0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pust, vip eller tegn

Tænk anderledes og løs opgaverne i fire nye spil, der kræver både pusten, skraben samt brug af refleksioner, tyngdekraften og konsollerne selv. Dog har opfindsomheden taget opmærksomheden fra reelt gameplay.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Frem toner et gammelt maleri, hvis motiv er umuligt at skimte gemt under årtiers støv og skidt. Du ved, at løsningen på næste gåde ligger gemt i maleriet, men hvordan får du støvet væk? Simpelt: Du puster lungerne af led, så støvet flyver af - slet og ret, fordi Nintendo DS-konsollen har en indbygget mikrofon, der kan måle dine pust.

Dette er blot en af de anderledes udfordringer i fire nye spil til Nintendos håndholdte konsoller DS og GameBoy Advance, der er fire fingerpeg mod alternative måder at beherske computerspil på. Og noget af en dogmebryder, når man efter årtiers spilleri er vænnet til at løse sine spil med joystick, mus eller tastatur.

Genialt gådespil
Gåden med pusteriet er blot en af de utallige geniale gåder i spillet 'Another Code', der klarer sin debut som det første eventyrspil til Nintendo DS med udmærkelse. Historien er sat på en øde ø, hvor pigen Ashley søger efter sin far i et kæmpe forladt hus, hvortil faren har hidkaldt sin datter efter års adskillelse. Ikke at historien svinger sig op i et højere gear end en middelmådig søndagsgyser med både spøgelser, grufulde familietragedier og hemmelige forskningsprojekter. Nej, charmen ligger i Ashleys personlighed, spillets trykkende uhyggestemning og de opfindsomme gåder, som man konstant udfordres af.

Fælles for alle gåder er, at de på en eller anden vis udnytter unikaerne ved Nintendo DS som dobbeltskærmene, mikrofonen, den trykfølsomme skærm eller sågar, at maskinen kan klappes sammen og derved sendes i batteridvale. En gåde løses for eksempel ved, at man spejler den øverste skærm i den nederste, og sådan flytter mange af gåderne spillets virtuelle univers elegant over i den virkelige verden.

Det lyder - indrømmet - kryptisk, men de fleste gåder kræver, at man sparker gang i de kreative hjernevindinger og tænker abstrakt, så derfor skal gådernes originale løsninger også hemmeligholdes i disse spalter.

Bagsiden ved 'Another Code' er, at historien er ret kort, kun på engelsk, sværhedsgraden er omskiftelig, og der er ikke den store idé i at gennemspille gåderne igen efter fuldendt spil. Fordelen er derimod, at Nintendo DS har fået en nyklassiker formstøbt til konsollen, som yndere af genren skal skrive på deres pensumliste.

Pinagtig Pac-Man
Der skal også gang i skriveøvelserne i 'Pac-Pix', der er kreeret som en hyldest til 'Pac-Man', men synes at være et interessant eksperiment snarere end et reelt computerspil.

Ideen er, indrømmet, sød: tegn først Pac-Man på Nintendo DS-konsollens nederste skærm, og tegn derefter streger, så den altædende ost sendes i retning af de omkringfarende spøgelser. Hvilket er skægt i de første ti minutter, indtil erkendelsen synker ind: dette tegneri skal gentages i 12 baner, hvor der ikke sker andet end, at spøgelserne bliver lidt klogere med tiden. Nå jo, der dukker af og til en større krabat af en hovedfjende op, men det bryder aldrig monotonien i at gelejde sin ofte ret muterede hjemmetegnede Pac-Man rundt i manegen.

Variation er ikke-eksisterende, og derfor havde 'Pac-Pix' egnet sig suverænt som en gratis demonstration af, hvad Nintendo DS kan. Men når købsprisen ligger over 300 kroner, er 'Pac-Pix' det samme som at gumle løs på et sindsvagt dyrt frugttyggegummi: sjov smag i starten, men efterlader kun en fad smag i munden efter få minutters tygning.

Red baby-Mario
Så er der afgjort en smule mere længerevarende smag i eventyret om den tuttenuttede Nintendo-dinosaur Yoshi i 'Yoshi Touch & Go'. Med Yoshi i forgrunden skal babyudgaven af Mario her reddes fra den evigt udfordrende og onde platformsverden. Udfordringen begynder med, at storken taber baby-Mario fra næbbet, så man lidt i stil med 'Pac-Pix' først får travlt med at tegne skyer på himlen, som skal eskortere en dalende baby-Mario ned i jordhøjde og væk fra de fremstormende fjender og forhindringer. Derefter går turen på ryggen af Yoshi gennem et traditionelt platformslandskab, hvor dinoen styres frem ved at tegne skybroer over afgrundene, mens et klik på selve Yoshi får ham til at hoppe. Og skal en fjende skydes ned, kan Yoshi skyde med æg.

Den første times tid er smilet stort, og man suges ind i tegneøvelserne og det anderledes gameplay, men begrænsningerne bliver samtidig klare: Banerne er få, der kan kun spilles om point, og muligheden for at dyste mod en kammerat er halvhjertet og ufærdig.

'Touch & Go' ender derfor på bedre fod end 'Pac-Pix', men har ikke variationen og holdbarheden til at retfærdiggøre 300 kroner op af lommen.

Vip løs
Har man ikke investeret i en Nintendo DS, er der også mulighed for at lege anderledes på en GameBoy Advance. I selve spilkassetten til GBA-spillet 'Yoshi Univeral Gravitation' er nemlig indbygget en måler, der konstant registrerer, hvordan du holder selve GameBoy Advance-konsollen.

Når du vipper konsollen til højre eller venstre, vipper skærmbilledet med i takt, og på den vis skal man sluse dinoen Yoshi (igen) igennem 52 platformsbaner, der er uløselige, hvis ikke man kunne tilte hele skærmbilledet. Det bliver til en i starten morsom eksperimenteren med tyngdekraften, og mange af gåderne forlanger herlig alternativ tænkning. Men ud over at ideen er indlysende kreativ og en pinlig sikker tilskuermagnet, idet man under spillet synes grydeklar til krisepsykologhjælp, holder ideen ikke i praksis.

Opgaverne i spillet er for ensformige efter en times spil, banerne tit idiotisk svære og spillets kreativitet har fået alt for meget carte blanche i forhold til udførelsen. Præcis som i 'Pac-Pix' og 'Touch & Go', så nok har Nintendo her fire fingerpeg mod anderledes spilformer, men det er reelt set kun 'Another Code', der har fibre nok til at berettige til prædikatet spil.