Jeg tager et forsigtigt skridt ind i det larmende maskinrum kun oplyst af et par flakkende lysstofrør, der i periodiske glimt blænder op for rædselsscenariet. Blod smurt på alle vægge. Overalt ligger lemlæstede menneskekroppe som blade spredt for efterårsvinden. Jeg hamrer hårdt F5-tasten ned på mit tastatur. 'Game Saved'. Puha, det føles godt. Jeg trykker på F-tasten, hvilket får lommelygten frem. Lyser alle rummets hjørner op. Ingen zombiefjender eller ugudeligt sultne ildkastende dæmoner her. Men super!: En masse ammunition ligger og blinker sirenelokkende i midten af rummet. Med endnu et tryk på F-tasten sætter jeg automatriflen tilbage mod kravebenet og lister hen for at samle godterne op. Dårlig idé! SKRIIIIG gjalder højtalerne, rummet bliver på et sekund buldrende mørkt, døren smækker i bag mig, og skærmen tilvædes af blodrøde nuancer, mens mine livpoint rasler ned. Febrilsk tømmer jeg to magasiner ud i mørket i håb om at ramme de to dæmoner, der har udnævnt mig til picnickurv. Uden held. Men desværre føles det ikke det mindste uhyggeligt, da jeg sekundet efter bider i metalgitteret på gulvet, mens de mæsker sig i min krop. Snarere enerverende. Gys på menuen Måske skyldes irritationen over min pludselige død, at de unfair dæmoner på magisk vis kan låse døre, styre lyskontakter, kigge igennem vægge, se i mørke og altid angriber de samme steder fra. Eller måske er det, fordi jeg i virkeligheden er en forrygende ringe actionspiller. Uanset grunden er 'Doom 3' proppet til randen med sådanne scener. Situationer, hvor du intet kan hverken se eller gøre ud over at modtage tæsk, løbe væk i mørket, skyde i blinde og håbe på det bedste. Man gemmer sit spil, man dør, man henter sit gemte spil igen og prøver så at tackle monstrene igen - men er nu velberedt, for nu ved man jo præcis, hvilke kanter de angriber fra. Intentionen er ellers den bedste: 'Doom' har altid på dejlig basal vis handlet om, at man med store-større-størst skydevåben bortekspederer glubske monstre sendt fra både Helvedes for-, midter- og baggård. Men i den første lange del af 'Doom 3' gås der ensporet efter gyset - efter at blive pc-skydespillenes pendant til 'Resident Evil' eller 'Silent Hill' - når man som hårdkogt marinesoldat på tur til Mars skal nedlægge horder af invaderende dæmoner og zombificerede kollegaer. Ups, dæmonerne kommer Årsagen er, at i år 2145 er situationen på en rumstation på Mars kritisk. Under et eksperiment, der skulle omdanne Mars-støv til rent vand og billigt brændstof, har forskerne hevet i det forkerte håndtag, der i stedet hidkalder dæmoner fra en anden dimension. Tid til oprydning for den eneste marinesoldat, der kan redde verden. Lige så blændende banal, som historien er, lige så simpelt er 'Doom 3' som et actionspil af reneste karat. Du kan løbe frem og tilbage, træde til siderne, krybe og hoppe og har desuden en række stærke våben til rådighed. Det er det hele. Og ofte kan du interagere med computerskærme, der styrer døre eller kraner, og meget af historien fortælles ved, at små lommecomputere bliver samlet op - efterladt af de dræbte, der posthumt beretter om deres kvaler. Men ellers er det primære princip 'Skyd på alt, før det bider eller skyder på dig', hvilket efterlader historien som blind passager på et grafisk blændende godstog. Latterlig lommelygte Og gyset er i centrum, idet 80 procent af grafikken henlægger spillet i dystre skygger, som kun kan lyses op af den medbragte lommelygte. Men det er desværre enten-eller, for man kan ikke lyse og skyde samtidig, da den kære marinesoldat i hovedrollen ikke har fantasi til at tape lommelygten fast til sin riffel eller sågar bare holde den i venstre hånd, mens hans pistol ligger klar i højre. Samtidig er det underligt nok umuligt at kaste granater uden først at lægge alle våben væk, og begge dele er desværre helt bevidst. Vores tapre marinesoldat skal kun kunne gøre én ting ad gangen, for 'Doom 3's mål er nemlig at holde os i en tilstand af konstant bæven på kanten af skrivebordsstolen. Midlet er dermed, at man sjældent kan se sine ganske uintelligente fjender og konstant skal skifte mellem lommelygten og sit skydevåden, hvilket på ganske kort tid bliver ekstremt trælsomt. Efter at 'Halo' viste, hvordan man snildt både kan lyse, kaste granater og skyde samtidig, og 'Far Cry' imponerede med kæmpe baner og god fjendtlig intelligens, er 'Doom 3' et konservativt syvmileskridt ti år tilbage i tiden. Smuk souffle, gammel smag Til gengæld tager 'Doom 3' et kvanteskridt ind i fremtiden, når det gælder grafik og lyd. 'Doom 3' er et savlende flot spil, der for alvor kan bruges til at dupere din nabo med dit nye 3.000-kroners grafikkort og hurtige pc. Omvendt hvis du trækkes med en pc af ældre dato, for da er der stor risiko for, at 'Doom 3' nægter at køre, fordi spillet er lavet til hurtige nye spillecomputere. Skyggerne, lydene og ansigtsudtrykkene er betagende detaljerede, men desværre har fordybelsen i grafik og lyd resulteret i, at 'Doom 3' på arrogant vis ignorerer sin genres udvikling inden for eksempelvis kunstig intelligens, brugerflader og gameplay. Man spiller sig i 'Doom 3' ofte igennem tydelige ekkoer af bedre konkurrenter som 'Half-Life' og 'Far Cry' lige fra designet af monstrene til opbygningen af handlingen. Så hvor 'Doom' tidligere satte dagsordenen i sin genre, virker det nu mestendels som klassens smukke, men snotdumme dreng, der skriver af fra alle andre. Teknologiens triumf Det mest ærgerlige er, at 'Doom 3' vitterlig har god action at byde på, men spillets pacing er helt ude i universet. Der går meget lang tid, før spillet virkelig lukker op for godteposen, og banerne bliver udvidet, mens første lange del af spillet føles som en uendelig ørkenvandring gennem klaustrofobisk mørke gange på en gabende monoton rumstation. Fjendernes intelligens er skuffende primitiv, og deres taktik er ene og alene at løbe så tæt på dig som muligt og skyde løs - ikke noget med at vente i baghold eller arbejde i hold. Ligeså er multiplayerdelen blot en skygge af nutidens konkurrerende actionspil, idet man kun kan spille fire ad gangen og det i fortærskede discipliner, og desværre er der ej heller mulighed for at spille mod dæmonernes legioner med hjælp fra en ven. Så selv om det er bygget op i en flot grafisk mejetærsker, der med garanti vil imponere i en rum tid, er 'Doom 3' under sin motorhjelm en lettere sjælløs sammenlapning af et helt årtis afgnavede suppeben, der er både spillet som pillet til døde for længe siden. En understregning af, at 'Doom 3' snarere er en rasende vellykket demonstration af ny grafisk teknologi end et spil i sin egen ret - hvilket betyder, at det, der i sidste ende kan retfærdiggøre et køb, er de bunker af brugerskabte modifikationer eller 'mods' til spillet, der snarligt vil overflyde internettet og potentielt give spillet uendelig holdbarhed. Men uden dem er 'Doom 3' indtil videre kun en triumf for teknologien og intet andet. thomas.vigild@pol.dk