Træk de oversavede haglgeværer op af tasken, slå sikringen fra, fold smilet ud helt op til ørerne og giv strategispil som 'Warcraft' og simulationsspil som 'The Sims' et tilbud, de ikke kan afslå. Resultatet er det nye danske strategispil 'Gangland', for her taler Tommyguns før tungen, når man indrulleres i den lyssky mafiaverden i det første større kommercielle computerspil fra den danske spiludvikler MediaMobsters, der tidligere har høstet erfaring med udvikling af brætspil. Det er netop fra deres brætspil 'Don', inspirationen til 'Gangland' er hentet, og desværre kan det umiddelbart ses i spillets baggrundshistorie, der er lige så tynd som et ludobræt: Fire sicilianske brødre ankommer til den fiktive by Paradise City, der altid er badet i en mørk, melankolsk storbystemning. Som den ene bror Mario skal du genvinde din families respekt ved at indtage byen, eskamotere dine tre forræderiske brødre og krone dig selv til Godfather. Men som enhver fuldblods-Godfather ved, kræver store bedrifter tilsvarende stort mod og mandshjerte, hvilket her også gælder spilleren, for at finde 'Gangland's kvaliteter kræver såvel tid som tilvænning og tålmodighed. Giv tid, giv tid Første mål er at indsamle erfaring og magt nok til at hyre en mindre bande bestående af alt fra bredskuldrede udsmidertyper og splejsede maskinpistolmænd til adrætte kvinder med lammende pebersprays. Disse udgør rygraden i din bande, men senere - når spillet for alvor åbner for godteposen - får man lov at styre unikke enheder som listige ninjaer, velpolstrede bedstemødre med slag i eller langtrækkende snigskytter. Som i gængse strategispil styrer man sine gangstere ved at markere og klikke dem rundt med musen, og med en velsmurt bande ved hånden er der frit slag for, om du vil afpresse forretninger, handle med våben, spiritus eller antikviteter eller tjene til pastaen ved at tilbyde beskyttelse til restauranter, våbenhandlere eller juvelerer. Den største handlefrihed er dog primært forbeholdt multiplayerdelen af 'Gangland', for i sin enkeltspillerkampagne fortælles historien via korte kapitler, der er inddelt i obligatoriske missioner. Det være sig alt fra lejemord til afpresning af butikker, og nogle missioner involverer sågar køretøjer, som skal styres på god gammeldags actionmåde via tastaturet. Umiddelbart en god ide, men svær i praksis - særligt når alle kantsten i byen tilsyneladende er udstyret med et uigennemtrængeligt kraftfelt for biler, men ikke mennesker. Og desværre for eposset er 'Gangland' strippet for filmiske specialeffekter eller savlende, blærede introsekvenser, men til gengæld har spillet potens der, hvor det batter: i gameplayet. Bedst mod andre 'Gangland' først vågner op til dåd, når man trækker våben mod levende modstand i multiplayerdelen, der med sin sprudlende skattekiste af originale ideer får enkeltspilleroplevelsen til at ligne én lang opvarmningsøvelse. På overfladen ser det måske ikke ud af meget, men når man først sætter sig ind i spillets dynamik, eminente balance og omfattende valgmuligheder, er der dømt magnificante mafiaboss for alle blodpengene. Men 'Gangland' er af samme grund ikke for enhver, og det er ikke uden problemer. Styringen er det første, der falder en for brystet, da skærmen er overfyldt med i starten uforståelige ikoner, og synsvinklen skal tit justeres, hvilket bevirker, at man fumler en hel del rundt i starten for at få den perfekte synsvinkel til at lave drive-by-shootings eller invadere den rivaliserende gangsterfamilies stamrestaurant fra. Man mangler simpelthen at blive taget mere i hånden og ført igennem spillets muligheder, for når først kuglerne begynder at flyve, skal der tænkes hurtigere, end ens umiddelbare overblik kan håndtere. Det er med andre ord ren learning by doing, og netop i kampene sukker man som nybegynder efter, at tiden liiige kunne sættes i bero, så man fik pusterum til at få styr på sine ofte uregerlige gangstertropper. Kampene er orienteret mod action, og man kan sågar søge dækning bag containere og husmure, hvilket giver flotte filmiske skuddueller, men de kræver stadig en skarp kriminel hjerne. Gem ej til natten Spillets strikse gemmesystem gør heller ikke opgaven nemmere, for her er ikke noget med at gemme midt i et kapitel, hvilket tvinger en til at tænke taktisk, og man mister lysten til at eksperimentere - hvilket samtidig let kan verfe de mere utålmodige skrivebordsmafiabosser af i svinget. Men ingen spidse torne uden en smuk rose, for trods sit lidt lurvede nålestribede jakkesæt og sin krøllede filthat er 'Gangland' et hårdt inspiratorisk spark i skridtet til en konservativ computerspilsbranche, der sjældent tør krydse traditionelle grænser for genrer og stilarter. 'Gangland' vover at hædre rollespilsgenren ved, at bandemedlemmerne bliver bedre, jo flere ildkampe de overlever, og spillet tør også tage et smut forbi 'The Sims', for man kan sågar gifte sig og få børn, der med tiden kan indlemmes i familiebanden. Er yndlingsgenren actionmættet strategi, er 'Gangland' som en frisk, men ujævnt skåret citronskive til spilsamlingen, for sjældent har jeg spillet et spil, der i den grad strutter af ungdommeligt mod, rastløshed og charme. Men dermed også uundgåelige fejltrin og bommerter. Og det bliver bestemt ikke det sidste, vi ser til danske MediaMobsters, for 'Gangland' debuterer med en imposant stålvilje og et ambitiøst spildesign, som denne anmelder kun kan give en peptalk med på vejen.