Tørre øjne, gennemblødte håndflader og en puls, der for længst har banket forbi 200 slag i minuttet. Ja, den er god nok: Bonds hverdag er hård kost: Tre minutter efter man har lagt agentens nye virtuelle udskejelser i sin spillekonsol, har man gennemhullet over 30 fjender, sendt et Harrier-jægerfly til jorden, kysset usandsynligt stramt klædte kvinder, afværget en global katastrofe, fyret tørre britiske jokes af og har stadig en perfekt frisure. Det nyeste James Bond-spil 'Everything or Nothing' (EoN) er hæsblæsende rendyrket action, der får hjertet op af lænestolen, men det sker både i neglebidende spænding og lammende uretfærdig frustration. Præmissen er klar. Alt skal ligne en film, for der er ikke antydningen af B-filmsdunst her: EoN er præsenteret efter både kunstens og ikke mindst Hollywoods regler. Alle de indskannede skuespillere er topprofessionelle og indtaler deres respektive stemmer med autoritet, tempoet er øjenrivende hæsblæsende, og grafik og lyd er fænomenal flot produceret. Der kan - uanset hvor dårlig en dag en anmelder har - ikke sættes en finger på spillets præsentation. Spillet deler sig op i korte bidder af action, og Bonds ærkenemesis er denne gang den russiske tyran Nicolai Diavolo - fermt spillet af Willem Dafoe, der tilsyneladende også på computerspilmediet nyder at være skurk. Men han og de andre gode skuespillere kæmper en unfair kamp mod skurrende ringe replikker klistret ind i en handling, der egenhændigt omdefinerer termen 'hamrende stereotyp', hvis man kender til Bonds univers. Det er altså ikke overraskelser, man får med i posen med EoN - men det har man nok heller ikke hverken forventet eller betalt for. Bond-finter I modsætning til forrige Bond-spil, så både ser og styrer man nu Bond udefra. Det betyder i praksis, at EoN tyvstjæler de mest velfungerende dele af sit gameplay fra det suveræne agentspil 'Splinter Cell' fra 2002, men desværre har EoN i skyndingen glemt at hugge samme spils illusorisk større handlefrihed og vægt på taktisk brug af lys og skygge. Flere steder i løbet af de korte missioner er der gjort plads til såkaldte 'Bond-moments', hvilket betyder, at man kan lave en særligt agentagtig finte, der bliver belønnet med flere point efter missionen. Det giver unægteligt flotte og filmiske situationer med stor whauw-effekt på kontoen de første par gange, men i længden er de forudbestemte 'Bond-finter' som gift for spillets interaktivitet. EoN har alt, hvad drengehjertet kan begære, for de finurlige agentdimserne bliver man heldigvis ikke snydt for. Via en klatrekrog kan man kravle op og ned ad vægge, mens man med enkelte tryk kan styre små mobile bomber, kaste med granater og sågar se fjender og forhindringer i mørke med sit tilsyneladende medfødte termiske syn. For afvekslingens skyld er der flere missioner, hvor Bond lufter luksuskøretøjer som Daytona-motorcykler med raketstyr og Aston Martin Vanquish-bilen kendt fra seneste Bond-film 'Die Another Day', hvor standardudstyret hedder usynlighedsskjold, syre og maskinkanon - og på trods af den unægteligt hektiske action er disse missioner ultimativt grelt ufleksible uden plads til hverken eksperimenteren eller overraskelser. Åndernes Bond Overraskelser er der heldigvis flere af i de missioner, hvor Bond er til fods. Her skal man tænke sig om og bruge dækning - primært fordi Bonds fjender yder imponerende god og intelligent modstand. De er gode til at kaste sig i dækning, stikke deres Kalasjnikov AK-47 maskingeværer omkring et hjørne og skyde mod en i blinde samt kaste med granater, hvis man camperer for længe bag en kasse. Her fungerer EoN klart bedst, for fjendernes intelligens gør, at man umuligt kan skyde sig igennem. Til gengæld kan man 'føle' sig igennem, for i disse missioner kan man aktivere en såkaldt 'Bond-sense', så man som en jakkesætklædt udgave af 'Spider-man' kan sætte tiden i stå, hvilket giver mulighed for at lokalisere fjender eller skifte våben. Helt ærligt. Så stopper festen: Nok er Bond dygtig, men han har ikke overnaturlige evner. Ydermere er funktionen i praksis meningsløs og ender derfor som en skrigende malplaceret og komplet ligegyldig gimmick. Det samme må siges om de enkelte kampe mod lidt større forbryderfisk i spillet, som er tåspidskrummende pinlige: Tidligt i spillet skal man pludselig nævekæmpe med håndlangeren Jaws - manden med ståltænderne fra bl.a. Bond-filmen 'The Spy Who Loved Me' fra 1977 - der åbenbart stadig er så bedøvet efter sin tandoperation, at han formår at slå sig selv bevidstløs. Så meget for superskurke. To bedre end en Bedre går det i spillenes fine multiplayerdel, hvor man enten kan forsøge at gennemføre en mission hurtigst muligt eller lade våbnene tale, når op til fire spillere bekriger hinanden i små lukkede arenaer, men bedst er muligheden for at køre en række missioner igennem sammen med en ven. Det er godt nok lidt basalt, men gameplayet fungerer og puster længere holdbarhed ind i spillet, når man har gennemført den i øvrigt skuffende korte enkeltspillerkampagne. I Xbox-versionen er grafikken ikke overraskende klarest, mens PlayStation 2-udgaven af og til synes så svært overbebyrdet, at grafikken bevæger sig i hak. Også styringen virker afgjort bedst på Xbox, for her sidder knapperne simpelthen mest optimalt - og der er mange knapper at holde styr på, hvis man vil være rigtig agent. Særligt irriterende er det i begge versioner, at Bond partout skal vende sit ansigt mod de fjender, han vil sigte på; bøvlet hvis netop spillerens synsvinkel vender mod fjenderne, mens selve Bond har ryggen til. Bedste Bond Desuagtet er EoN uden skyggen af tvivl det bedste James Bond-spil til den nuværende generation af konsoller til dato, men der er potentiale og penge til så meget mere. Alle skuespillerne og hele præsentationen giver spillet en solid, men også let fordøjelig og forglemmelig stemning, for gradvist glider ideen om indskannede skuespillere i baggrunden og bliver nærved ligegyldige, jo længere ind i spillet, man skyder sig. Det eneste, der på sigt holder baren åben, er spillets missioner til fods, den basale multiplayerdel samt fjendernes intelligens. Og det er simpelthen ikke nok på sigt - særligt med 'Splinter Cell 2' lurende på trappen i slutningen af denne måned. EoN leverer præcis det, det sigter efter: hektisk, varieret, kortfattet og visuelt bjergtagende action, der umiddelbart vil chokimponere både naboen, husdyrene og kæresten. Men efter denne fests stjernestøv har lagt sig, og gæsterne er smuttet, melder tømmermændene sig som en fad smag i munden, der føles lidt for steril, lidt for glat og lidt for let at glemme. For ligesom Bonds yndlingsdrink bliver man afgjort rystet af spillets bulder og brag, men aldrig rørt.