Selvom ens øjne og ører bliver positivt overraskede, første gang man kaster sig ud i 'Unreal 2', så står resten af kroppen hurtig af, fordi bag det så velpolerede ydre gemmer sig nul og niks. Som den hårdhudede supersoldat John Dalton er man den hurtigste laserpistol i universet, og derfor kaptajn i organisationen Terran Colonial Authority, hvis fornemste opgave er at holde kosmos sikkert. Derfor skal man som en anden stikirenddreng tøffe rundt i hele universet til alle opgaver af kategorien: supermand søges til destruktion af rumvæsner. Mellem missionerne skal man gå rundt om bord på sit rumskib 'Atlantis'. Men som kaptajn bliver man - indrømmet - lidt bekymret, når ens besætning som her består af en kvindelig hacker, der, dømt ud fra hendes stramtsiddende latexuniform, må bijobbe som pornomodel, en storrygende og stordrikkende våbenansvarlig med mindreværdskomplekser og et dybt underligt rumvæsen, der ikke kan tale engelsk og dermed er tvangsindlagt til at være spillets febrilsk påtvungne comic relief. Forhåbentlig har rumkaptajner en fordelagtig efterlønsordning. Zap-zap Fremdriften i spillet består af den skabelonagtige jagt på syv mystiske rumvæsensrelikvier, der giver sine ejermænd uanede kræfter. Det betyder, at man hele tiden zapper rundt mellem forskellige verdener, hvilket giver et ukonsistent og abrupt gameplay, der aldrig falder til ro i modsætning til forgængeren, der holdt sig til at skabe en enkeltstående, men yderst veldrejet verden. Her når man lige at vænne sig til en planet, før man hurtigt beames videre til den næste, fordi man jo har travlt: der er stadig rumvæsner, der skal dræbes. Selve missionerne går skiftevis ud på at forsvare og angribe, hvilket kan give gode actionfyldte øjeblikke, men igen virker det hele lidt for sløset skruet sammen og uden synderlig omtanke for spillets videre flow. Fantastisk flot Ser man derimod på den tekniske side, er der ingen tvivl om, at 'Unreal 2' huser nogle af de hidtil flotteste grafiske effekter i noget computerspil til dato. Genspejlinger i vinduer, psykedelisk levende vægge og skræmmende realistisk ild og røg er blot nogle af de savlende skønne effekter, som spillet konstant bombarderer en med - hvis man vel at mærke har monster-pc'en til at køre spillet. Og apropos monstre, så mangler dem i spillet i høj grad identitet eller måske bare en visit hos en stylist, men monstrene er til gengæld forbavsende intelligente, da de dukker sig, laver baghold, arbejder sammen og angriber en, mens de løber i siksak. Det er den eneste modstand, man får, fordi der er skuffende nok ingen multiplayerdel inkluderet i spillet. Eneste formildende omstændighed er, at tålmodige fans kan designe deres egne baner med et medfølgende program - muligvis inkluderet i spillets selverkendelse af, at der ikke er nok morskab i at gennemføre de originale baner to gange. Samtlige missioner er nemlig stramt forudbestemte, så selv om de både er store og flotte, er det som at skyde sig igennem et interaktivt voksmuseum, hvor rundturen er planlagt på forhånd. Det er sjovt en gang, hvilket må blive gravskriften for 'Unreal 2', der ender som et utroligt flot, utroligt tomhjernet actionspil. Det er bare ikke godt nok efter fire års ventetid.