Hjertet hamrer stadig hårdt i halsen. Øjnene er tørre, og hænderne sitrer endnu, da jeg lægger PlayStation 2-controlleren fra mig og ånder tungt ud. Noget i mig har ændret sig, for jeg har nedlagt min første kolos. Følelsen er blandet: dybfølt glæde over at besejre et så gigantisk majestætisk monster, men med stik af sorg og medlidenhed. For da jeg endelig fik boret mit sværd dybt ned i kolossens hoved, så den i en sky af tæt sort røg ramlede livløs mod jorden som en afklippet marionetdukke, var den ikke længere stor og drabelig. Den var hjælpeløs, svag og barnlig i sin uskyld. Gennem hele registret 'Shadow of the Colossus' er fra første knaptryk et radikalt anderledes spil, der bevæger sig gnidningsløst i hele spektret af følelser: fra energisk eventyrlyst over frygt og afmagt til dumsmart heltemod. Udtænkt af den japanske spildesigner Fumito Ueda matcher 'Shadow of the Colossus' i stil og stemning sin åndelige forgænger 'Ico' fra 2001, men hvor 'Ico' tematisk kredsede om sårbarhed og tosomhedens styrke, er 'Shadow of the Colossus' mere hæsblæsende hektisk med vægten lagt på heltemodige sværdslag frem for 'Ico's opråb til den indre beskyttertrang. Spillets helt, der blot kaldes Strejferen, indleder spillets prolog med et ridt mod et antikt stentempel, hvor han lægger en livløs pige på alteret. Efter sigende ofret på grund af sin forbandede sjæl, men Strejferens sværd besidder kraften til at genoplive forgangne sjæle. Templets gud vil dog kun hente pigens sjæl tilbage på den betingelse, at 16 kolossale monstre skal dræbes. Som en ensom cowboy kun i selskab med den tro ganger Agro rider man derfor af sted ud i et goldt eventyrland kun beboet af de omflakkende enorme kolosser. De lange rideture gennem det 'Ringenes Herre'-lignende landskab på vej mod kolosserne er som små smukke spil i sig selv, mens musikken, inspireret af polyfon kirketonal korsang støttet af lyriske strygere, smyger sig lydefrit omkring spillets stemning af nok uindskrænket heltemod, men også afsavn og enorm ensomhed. Gylp! Den er stor Ordet enorm dækker næppe det første møde med en kolos. Aldrig før har jeg oplevet monstre så grotesk store, at jeg første gang gispede af magtesløshed og gys. Bevidst holdt i gråzonen mellem maskine og dyr er kolosserne omvandrende bjerge, og fælles for dem alle er, at de har et svagt punkt. Men at komme frem til det og hugge sværdet i kræver, at man krabber rundt på kolossernes krop og klamrer sig fast til deres pels, mens de som monstrøse rodeotyre prøver at verfe én af. Hver af de 16 kolosser har unikke angreb og forsvarsværker, men hovedparten kan kun nedkæmpes, hvis man udnytter omgivelserne med omtanke, hvad enten det er underjordiske huler eller fyrige gejsere i jorden. Så snart en kolos er klaret, sendes man i koma og føres tilbage til templet, hvor man får lidt gådefuld information om næste kolos, men ingen historie, så derpå er det bare op på sadlen og af sted igen. Når den tolvte kolos er dræbt, falder spillets ekstremt cykliske opbygning noget fra hinanden - særligt når man mangler mere lim, flere gåder og nogle overraskelseselementer indlagt et sted mellem kampene og de lange hesteridt. Arven fra 'Ico' Styringen synes i begyndelsen svær at hitte rede i, men efter en times tid acceptabel, når man først lærer at lave halsbrækkende flotte spring og selv styre synsvinklen. Rent visuelt er ekkoerne fra 'Ico' tydelige i spillets brug af stærke kontraster med elegant dynamik mellem skærende skarp sol og dystre skygger, mens spillets gennemgående farvepalet holdt i sepia giver alt et skær af uvirkelighed. 'Shadow of the Colossus' er en kampfikseret og mere maskuliniseret udgave af 'Ico', hvor der nok skal reddes endnu et kvindeliv, men det tænker man nu sjældent over, mens man rider rundt og nedlægger kolosser på stribe. Og selv om spillet excellerer i mindeværdig stemning og adrenalin-piskende koloskampe, vakte 'Ico' andre i computerspilmæssig sammenhæng fremmede følelser, da truslen mod kvindens liv her var mere håndgribelig, og hun deraf var mere sårbar. Det skal dog ikke forpurre en kolossal anbefaling af 'Shadow of the Colossus', for det er også et frisk og fyrigt bevis på, at computerspil kan spille og sælge sig selv på andre og mere kunstfærdige kvaliteter end blot klogere fjender, bedre grafik og lyd ad libitum. Jeg håber i al fald, at 'Shadow of the Colossus' bliver det spydspidsspil, der viser vestlige spiludviklere, at computerspil tolket med øje for kunstfærdighed kan kombineres med spilleglæde uden kompromiser.