Hvad! En skandale! Intet kan da vippe alle tiders mest populære multiplayerspil 'Counter-Strike' af pinden? Fredag må da have spist kinesisk fastfood. Nej, vi har bare spillet 'Battlefield 1942' (BF). Og det er godt. Faktisk morderligt godt. Selve grundideen bag BF minder om den gratis 'Half-Life'-modifikation 'Day of Defeat', men BF går skridtet videre og kaster 35 forskellige køretøjer, fly og skibe med ind i legen. I alt 64 spillere kan boltre sig samtidig på 16 forskellige historiske krigsscenarier fra Anden Verdenskrig, der spænder fra den japanske selvmordspilot i Stillehavet til russisk kanonføde i Stalingrad. Hvert scenario har altid to stridende parter, og banerne består af en række baser, der skal erobres. Og når banernes størrelse er så enorme som her, tager kampene lang tid, så husk feltrationerne. Sker det uundgåelige, at man dør, så går der et par sekunder, før man lives op igen, men i denne mellemtilstand skal man beslutte, hvilken type soldat man vil reinkarneres som. Valget står mellem fem forskellige typer lige fra den letbenede spejder med snigskytteriffel til den svært bevæbnede soldat med panserværnsraketter. Så det kræver ikke kun kløe i aftrækkerfingeren, men også et stort taktisk overblik, hvis man vil vinde. Orden på ens tropper gøres lettere via en række kommunikationstaster, der dog kunne være bedre designede, så man lettere kunne overskue dem i kampens hede. Til gengæld er det simpelt at styre de mange forskellige køretøjer, skibe og kanonstillinger i spillet, mens styringen af flyene dog kræver en hel del mere tilvænning. Spillet har dog to kæmpe ulemper. For det første kræver det meget af den private maskinpark og internetopkobling, for forsøger man at spille BF på en ældre pc med en sneglesløv opkobling til internettet, føles det lidt som at gå på museum i buldrende mørke. Flotte kunstværker, men fuldkommen omsonst, eftersom man ikke kan se en hånd for sig grundet dårlig teknik. Den anden ulempe er, at et godt samarbejde med de andre spillere er altafgørende for spilleglæden. For deltager man i et tilfældigt spil over internettet, hersker der anarkistiske tilstande, hvor alle spillere leger egocentrerede Rambo-kloner, der ikke kan stave til samarbejde. Så som i alle multiplayerspil er glæden proportional med ens kammeraters samarbejdsevner. Man kan også vælge at spille alene, men så er morskaben knap så stor, og selvom der bydes på forsvarlig modstand, så føles denne del af spillet allermest som træning. Oplagt til netcaféer Det mest fascinerende ved BF er bevidstheden om, at det ikke er computeren, men derimod rigtige modspillere, der flyver i flyene eller kører i kampvognene. Det gør kampene både yderst varierede og krigsstemningen uhørt intens. Dette er i sidste ende det, der giver BF sin høje underholdningsværdi og blankpolerede femstjernede krigsmedalje herfra - men altså med det forbehold, at man har maskinparken og vennerne i orden. Noget for noget.