0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens Kunstkritikerskole: Anmeldelser af 'Lazarus'

Deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har fået til opgave har at anmelde skulpturen 'Lazarus' af Christian Lemmerz, og vi bringer her de fem bedste anmeldelser.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Deltagerne på Politikens Kunstkritikerkskole har anmeldt skulpturen 'Lazarus' af Christian Lemmerz.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lazarus’ senede bagparti møder patienterne mellem liv og død

Bispebjerg Hospitals nye centrumfigur Lazarus tager imod besøgende med sine åbne skrællede arme i hjertet af hospitalet og minder én om livets skrøbelighed

Af Carina Blangsbøll

Måske skal man være kristen anlagt for at sætte rigtig pris på bibelfiguren Lazarus, der i sig selv svæver et sted mellem liv og død.

Samtidig er det lidt dristigt at vælge Christian Lemmerz til at skabe et hospitalsværk, hvis man gerne vil bringe livshåb til de indlagte, og hans Lazarus fremstår da også som en mere brutal velkomst end sygeplejefiguren foran hospitalet, som appellerer mere alment til forbigående med netop den slags moderlige omsorg, mange ønsker af sundhedsvæsnet.

Lemmerz’ værker er ikke ligefrem kendte for at være blødsødne, og han leger normalt gerne med død og forgængelighed i sine kunstneriske fremstillinger. Mest berygtet er måske hans installation på Esbjerg Kunstmuseum i 90’erne, hvor døde grisekroppe lå udstillet, mens de ligeså stille gik i forrådnelse.

Derfor overrasker det heller ikke, at Lemmerz’ fremstilling af den bibelske figur Lazarus er udført et stykke under huden med kroppens anatomi og sener i fokus.

Håndværksmæssigt er de store nøgne fødder det flotteste ved Lazarus’ skikkelse. De kraftige blodårer i fødderne afslutter værket, imens de forplanter sig som et træs rødder og skaber en form for jordforbindelse mellem det skrøbelige og det stabile. Ærgerligt er det dog, at soklen, som skulpturen står på, er så høj. Det gør nemlig, at disse detaljer er næsten umulige at se, hvis man da ikke ligefrem har en stige med.

Med tanke på den almene hospitalgængers, i visse tilfælde nærtstående forhold til døden og skulpturens placering som centrumsfigur i hjertet af Bispebjerg Hospital, tror jeg, at Lazarus ville virke mindre angstindgydende, hvis den stod med front til indgangen og bød én velkommen ud fra hospitalet med sine åbne hudløse arme. Et symbol på hvad man kom fra, fremfor hvad man måske går i møde.

I stedet kan patienter, besøgende og sygeplejere gå ud fra indgang 7A og møde det senede bagparti, der pryder Lazarus’ anatomisk korrekte korpus.

Mandemiraklet på Bispebjerg

En ny skulptur af Christian Lemmerz agerer velkomstkomité på Bispebjerg Hospital. Den er af Lazarus, som symboliserer håb. Desværre ligner han døden.

Charlotte Kjærholm Pedersen

Man kan se ham på afstand, når man entréer Bispebjerg Hospital fra den gamle hovedindgang. Først som en lille silhuet, men når man bevæger sig fra det nederste plateau af hospitalets indre gård op mod toppen, bliver han mere og mere mægtig.

Ved akutmodtagelsen troner Lazarus frem i al sin 3,5 meter høje nøgenhed. Nej, nøgenhed er ikke det rigtige ord. Han er afpillet; huden er skrællet af, så sener, muskler og blodårer står frem som en anatomisk udforskning. Der er noget taktilt over skulpturen. Man har lyst til at røre den, hvilket den to meter høje granitsten, den sorte bronzeskulptur står på, umuliggør.

Lemmerz’ Todesfigur på Glyptoteket fremkalder samme lyst. Den kan man heldigvis komme helt tæt på. Begge er de placeret, så man kan gå dem i møde som et slags alter. Todesfigur er hemmelighedsfuldt iklædt en hvid kappe, der dækker ansigt og krop, mens Lazarus ikke overlader noget til fantasien. Den eneste undtagelse er ansigtet. Ved første øjekast ligner han en sur satan, men ved nærmere granskning er ansigtet mildt. Han skuer mod højre med blide, tågede, nærmest blinde øjne.

For Lemmerz er døden et gennemgående tema, og Lazarus er ingen undtagelse. Ved akutmodtagelse på et hospital kan det fremstå aparte, at han med spredte arme byder alle patienter velkommen. Om det er til døden eller livet er formentlig uklart, hvis man møder ham fastspændt til en båre. Jesus bragte mirakuløst Lazarus til live, og han repræsenterer håb. Lad os håbe, at patienterne på Bispebjerg kan deres bibelhistorie.

Hospitalskunstens rolle er svær; skal den indgyde liv eller forholde sig til døden? Lemmerz’ Lazarus gør begge dele, men bryder forventningen med en nyfortolkning af renæssancens symboltunge, guddommelige og patriarklignende skulpturer. Det virker anakronistisk.

Døden er en høj, mørk fremmed

Tør du se døden i øjnene? Christian Lemmerz er i det konfronterende hjørne med sin mørkt opmuntrende fortolkning af bibelfiguren Lazarus.

Af Nina Branner

Nogle mennesker tiltrækker automatisk andres opmærksomhed. Som om de legemliggør noget almenmenneskeligt, en urdrift, man til daglig ikke er i kontakt med. Således karismatisk er også den 3,5 meter høje bronzeskulptur Lazarus, der er genopstået - som han gjorde det i Det Nye Testamente - foran Bispebjerg Hospitals akutafdeling. Hans senede skikkelse med de åbne arme syner allerede for enden af trapperne til den dystre bygning, han bevogter. Tør du se døden i øjnene”?, synes han at spørge.

Lazarus symboliserer traditionelt genopstandelse. I Lemmerz mørke fortolkning foran hospitalets operations- og skadestue bliver han snarere en påmindelse om døden. Men som i Kierkegaards 'Sygdommen til døde' er den legemlige død her ikke det værste.

Annonce

Det er fortvivlelsen, som kun kan lindres ved tro. På den måde er figuren faktisk opbyggelig i sin konfronterende gestalt, som er inspireret af Bertel Thorvaldsens Kristus-figur i Vor Frue Kirke. Hvor Thorvaldsens skulptur i sin marmorhvide kødfylde signalerer nåde og evig frelse, er Lemmerz skulptur en Gollum-agtig budbringer fra de dødes rige: vejen til frelse går gennem smerten.

I hospitalets kunststrategi er der afsat 39 mio. kroner til kunst på et nyt hospitalsområde, som skal være færdigt i 2025. Værker, som skal opmuntre patienterne, tale til krop og intellekt og skabe distraktion fra patientrollen, er de erklærede mål. For medarbejderne skal kunsten stimulere i arbejdsdagen, opfordre til samtale og debat og styrke fællesskabet.

Vist taler skulpturen til både krop og intellekt. Men i Lazarus tyngende nærvær får man på fornemmelsen, at det rager Lemmerz at distrahere: Hans ærinde er som altid konfrontationen. Som sådan er placeringen af den skuende Lazarus ved hospitalets eksistentielle nulpunkt velvalgt, omend ikke helt i tråd med Bispebjerg Kunstforenings politisk korrekte målsætning. Og det er kun godt.

Masser af krop, men ingen sjæl

Christian Lemmerz’ statue har en provokerende og rå dobbelthed. Lazarus giver håb og tager det væk igen.

Af Kristoffer Glavind

Der er en sød duft af opkast I venteværelset i bygning 7A på Bispebjerg Hospital, hvor patienter parkeres mens de venter på deres tid i Stomiambulatorium K i kælderen. Derfor bruger mange patienter ventetiden ude i den friske vinterluft.

Da jeg går ud gennem de automatiske skydedøre, møder jeg en let duft af tobak, en taxa i transit og sorte sener på en stor afskrællet ryg. Ryggen tilhører Christian Lemmerz’ statue Lazarus.

Historien om Lazarus er på én gang et ultimativt håb og et skrækscenarie. Da Jesus i Johannesevangeliet genopliver sin ven Lazarus, efter han har været død i fire dage, bliver miraklet symbol på Vor Herres magt og det evige liv.

Siden har både forfattere, digtere og musikere spekuleret i, om Lazarus i virkeligheden er mere zombie end salig. Senest har både Nick Cave og David Bowie brugt myten om Lazarus. For hvad er der tilbage, hvis kroppen er levende, men sjælen er død?

På et hospital er forskellen på at være genopstået og grøntsag evig aktuel. For her kæmper nogle patienter for at leve, mens andre kæmper for at dø.

På Bispebjerg Hospital er Lazarus lige stået op af sygesengen, og placeret på en to meter høj piedestal. Den måde han breder armene ud ned mod beskueren, minder mig om Thorvaldsens verdensberømte udgave af Jesus. Den Jesus som ifølge bibelhistorien har frelst ham. Men i modsætning til Jesusstatuen byder Lazarus arme ikke ind og hans blik ikke velkommen. Lazarus står med afskrællet hud, halter skævt på det højre ben, og kigger ud over hospitalet med et tomt blik.

Det giver et uhyggeligt og kraftfuldt udtryk, som ikke kun viser helbredelsen som frelse. Med Lazarus pakker Lemmerz ikke hospitalsopholdet ind som en gave, men viser på brutal vis, at hospitalet er lige dele liv og død.

En kemopatients velkomst

Christian Lemmerz’ statue ”Lazarus” står anonymt foran Bispebjerg Hospital og byder velkommen, men den forsvinder imellem de hvide kitlers travle skridt og de sorte sinds tunge skridt.

Af Jacob Thue Stenager

Blottet og åben står Christian Lemmerz’ 3,5 meter høje bronzestatue 'Lazarus' som en anonym statist i en kulisse af ambulancesirener og sygeplejersker på rygepause. Statuen fremstår som den glemte genoplivede patient, der håbefuldt byder velkommen til hospitalets ufrivillige gæster. Lazarus er også navnet på den mand, som Jesus genopliver i Biblen. Referencen kan dog blive glemt i katastrofetanker og empatisk opmærksomhed for næsten.

Den nøgne kolos træder hellere frem til trods for, at den med åbent bryst imødekommende rækker armene ud. Blottet for opmærksomhed står statuen nøgen iført sit eget skind og ben, mens den skinner sin egen vulgære og skrøbelige anatomi frem og minder om vores egen genkomst eller udryddelse i hospitalets baggård. Paradoksalt nok forsvinder statuen i kulissen, da det bare er endnu en skaldet bronzemand, der holder sig oppe ved sin maskulinitet.

Bronzestøbningen betyder også, at den koldt, som en anden Sankt Peter, byder velkommen til et klinisk himmelrige af omsorgssvigt fra personale med hjertet på det rette sted. ”Lazarus” står derfor tilbage og viser os den brutale sårbarhed, når kroppen siger fra, men sindet er tilstede. Mine tanker associerer derfor også ”Lazarus” med en kemopatient, som ikke ved, om han er død eller i live.

I livets arena af sygeplejesker, der puster ud, og patienter, som ånder ud, får ”Lazarus” derfor et tungt hjerte for dens umiddelbare brutalitet. Et knust hjerte for mindet om vores sårbarhed. Et lettet hjerte for håbet om vores genkomst. Et varmt hjerte for statuens kolde velkomst til vores samfunds sidste forsamlingshus. Et stoppet hjerte for de utallige ambulancer, der passerer forbi. Og til sidst et hjerte i halsen for den ambivalente følelse, der opstår, når statuen fanges i øjenkrogen.

Annonce

Læs mere