Nyeste kapitel i den hæderkronede strategispilserie 'Command & Conquer' forkaster de imaginære konflikter, og sætter i stedet Kina, USA og en mellemøstlig terroristfraktion op mod hinanden. I sig selv er spillet glimrende, men konflikten er problematisk aktuel. Der lægges ikke fingre imellem. Første mission som leder af USA's hær består i at angribe Bagdad Downtown og befri en gruppe gidsler fra en nederdrægtig terroristfraktions kløer. Så er scenen ligesom sat. Krigen mod terror i det 21.århundrede er i allerhøjeste grad blevet digitaliseret og gjort til genstand for leg - her til amerikanernes fordel. Det første 'Command & Conquer' fra 1995 var en pioner inden for strategigenren, der for første gang lod sine spillere bygge hære op af små semirealistiske kampvogne, soldater og fly og derefter kaste dem i hovedet på hinanden. Her var handlingen bygget over en opdigtet konflikt mellem den karismatisk onde hersker Kane og den retskafne NATO-lignende organisation Global Defense Initiative, men det eventyr er forbi. For det seneste udspil i 'Command & Conquer'-serien med titlen 'Generals' lægger sig tættere op ad virkelighedens verden, end spillets udviklere måske havde forestillet sig, da spillet blev designet. USA, Kina og terroristfraktionen GLA (Global Liberation Army) kæmper i 'Generals' en ikke nærmere begrundet krig om verdensherredømmet i det 21. århundrede. Mens USA sværger til teknologisk avancerede våben, holder Kina sig til nationalisme og atombomber, hvorimod terroristfraktionen excellerer i selvmordsangreb, underjordiske hulesystemer og giftbomber. Man behøver i al fald ikke at have taget en udvidet realeksamen for at kunne gennemskue fjendebillederne her. Ingen blodrød tråd Enkeltspillermissionerne er der 24 styks af i alt, der fordeler sig jævnt ud over de tre fraktioner, men man savner i høj grad mere episk lim, bedre sammenbinding af missionerne. Der er ingen rød tråd i de opgaver, man skal løse og dermed ingen fortløbende handling, der ideelt set kunne gøre konflikten i spillet både mindre stereotyp og mere medrivende. Samtidig bestemmer man aldrig selv, hvilke missioner man vil løse hvornår, hvilket reducerer de tre relativt korte enkeltspillerkampagner til lutter træning til spillets egentlige kerne: dyster mod andre via internettet eller et lokalt netværk. Det er først her, at spillet viser sin virkelige styrke, der primært beror på en sublim balancering i styrkeforholdet og variationen mellem de tre forskellige hære. Som USA er man overlegen i luften og råder over det mest teknisk avancerede krigsmateriel, der blandt andet indbefatter hidkaldelse af en art masseødelæggende laserstråle fra rummet. Kina er derimod suveræn til at producere potente kampvogne, udsprede nationalistisk propaganda, hvilket styrker ens tropper samt rådighed over mareridtsvåbnet atombomben. Terroristfraktionens tropper er et kapitel for sig. Der lægges ingenlunde skjul på, at fraktionen er af mellemøstlig oprindelse, og de er eksperter i skræmmende aktuelle våben heriblandt selvmordsaktivister, miltbrandbomber og sågar kæmpe kamikazelastbiler proppet med sprængstof. Mange af terroristfraktionens tropper er udelukkende lavet til selvmord, hvilket gør det til den klart sværeste hær at spille i spillet. Direkte fra CNN 'Generals' er om muligt endnu mere actionpræget end sine forgængere, for når først kampene ruller over skærmen, er det overordentlig svært at holde styr på sine styrker og sin angrebsstrategi. Der er sjældent tid til længere tænkepauser, men eftersom indsamlingen af ressourcer til produktion af krigsenheder nu foregår mere automatisk end tidligere, skal man da også udelukkende koncentrere sig om to ting: oprustning og kamp. Grafikken er betagende flot i tre dimensioner, hvilket rent spilmæssigt betyder, at synsvinklen kan ændres efter forgodtbefindende. Samtidig kan højdeforskelle med fordel udnyttes samt bygninger ødelægges eller sågar besættes af ens soldater, hvis man er til guerillakrig i gaderne. Det er et på en gang fascinerende og frygtindgydende syn, når 20 kampvogne ruller ind i en by og begynder at skyde løs på fjendtlige belejringer, mens helikoptere firer kampsoldater ned i husene, og jagerfly bomber de nedgravede artilleristillinger i udkanten af byen. De skyder, du smiler Brugerfladen er langtfra optimal, og man kommer tit til at lave utilsigtede fejl i kampens hede, der ikke kun beror på ens egen inkompetence, men også spillets styring. Samtidig ynder ens enheder at stå og glo på, at en fjendtlig deling soldater ti meter væk overdynger dem med morterraketter. Her skal man selv aktivt sætte sine tropper til at angribe, hvilket er enerverende, og helt generelt savner man at kunne give mere avancerede taktiske ordrer til sine tropper. Hele denne mere taktiske del og dermed originaliteten i spillet står faktisk i stampe - i skarp kontrast til spillets imponerende grafiske præstation. Det er vigtigt at gøre sig klart, at 'Generals' er kun et spil, man skal købe, hvis man er til kampe mod ligesindede over internettet eller på netværk. Til gengæld er det i den henseende det flotteste og mest realistiske strategispil nogensinde, så spillet har sikkert allerede indtaget alverdens netcafeer med storm. Det er dog vigtigt at have in mente, at 'Generals' er et ærkepatriotisk amerikansk spil, hvilket bevirker, at portrætteringen af alle tre hære er stereotyp. Derfor skal man også kunne døje smagen af amerikanske propagandakameler, for dem skal der immervæk sluges en del af.