Der er noget råddent på troldmandskolen Hogwarts. Tilfældige studerende bliver forstenede, og selv skolens trofaste husspøgelser kan ikke vide sig sikre. Yderligere præsentationer er overflødige: Den tynde trylleriske teenageknægt Harry Potter skal redde igen dagen - men han kan kun klare det med din hjælp. Som et massivt tæppebombardement udkommer dette års spiludgaver af 'Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer' til hele syv forskellige maskintyper, så der skulle være alle chancer for, at familien Danmark kan blive til familien Potter foran de hjemlige skærme. Generelt set er samtlige af årets Harry Potter-spil af meget høj standard og forholder sig tro imod bøgerne. I samarbejde med bøgernes forfatter J.K. Rowling er der endda opfundet helt nye væsner, troldmandskort og trylleformularer eksklusivt til spillene. I alle spil undtagen Xbox- og GameCube-versionerne er både tekst og tale oversat til dansk, og man styrer selvsagt Harry Potters færden på troldmandskollegiet Hogwarts og hans kamp mod lektier, sleske Slytherin-rivaler og de onde kræfter, der har indtaget skolen. Nu med dueller I pc-udgaven er der sket mange forbedringer i forhold til det første spil. Grafikken har fået et kærkomment løft og er nu så flot og detaljeret, at man næsten kan lugte de fugtige borgmure på Hogwarts. Tilegnelsen af nye trylleformularer er blevet forenklet, Quidditch-kampene er heldigvis bevarede, og som noget nyt kan man blandt andet kæmpe mod andre troldmandsstuderende i magiske dueller. Duellerne er dels underholdende, dels en god øvelse i at kæmpe med besværgelser. Den evne får man i høj grad brug for, i takt med, at spillets spændende handling skrider frem. Gammel og god Ved første øjekast er udgaven til den aldrende PlayStation umiddelbart skuffende, fordi grafikken er temmelig grovkornet på grund af konsollens bedagede maskinkraft. Men skuffelsen trylles dog hurtigt væk, når man først kastes ud i den forrygende historie. Denne version henvender sig mest til det lidt yngre publikum, idet styringen er forenklet, og selvom handlingen er den samme som i udgaverne til de nyere konsoller, er indholdet vægtet anderledes. Historiens dystre sider er nedtonet, og i stedet er der gjort plads til humor. Det er hæsblæsende sjovt at jage edderkopper og løbske plæneklippere, gribe opgylpede og slimede snegle, men også overraskende, når man så lige pludselig skal geare helt ned for at snige sig uset forbi lærerne på Hogwarts, der går vagt om natten. Så trods alderdomstegnene er PlayStation-udgaven et sublimt godt spil, som børn allerede fra 6-årsalderen vil kunne have stor glæde af - især hvis en større søskende vil hjælpe til på de sværeste steder. Overambitiøs Samme råd kan gentages ved Harry Potter-spillene på de tre nyere spilkonsoller, da de umiddelbart henvender sig til en lidt ældre målgruppe. Versionerne til PlayStation2, GameCube og Xbox er i store træk identiske i opbygning, men der er tydelig forskel på grafikken og helhedsindtrykket. PlayStation2-versionen er en smule overambitiøs, da den lider under lange loadetider, hvilket ofte får spillet til at tabe pusten og miste sit ellers magiske appeal. Der er klart en verden til forskel mellem PlayStation2 og Xbox- eller GameCube-udgaven - både rent grafisk, men også hvor glidende spillet kører. Alle tre versioner er dog usædvanlig farverige og eventyrlige: det pusler med liv i Diagonalstræde, Hogwarts er ligeså kolossal stor, som man har sukket efter, og Quidditch kampene ligeså nervepirrende og højdeskrækfremkaldende som forventet. Grafikken til specielt Xbox og GameCube er helt igennem fantastisk, og man kan længe bare stå og beundre, hvordan dagslyset strømmer ind gennem en enorm glasmosaik i skolens indgangshal. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved de tre versioners målgruppe, for ofte er opgaverne temmelig svære, og mange af fjenderne er ganske uhyggelige, så mindre børn skal afgjort ikke spille disse tre versioner alene. Lille og doven De to Game Boy-versioner forholder sig tro mod handlingen i romanforlægget med hvad dertil hører af bilflyvning, Quidditch og havenissekast. For at komme gennem historien skal man i GameBoy Color-udgaven ud i et utal af magiske dueller, hvor man blot kaster besværgelser på skift og ikke har mulighed for at flytte Harry, der bare må stå stille og modtage skrammerne, når han bliver angrebet. Det gør duellerne ensformige, men mange børn vil nok betragte det som en interessant videnskab at holde styr på, hvilke besværgelser der er mest skadelige for de mange forskellige modstandere. Til Game Boy Advance reduceres Harrys bedrifter til mere langtrukken og jævnt kedsommelig platformsaction af den mest forudsigelige skuffe. Her mangler man simpelthen både fremdrift og nerve, og faktisk er sidste års GameBoy Advance-version af Harrys eventyr stadig markant bedre. Gnisten er der Harry Potter-spillene rammer sin målgruppe som et lyn lige mellem øjnene, og det er en fascinerende nydelse at se Harry Potter-universet blive tryllet til live i spilform. Selvom ingen af spillene vil vinde priser for originalitet eller handlefrihed, så er de så forbilledligt godt skruet sammen og pædagogisk opbyggede, at alle vordende Harry Pottere kan være med. Ikke så meget fordi de byder på varieret familieunderholdning til langt ind i det nye år, men snarere fordi de formår at bibeholde bøgernes gnist af humor, eventyr og magi.