Det lykkes sjældent, men i det nye 'Resident Evil'-spil føles det som at spille hovedretten i en zombiefilm. Og tilmed en af de bedre. Selv om serien senest er kendt fra biografernes mørke, så startede det hele med et japansk gyserspil til PlayStation tilbage i 1996. Spillet affødte spilgenren 'survival horror', der bedst kan beskrives som et actionpræget gys, hvor overlevelse er et spørgsmål om at tænke smart, flygte og spare på sin ammunition. Så 'Resident Evil' (RE) er og har altid været et decideret voksenspil med blod og skræmmende sekvenser, der på ingen måde er velegnet til børn. Nu seks år efter har samme spiludviklere taget originalforlægget fra 1996 under kærlig behandling og opdateret det til nutidens standarder. Resultatet er et af de mest skræmmende effektive gyserspil nogensinde. Historien i spillet er efter dagens standard uhjælpelig uoriginal. Som medlem af en specialstyrke sendes man ud for at undersøge mystiske forhold i en fjerntliggende egn, og man må snart halse af sted med glubske zombiehunde i hælene. Styrken forskanser sig i et hus, hvor alt ånder fred og ro i omkring to minutter. Herefter angribes man af husets indbyggere, der alle lider af en sær forkærlighed for menneskekød. Mysteriet om huset skal løses, og det afføder en masse gåder, der i kvalitet og sværhedsgrad svinger fra de geniale til de mere primitive og forsimplede. Der er til gengæld mange af dem, så man kommer aldrig til at kede sig ihjel - det skal zombierne nok sørge for. Spillet kan gennemføres som enten manden Chris eller kvinden Jill, og selv om historien for begges vedkommende er ens, så fortælles den vidt forskelligt, hvilket øger spillets levetid markant. Ligeledes åbner der sig nye muligheder for andre kostumer, bedre våben og smartere fjender, efter at man har gennemført spillet, så man keder sig aldrig i zombieland. Farvel til trygheden Det er svært at sætte en blodig finger på, hvorfor RE formår at skræmme en fra vid og sans. Et bud er spillets mange gode filmiske chokeffekter fuldt godt til dørs af en perfekt lydside, men specielt grafikken og lys- og skyggeeffekter sætter punktum for den skræmmende stemning. Det mest geniale er dog spillets psykiske kispus med spilleren. Der bliver klimpret på alle de klassiske gysertangenter og leget med ens tryghedsfølelse. Netop som man tror, at nu er zombierne uskadeliggjort, rejser de sig pludselig op igen og begynder at jage en med fornyet styrke og aggressivitet. Og det er bare et eksempel på spillets mange gode chokeffekter. På den mere mavesure side er det småt med fornyelsen, og styringen er ligeledes uændret fra originalen, hvilket kan være en svær hurdle for mange i starten. Derudover ses handlingen fra fastlåste kameravinkler, hvilket unægtelig øger uhyggen, men samtidig kan irritere, når man ikke kan se den zombie, der er ved at bide halsen over på en. Den suveræne stemning vinder alligevel i sidste ende, så har man ikke prøvet det oprindelige spil, så venter der en stor oplevelse - og selv om man har, er der tilstrækkeligt nyt stof i opdateringen til at vække fornyet interesse. For et mere helstøbt gys skal man grave længe efter.