Du er det anede glimt i øjenkrogen. Skyggen, der lydløst kryber langs væggen. Spøgelset, der pludselig slår til, når fjenden mindst venter det. Med diskretion i hver en muskelfiber er du topagenten, der er så hemmelig, at det næsten gør ondt. Desværre er Jobbet som hemmelig agent er nok blandt de mere problematiske erhverv, fordi man knap nok ved, hvor man skal sende sit CV hen. Derfor kan interesserede ansøgere med fordel i stedet forberede sig på strabadserne i to aktuelle actionspil til pc. I både 'IGI 2: Covert Strike' og 'Splinter Cell' er man en superagent, der sværger til snu og stilfærdige løsninger, idet al unødig vold og larm blot skaber uønsket opmærksomhed. Der er dog kæmpe forskel på, hvordan spillene vælger at præsentere den lyssky profession. Bag den kryptiske titel 'IGI 2' gemmer sig fortsættelsen til det norske 3D-actionspil 'I´m Going In', der for to år siden præsenterede en frisk vinkel på den ellers traditionelle actiongenre. Her duede det ikke at løbe frem med glødende maskinpistoler, hvorimod tålmodighed blev belønnet, og vejen til succesen var nemmest, hvis man listede sig igennem missionerne. Fortsættelsen 'IGI 2' sniger sig videre i samme fodspor, mens konkurrenten 'Splinter Cell' er en direkte konvertering af selv samme Xbox-spil, der allerede har taget et solidt kvælertag på salgslisterne. Et godt renommé hjælper imidlertid intet, når normen er, at konverteringer af konsolspil oftest ender som noget miserabelt middelmådigt juks, der aldrig skulle have forladt tv-skærmen. 'Splinter Cell' er heldigvis den sjældne undtagelse, der gør reglen til skamme. Af sted på tå I 'Splinter Cell' spiller man den omvandrende våbenmumie Sam Fischer, hvis krop er plastret til med specielle våben og så meget finurligt agentlegetøj, at selv Fætter BR må lette på sin bjørneskindshue. Historien er bygget op som en Tom Clancy-roman, hvilket gør handlingen plausibel og medrivende, da konspirationerne og kontraspionagen ulmer under overfladen. Gennem ti missioner skal der optrævles sammensværgelser, hvilket måske lyder af lidt, men en enkelt mission kan snildt tage op til flere timer at gennemføre perfekt, idet 'Splinter Cell' kan være et utilgiveligt svært spil, der stiller store krav til tålmodighed og strategisk sans. Samme krav gør sig gældende i 'IGI 2', hvor man som hovedpersonen David Jones skal forpurre en international terroristorganisations planer. Her er knap så mange dikkedarer og indviklede forklaringer: De er terrorister, de er onde, på dem! En sag for en optiker I strategiske actionspil af denne type er intelligent opførsel hos de computerstyrede fjender vigtigere end normalt, for er denne for urealistisk, ødelægges illusionen om, at man er en supersmart agent, der kan snyde alt og alle. I denne kategori vinder 'Splinter Cell'. Her er det vigtigt, at man får udvisket alle spor efter sig og for eksempel får ryddet alle livløse fjender af vejen, for ellers mislykkes missionen - og fjenderne er bedre til at jage en i flok, hvis man har dummet sig. Til forskel fra dette kan man i 'IGI 2' blandt andet ikke flytte rundt på døde fjender, hvilket desværre heller ikke betyder særligt meget, idet fjenderne lider af selektiv nærsynethed. De ignorerer oftest en kollega, der ligger livløs i en blodpøl foran dem, mens de pludselig kan hidkalde supermandssyn og zenagtig præcisionsskydning, hvis de opdager én i en busk 500 meter væk. Fjenderne er dog gode til at arbejde sammen i 'IGI 2', men ofte på den forkerte måde. Enhver fjende med bare et minimum af overlevelsesinstinkt burde undre sig, når hans fem kollegaer ligger døde i en døråbning, men i 'IGI 2' løber de gladelig ind i ens kugleregn, hvis man forskanser sig i et rum. Det gør sådanne massedrab lige så svære som at trække ud i toilettet. Den slags modstand er simpelthen ikke godt nok i dag, når spillets fokus hviler på, at man netop skal have lyst til at snyde fjenderne - den følelse får man aldrig rigtigt i 'IGI 2'. Skyggerne gør forskel I begge spil er det uhyre vigtigt at være usynlig, og derfor har man altid en lille måler på skærmen, der angiver, hvor synlig man er for fjenderne. I sig selv en glimrende idé, men den virker påklistret i 'IGI 2', idet alle lyskilder i spillet skuffende nok er skudsikre. Det er de derimod ikke i 'Splinter Cell', hvilket giver grafikken og de sublime skyggeeffekter en langt mere konkret funktion, da man her er tvunget til at bruge skyggerne aktivt. Det gør samtidig, at man føler større frihed og interaktivitet med omgivelserne i 'Splinter Cell', da man kan læne sig op ad vægge, hænge fra afsatser og sågar sætte sig i spænd med benene i loftet mellem to vægge. Det giver spillet et suverænt filmisk udtryk, der bevirker, at man i højere grad føler sig som en tjekket agent end i 'IGI 2', hvor eneste reelle manøvre er, om man vil gå, løbe, kravle eller sidde på hug. Derimod imponerer 'IGI 2' med sine flotte store udendørsbaner, hvor man kan forvente at skulle løbe meget rundt og rekognoscere omgivelserne for at komme helskindet gennem missionerne. Spillet er voldsomt glad for våben, og der er derfor også et imponerende arsenal til rådighed, men omvendt er der ikke nær så mange agentdimser som i 'Splinter Cell', hvor man får lov til at lege med blandt andet fjernstyrede kameraer og mikrofoner. Og vinderen er... For dem, der allerede har spillet Xbox-versionen af 'Splinter Cell', er der ikke meget nyt i denne pc-version ud over skarpere grafik og en anderledes måde at styre på. På genial vis anvendes musens scrollhjul til at regulere, hvor hurtigt man skal bevæge sig, hvilket er en overraskende velfungerende styringsmetode. Samtidig er det lettere at sigte med musen end med Xboxens joystick, men det har udviklerne på fornem vis kompenseret for, så fjenderne nu giver mere i skade, når de rammer. Pc-versionen er en direkte konvertering af Xbox-versionen, så der er ikke tilføjet eksempelvis nye baner eller mulighed for at spille mod andre, men ingen af delene savnes særligt meget, når spillet er så forbilledligt godt skruet sammen. Til gengæld har 'IGI 2' en velfungerende multiplayerdel i stil med en art missionsbaseret 'Counter-Strike', men det kan ikke veje enkeltspillerkampagnens skyggesider op. 'IGI 2' ender af den grund med at stå i skyggen af 'Splinter Cell', der også på pc er et af de flotteste og mest velfungerende actionspil i nyere tid og et, som enhver med action og agentblod i årerne ikke bør liste uden om.