Fiasko på forhånd. Et spil, der er forudbestemt til at fejle, at få et enkelt forslidt hjerte i hånlig trøstpræmie og afføde klichefyldte kritikervendinger som »endnu en miserabel filmlicens« og »forspildt chance for science fiction«. For anmelderhuggene stod i kø, da actionfilmen 'The Chronicles of Riddick' med Vin Diesel brasede ind i de danske biografer for godt tre uger siden og vaklede skambidt ud af mørket med negative anmeldelser fyldt med beskyldninger om en pinlig tyvagtig collage mellem 'Star Wars', 'Alien', 'The Matrix' og 'Blade Runner'. Så de bange anelser var, indrømmet, pænt på plads, da Xbox-spillet 'The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay' begyndte. Spillet er en selvstændig forhistorie til den aktuelle biograffilms forgænger, 'Pitch Black' fra 2000, med mestertyven Richard B. Riddick bag roret. Men nøgleordet her er heldigvis 'selvstændig', for spillet er flere skylag bedre end sit filmiske forlæg og planter sig solidt som et af de bedste actionspil til Xbox nogensinde. Fængslet fra helvede Allerede fra første pixelstrøg betages man af spillets høje kvalitet, intelligente design og formidable grafik og lyd. Som titlen antyder, fortæller spillet historien om, hvordan den kriminelle Riddick flygtede fra universets mest berygtede fængsel, Butcher Bay, det mest sikrede fængsel nogensinde bygget i denne science fiction-verden. Dømt umuligt at flygte fra, som et Alcatraz gange tusind fyldt med monstre i kældrene, mens ens medindsatte inden for murene dræber for en forkert bevægelse, og tungt bevæbnede vagter prompte straffer alle overtrædelser med døden. Her begynder man som Riddick, fanget dybt inde fængslets bug og derfor fuldkommen ubevæbnet, men man lærer hurtigt at svinge de bare næver for at overleve det rå fængselsliv. Samtidig skal man løse opgaver for sine medindsatte, deltage i arrangerede gladiatorkampe og langsomt arbejde sig hen mod en flugtmulighed. Historiens sus af en rutsjebanetur skal selvsagt ikke afsløres her, men den skal have stor ros for at udfolde sig med så stor elegance og variation, at det i sidste ende er svært endegyldigt at rubricere spillet, da det så gnidningsløst sammenblander eventyr-, action- og snigerspil. Og når der senere kommer potente skydevåben på bordet, er der stadig frit valg, om man vil spille snedigt og snige sig om bag fjenderne til et lydløst drab eller opføre sig som i et skydetelt. Set med egne øjne Valget mellem at agere den stille dræbende sniger eller den altskydende soldat er her som rollespil perfektioneret, for man identificerer sig vitterlig med den benhårde Riddick bevæbnet med en svært smittende selvtillid, der kan skære igennem diamant. Det skyldes, at alt ses i førstepersonsperspektiv, så man altid føler sig i rollen som Riddick. Men spillets største bedrift er, at man aldrig keder sig et sekund, fordi actionen er så stramt koreograferet. For eksempel glæder man sig til at krybe om næste hjørne og sågar skyde fjender, hvilket aldrig bliver en monoton tjans. Stor ære for dette skal da også tilfalde de menneskelige modstanderes kampmanøvrer, da de arbejder flot sammen - og alene det at gemme sig i hjørnet af et mørkt rum, klar til at falde vagterne i ryggen, mens lyskeglerne fra deres lommelygter fejer hen over gulvet, er åndeløs interaktiv spænding i den uforglemmelige klasse. Men dog udelukkende forbeholdt voksne, for i denne verden er blod og bandeord fastliggende gæster. Egne veje Formlen for, at 'Riddick' bliver en dundrende succes i spilform, er, at udviklerne bag ikke har forsøgt at støbe filmisk tiltænkte scener og særligt handlingsforløb om til genbrug i spillet, hvor begge dele sjældent hører hjemme og oftest stikker ud som en flamingo blandt en flok flodheste. Spillet er designet ud fra egne præmisser og ryger derfor til tops. Let er det dog at kritisere spillets længde, da det tager under ti timer at gennemføre i første hug, samt manglen på en multiplayerdel. Men i denne sammenhæng føles det unfair at kritisere det savn, når resten af spillet er fejlfrit dimensioneret. Og hellere helt udelade en feature end partout inkludere en halvbagt version, hvilket 'Doom 3' er et nyligt eksempel på. 'Riddick' er, indrømmet, ingen revolution, men derimod et på alle punkter eksemplarisk udformet actionspil. Så hvad der indledningsvis tegnede til endnu en obligatorisk spiludgave af en jammerlig filmlicens, ender i dette tilfælde med at blive et udadleligt actionspil. Og bevis for, at miraklernes spilletid ikke er forbi. thomas.vigild@pol.dk