme robotter. Dronning Amidala i skikkelse af Natalie Portman er desværre ikke med, men det er til gengæld tre ukendte helte med hver deres specielle rumskibe og baggrundshistorie. Det lyder alt sammen meget godt, men efter at have spillet SWS igennem på seks timer, sidder man tilbage med en tom fornemmelse i maven og et hul i lommen. SWS lægger ud med store ambitioner om kampen mod den onde Handelsføderation. Man tror, at man skal til at spille et langt og intrigefyldt spil, men det består kun af 14 korte missioner, nogle bonusmissioner og en usammenhængende historie. I de små lineære missioner skal man enten beskytte konvojer eller stoppe fjendens fremmarch ved at skyde tonsvis af robotskibe og tanks. Kampene foregår i rummet og på planeters overflade, hvor sceneriet er pakket ind i flot og effektfuld grafik. Animerede mellemsekvenser sætter krydderi på handlingen, men det er ikke i historien, man skal finde motivationen. Det ene øjeblik optrevler man et komplot som lejesoldaten Vana Sage for pludselig at være piraten Nym, der skal røve containerskibe. Gameplayet er simpelt og lige ud af landevejen, da man hverken skal styre rumskibets skjold eller holde styr på udvalgte mål. Der er ingen radar og kun en yderst begrænset fartkontrol. Man kan for eksempel ikke matche en fjendes fart, så man kan ligge lunt i enden på ham med skydeknappen i bund. Lydeffekterne fungerer godt, men 'Star Wars'-musikken bliver efterhånden en tak for storladen at høre på, samtidig med at kommentarerne fra medpiloterne er tilfældige. SWS er som en påskehare af chokolade: en lækker overflade pakket ind i farvestrålende sølvpapir, men er hul inden i, og smager godt, så længe det varer. Man kan med lidt god vilje spille SWS igen, hvis man vil prøve kræfter med en anden sværhedsgrad eller fuldføre missionerne perfekt, men SWS spilles dog bedst bevæbnet med et joystick og et fad smurte boller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her