0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens Kunstkritikerskole: Anmeldelser af 'Forbillede'

Deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har anmeldt Jesper Christiansens udstilling 'Forbillede' på Gl. Strand, og vi bringer her fem udvalgte anmeldelser.

Galerie Mikael Andersen og kunstneren
Foto: Galerie Mikael Andersen og kunstneren

Både nye og ældre værker af Jesper Christiansen er udstillet på Gl. Strand. Her Paradismaleri #XI Zig Zaggy Have' (2005)

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

MUSEUMSGÆSTER ER BRIKKER I CHRISTIANSENS KUNST

Jesper Christiansen formår at åbne døren for de mange gæster på Kunstforeningen Gl. Strand og vise dem udsnit af et kunstnerisk virke med referencer til tidligere værker og litterære, filosofiske opløftninger. På samme tid formår han at gøre dem til rekvisitter i udstillingens rum.

Af Nicolai Hingel

Jesper Christiansen er kendt for sine mennesketomme rum og udfoldelse af, hvilke forventninger rummet besidder. Med små fragmenter som repræsentant for kunstnerens bagkatalog og fysiske eksemplarer på litterære inspirationsværker, forsøger Christiansen at binde sløjfe på kunstens mange facetter.

Der bliver arbejdet både med Christiansens traditionelle tilgang til billedkunsten, men udstillingen bliver også suppleret af andre former for kunst. Og det er netop krydsfeltet mellem medier, der har sat sit præg på de værker, der udgør udstillingen 'Forbillede'.

De hvide vægge hos Kunstforeningen Gl. Strand er i ærindet malet i mørke toner, som nøje er udvalgt til Jesper Christiansens udstilling. De mørkmalede vægge spejles i farvepaletten på samtlige malerier, og skaber et dystert ekko i den gamle opgang på Gl. Strand, der leder tankerne hen på et arbejdsværelse hvis eneste lyspunkt er den potentielle sol udenfor.

Men ligesom i værkerne er den direkte og naturlige belysning skærmet af, og kunstige lyskilder kaster i stedet klarhed på de akrylmalede billeder, hvis indfangelse af beskueren i sig selv er værd at bemærke. De byder op til en langvarig og stemningsfyldt dans, som bl.a. kan opleves i 'Well We Must Wait for the Future to Show' (2011-2012), hvor interiøret i billedet fremstår yderst symmetrisk, hvor billedrammer på den malede væg er efterladt tomme, og hvor dimensionerne ikke tager samme forsvindingspunkt.

Bagkataloget og krydset mellem medier

Jesper Christiansen arbejder med en yderst detaljeret tilgang til billedkunsten, og den opmærksomme beskuer vil opdage, at han sågar inddrager referencer fra tidligere værker.

Stilen med de tomme, blege og minimalistiske rum fra slut 80’erne fremstår som hengemte hilsner og udgør sammen med tekstfragmenter, der peger tilbage på Christiansens 90’ere, en tidskapsel, der binder en fin knude på kunstnerens tidligere og nyere kreationer.

En anden tematik Christiansen arbejder med er krydsfeltet mellem kunstgenre. Og ført an af de mange malerier indbefatter møblementer af sofagrupper og indbundne bøger udstillingen i sin helhed. Lamper, borde og stole går alle sammen igen, og udtrykker gengivelse af et privat rum. En privat sfære som kun brydes af den opstrammede lærredsramme, der bevidstgør at seancen blot udspiller sig i 2D.

Merete Pryds Helle har leveret tekststykker til udstillingen, der med referencer til litteraturen fungerer som værkbeskrivelser for Christiansens malerier. Tekststykkerne forsøger at skabe en forbindelse mellem billedkunsten og den litterære verden. De medvirker til en helhed på udstillingen og tilføjer en filosofisk dybde, Christiansen ser ud til at stræbe efter.

Tekst og billede arbejder sammen i denne fortolkning af kunsten, og det fungerer upåklageligt.

Sit eget værelse, hvorfra verden udgår

Med inspiration fra blandt andre Virginia Woolf, og hendes behandling af sit eget værelse i essayet af samme navn, undersøger Christiansen omdrejningspunktet om sit eget værelse, hvorfra verden udgår. Denne inspirerende undersøgelse lægger en filosofisk eftertænksomhed på 'Forbillede', og formår at spinde en rød tråd, der forvilder sig på tværs af kunstmedier.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved iagttagelse og inddragelse, og skellet mellem aktør og beskuer er derved hvisket ud. Kunstnerens rolle er i lige så høj grad en observation af eget virke, som en videreformidling af erfaringer, historier og sanser til den egentlige beskuer.

Et privat rum går ligeledes igen i udstillingens møbelelementer, i form af sofagrupper og lænestole taget fra den akrylvirkelighed Christiansen har skabt. Beskueren bliver inviteret ind i en kulisse og inddraget som væsentlig faktor til at opretholde udstillingens helhed.

Modsat det rum der kendetegner Jesper Christiansens værker, bliver udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand alt andet end endnu en mennesketom affære takket være de besøgende, der agerer som brikker i Christiansens univers på lige fod med de akrylmalede billeder, teksten på væggen og møblerne på gulvet.

EKSPLOSION AF FORBILLEDER PÅ GL. STRAND

'Forbillede' af Jesper Christiansen åbner en forunderlig paradisverden, der er lækker og bjergtagende. Referencerne er så mange, at man bliver lidt konfus. Hvad er egentlig hans kunstneriske projekt?

Af Charlotte Kjærholm Pedersen

I to etager på Gl. Strand har Jesper Christiansen (f.1955) sat sin indre verden i spil; hvad tjener som inspiration for den tidligere kunstprofessor og anerkendte danske kunstner? En hel del, viser det sig. Hvert enkelt værk snor sig rundt i europæisk åndslivs store forfattere: Dante, Woolf, Goethe, T.S. Elliot. Og man kan blive ved. Det er lige til at blive rundtosset af.

Udtrykket er klassisk maleri. Kæmpestore mestendels. De er figurative og udstyret med en detaljerigdom af en anden verden. Motiverne er en hybrid af stilleben og landskabsmalerier.

Det er blændende flot og akkompagneret af tekst fra forfatteren Merete Pryds Helle.

Virvar af motiver

Der er utallige referencer i alle værkerne, der ligesom perspektiverne lægger sig i lag og forskydninger i hvert billede.

For at komme ind i Christiansens verden, er det helt nye 'Italienische Reise' (2017-2018) et godt sted at starte. Værket fylder hele endevæggen på Gl. Strands anden sal og er navngivet efter Goethes værk (1816-1817) med samme titel.

Motivet kunne være Cezannes; en landsby på toppen af et bjerg. En lys, blå himmel omringer bjerget med dets dyrkede marker. Forgrunden flankeres af Christiansens karakteristiske træer, hvor hvert enkelt blad er malet.

Christiansen åbner værket fysiologisk og psykologisk. Det er overskrevet med kridt: øjenlåg, forreste øjekammer, hornhinde, linsekapsel, blinkehinde, begær. Og det er væsentligt for Christiansens at have blik for blikket. Vi skal se hans verden. Hans forbilleder.

Christiansen går nærmest naivistisk til maleriet. Det ses i træernes blade og stamme, der står lysende ud i billederne. Naturen er i den grad tilstedeværende, og det samme er fraværet af mennesker. Særligt kommer det til udtryk i rummene, hvorfra flere værker fra 'Med Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred' hænger. Træernes blade drysser nærmest ud over beskuerne.

Årstidssymfoni

'Should We Leave The Light Burning?' er det første billede, man møder i udstillingen. Det er det mest dystre og atypiske. Og et af de bedste. Det er Virginia Woolfs sommerhus Talland House.

Huset ser forladt ud; gråt med sorte, tomme vinduer og påtegnet kridt på øverste etages vinduer. 'Udtræk, indtræk og gennemtræk' står der. 'Overfyldt nedløbsrør' står der på siden og overfladiske konturer illustrerer, hvor nedløbsrøret skulle være placeret. Ved siden af huset ligger et forladt baseballbat og handske.

Det er karakteristisk for Christiansen, at der ikke er nogen mennesker, men rigeligt med aftryk af, at de har været der. I horisonten er der en orange solnedgang og i forgrunden har et træ tabt sine blade. Det er askegråt og falder nærmest ud af billedet.

Perspektiverne er fascinerende, en anelse fordrejede og årstidsbestemte; man aner et liv et sted derude i solnedgangen, hvor de grønne forårsagtige buske står. Det askegrå træ er nærmest malet på som en ekstra dimension og er alt for stort og hører til på en træt efterårsdag.

Gennem kridtstregen tegner Christiansen ting ind og ud af billederne. Nogle steder understreger de et fravær, andre steder tilføjer de et sanseligt aspekt. Det er et velfungerende element, der får beskueren til at standse op og fantasere videre i værkerne.

Det er for meget

I udstillingen har man valgt at mørklægge nogle af rummene. Ikke en dårlig idé, men valget af skævt syede gardiner, tager fokus fra selve værkerne.

Udstillingsrummene emmer af Christiansen med mørke møbler og montre med bøger. Det havde ikke været en dårlig idé at lade malerierne stå mere alene og give beskueren plads til selv at fortolke. 'Forbillede' er Christiansens blik på verden, på sine forbilleder. Vi kigger i hans retning. Og han bedøver os med alle sine referencer.

Det ender i en lidt højborgerlig sump af referencetunge, elitære og imploderende værker. De er smukke og fascinerende, men mangler nerve, som kun findes i udstillingens begyndelse med 'Should We Leave The Light Burning?'

Udstillingen besvarer, hvem Christiansens forbilleder er men ikke hvorfor.

LÆNGE LEVE DE FIGURATIVE MALERIER

Med farverig velourbeklædning på væggene og teatralske rum, der er hjemligt iscenesat, inviterer Jesper Christiansens værksamling ’Forbillede’ til fordybelse, intimitet og samtale på Gl. Strand.

Af Stinne Ingemann Henriksen

»Se! Det er så udførligt malet, at det ligner, det er syet eller broderet på«, siger en begejstret dame til mig.

Vi står og betragter de fire landskabsmalerier 'T. S. Eliot 4 Quartets' der er inspireret af poeten T.S. Eliots fire digte i en bog af samme navn. Hvert græsstrå på engen, hvert lille blad på træet, hver grussten på vejen og mursten på huset er malet ét efter ét og én for én med så sirlig perfektion, at penslen er som en synål.

Detaljerne er adskilt, men smelter sammen til ét (træ, hus etc.). Tilsammen danner de figurative landskabsbilleder, syrede stuer og dystre, mørklagte huse. Forfatteren Merete Pryds Helle formidler udstillingen med tekst på væggene, der fører beskuerne poetisk gennem rummene.

Se lige lampen!

Jesper Christiansen skaber komplekse og uforudsigelige værker på en sort baggrund med kridtstreger, der bliver til meningsfyldt tekst, når man ser godt efter. De bittesmå penselstrøg bliver langsomt flere og flere i en overvældende detaljeoverflod. Med fordybelse bliver værkerne bedre og bedre. Damen fra før gør da også en opdagelse efter et stykke tid:

»Se, lampen! Den er dér og dér… og dér«, udbryder hun. I museumslokalet står håndgribelige materialer, en lampe for eksempel, der går igen på flere af billederne. Den står på et bord herinde, i virkeligheden, og er genskabt i lærredets forgrund. Den hænger faktisk også i loftet. På maleriet altså.

Et andet sted strømmer en flod fra ét værk til det næste, mens Christiansens forkærlighed for musik smyger sig ind med fordrejede musiknoder hist og her. Det er som at træde ind i ét stort maleri, hvor drøm og virkelighed, poesi og vision sammenblandes.

Fuld af forbilleder

Glem alt om hvide, neutrale og formelle udstillingsrum. Tekstil på væggene, spisestuemøbler og montre med bøger, tegninger og skitser danner rammen om et intimt møde mellem kunstneren og den, der ser.

Det er en invitation til at dykke ned i Christiansens inspirationskilder og tekstlige forlæg og på den måde opdage Virginia Woolf, Ezra Pound, Kirkegaard og Dante på ny. Nu omsat og oversat til visuelle fortællinger. Interiøret skaber teatralske og sanselige herskabslokaler, der tager beskueren med ind i maleriernes univers med skønlitterære referencer.

Når tekst bliver til billede, er kendskab til Christiansens litterære forbilleder en forudsætning for at få mest muligt ud af nyfortolkningerne. Kunsthistoriske forklaringer er der ingen af. For de ikke-indviede, som har sparsomt kendskab til Woolf og de andre, har underformidlingen en konsekvens.

Det er formodentlig sværere at se værkerne i værkerne i de højborgerlige stuer, og kunsten får samme elitære snært som indretningen. Kridtstregernes betydning og direkte henvisninger til udvalgte bøger træder frem for de skolede. Det virker som en manglende erkendelse af, at ikke alle har lige meget med i bagagen på opdagelsesrejsen ind i sindet på Christiansen og hans forbilleder.

Virkeligheds(u)tro

Ligegyldig hvor kyndig man er i verdenslitteraturen, står det klart, at kunstneren mestrer at skabe forunderlige og betagende perspektiver i sine figurative værker. De forandrer sig alt efter, hvor man står, fordi der er flere rum i samme motiv med uforenelige og forskudte perspektiver.

Vi bliver rumforvirrede. I 'Mr. Stephen’s Library', et absurd bibliotekslokale, hvor der siver vand ned fra loftet, brydes følelsen af realitet. Det giver sig ud for at være virkelighedstro, men man behøver ikke meget træning i perspektivtegning fra folkeskolen for at se, at loftets proportioner ikke stemmer overens med bibliotekets buede vælvinger. Noget er off.

Værkerne skal ses tæt på og langt fra. På en terrasse er udsigten til skoven i horisonten gengivet en til en, men så er der smækket et bord med frugtskåle ind i forgrunden, som man ser direkte ned i. Det er dybt fascinerende at se på, fordi det trigger øjet på overraskende måder. Beskueren bliver danser i Christiansens gå-frem-og-tilbage-koreografi.

Annonce

I en intim pardans med billedkunstneren som fører beviser han, at han ikke bare laver forførende malerkunst, men også er en af de førende inden for sit fag. Længe leve de figurative malerier.

FORTABT I FORBILLEDER

Forbillede er en overvældende udstilling om en historie, der desværre drukner i sin egen insisteren på at fortælle den højt.

Af Uffe Christensen

At kalde Jesper Christiansens malerier for detaljerige ville være en underdrivelse. De enorme malerier i udstillingen 'Forbillede' afbilleder forskellige stemningsbilleder, scenarier og landskaber så skarpsindigt, at man kan dykke så langt ned i motiverne, at springbrættet giver genlyd i timevis. På godt og ondt.

Man går udstillingen i møde med den obligatoriske udstillingstekst, som til forandring er malet på lærred. Noget om Kirkegaard og Christiansen.

Ja, det er ærlig talt en anelse svært at få det hele med grundet den automatiske skydedør bag en, der konstant klapper op og i, da man er i midt det infrarøde sensorfelt. Dette skulle vise sig senere, at være den nok nær perfekte introduktion.

Der er mange billeder og lige så mange motiver. Et torv i København, en udsigt fra en terrasse i et provencalsk bohemelandbrug, geometriske abstraktioner, samt spøgelseshuse. I alt dette er en klar gennemgående rød tråd i billedernes stil.

Perspektiverne har Christiansen sendt en omgang igennem centrifugen og forgrunden er som regel simpelt malet iklædt de tørretumblede og nu søsyge vinkler. Jo længere væk, jo mere stiger detaljernes intensitet. Hvert eneste lille blad på oliventræet, længst i horisonten, er malet med mikroskopisk præcision og der jongleres med et hovedpinefremkaldende tal af maleteknikker. Heldigvis sjældent set så nonchalant.

Imponerende er det, men meget tangerer til kitsch. Blandt andet ved de noter, store som små, overalt på mange af malerierne. Lettere sjusket nedfældet som var de taget ud af en skitsebog. Bogstaver, noder og pile foreslår et skjult narrativ i motiverne i form af musik eller litteratur.

I visse tilfælde desværre en anelse uheldigt eksekveret, da billederne får en karikaturagtig tilbøjelighed, der leder tankerne hen på de plakater, som følger med Ikea's plakatrammer.

'Keep calm and carry on' tænker jeg og går videre igennem rummene, der med dæmpet belysning og vægge malet i dybe røde, gule og blå nuancer gør stemningen uhøjtidelig og mistænksomt beroligende. Aldrig har jeg hørt så meget munter mumlen på en udstilling.

Tungen lige i munden

Jeg sætter mig i en af de mange dagligstuemøbler, som er placeret igennem hele udstillingen. De er af samme barokagtige stil som dem i mange af malerierne. Ydermere er der vitrineskabe i hjørnerne, fyldt med et virvar af objekter. Bøger, keramik, brugskunst og en masse andet.

Der er rigtig meget at tage ind. Hvis man, ifølge tekstforfatter Merete Pryds Helles eget udsagn, skal finde bindeled mellem bl.a Woolf, Kierkegaard, Beckett, Heep, Proust osv., så skal øjnene knibes godt sammen. De ligger nemlig til grund for en stor del af 'Forbillede' (hence the name) og dukker op som bærende referencer konstant undervejs. Det er nemlig samspillet mellem de mange inspirationskilder, som fører diktat på Christiansens værker.

Dette flyttede (ikke fjernede) mit fokus fra malerierne for en stund, og der overvejede jeg, om det var intentionen. Jeg fangede mig selv i at prøve at lokalisere de forskellige fysiske objekter på de ultra detaljerige motiver. Aha, den vase fra det skab er i det maleri i det rum. Ren 'Find Holger'.

Alle tilstedeværende elementer i 'Forbillede' er syet sømløst sammen, men desværre på nippet til det overgjorte. Hvis helhedsoplevelsen overskygger malerierne, kan man spørge sig selv, om der overhovedet var brug for lærreder. I modsat tilfælde, at billederne er centralnerven, kunne man installationsmæssigt have tænk mere kreativt.

Og her mener jeg, paradoksalt nok, på hvide vægge og i skarp halogen. Billederne ville trække vejret bedre og i kor synge Christiansens historie. Det fortjener de.

Jeg sætter mig tilbage i en af stolene for at smuglytte til de andre gæsters mumlen. Ikke ét eneste ord blev nævnt om andet end malerierne - det er nok mig der er gal på den.

LAVRØVET LEGEKUNST

Jesper Christiansens udstilling ‘Forbillede’ er ikke for fin til at gøre museumsbesøget til en leg, hvor besøgende kan gå på opdagelse i svimlende detaljemalerier.

Af Jonas Hellesøe Christensen

Væggene er beklædt med malerier af den danske kunstmaler Jesper Christiansen, der bl.a. har ladet litteraturen være inspiration for sine billeder. Henne i hjørnet står en gammel mand og rører ved et af dem.

»Har du overhovedet læst noget af Eliot?«, spørger en anden gammel mand, mens han bladrer i en bog af en af modernismens hovedforfattere, T.S. Eliot.

»Overhovedet ikke«, svarer den første og stopper med at pille.

»Det har jeg heller ikke«.

Bogen bliver lagt tilbage på et lille antikt bord i det første rum af udstillingen 'Forbillede' på Gl. Strand. De to gamle mænd tøffer videre, og man kan ikke bebrejde dem, at de rører ved kunstværkerne. De giver nemlig en barnlig lyst til at pille ved dem.

Suget ind af detaljer

Tag landskab og interiør – to klassiske motiver inden for malerkunst – og tilsæt inspiration fra modernistisk litteratur. Hvor højrøvet lyder det lige? Men Christiansens malerier er ikke for fine på den til at blande det højtidelige og det gammeldags med hverdagsagtige detaljer:

Gaderne er brostensbelagte, rummene og møblerne antikke, men hvis man kigger nærmere, sniger der sig en sweatshirt eller et kassettebånd ind. Fyldepenne og gamle bøger ligger side om side med hovedpinepiller og Elton John på LP.

Fortid og nutid bliver blandet sammen, når soveværelset, spisestuen eller haven bliver proppet med den slags små anakronismer. Man kan passende stille sig langt fra billederne, tage ét skridt hen imod dem ad gangen, og lade hvert skridt afsløre nye detaljer, der suger én længere og længere ind i maleriets rum.

Svimlende vinkler

»Prøv at se en lille bitte ting som den dér!«, udbryder den ene gamle mand. Han er trådt helt tæt på et maleri. Nu er det hans næse, der næsten rører ved det.

Hans ven står et andet sted i rummet og hører slet ikke, hvad han siger.

»Man bliver jo helt svimmel af at kigge på den trappe«, siger gammel mand nummer to ved et af de andre malerier.

Og han har helt ret. For samtidig med, at man bliver suget ind i kanvasset af alle detaljerne, får umulige perspektiver hele interiøret til at snurre.

Ved første øjekast er perspektiverne nøjagtige, men de er det kun for hver enkelt genstand i sig selv. Lysestagen har sit eget korrekte perspektiv, og det samme har spisebordet og lampen, men til sammen forvrænger de hele scenen. Det samme gælder udendørs, hvor f.eks. størrelsesforholdene på Valby Bakke er helt skæve.

På den måde bliver afstande og genstande mere end bare dele af en helhed hos Christiansen – de er værd at komme helt tæt på og udforske i sig selv.

Kedelig opsætning

Selve udstillingsrummet er mindre spændende at udforske. Gl. Strand har stillet et par antikke møbler frem til at matche maleriernes stemning, men det virker som om, at der bare lige er taget, hvad man kunne finde på et loppemarked. Der er montrer med bøger og udklip, men hvis indretningen skal matche malerierne, skal man kunne komme helt tæt på og få lyst til at pille.

Legen og kreativiteten er forsvundet og udstillingen glemmer den nysgerrighed som malerierne skaber hos beskueren. På samme måde spejler udstillingen ikke det anakronistiske, der virker så centralt i Christiansens billeder.

Den tilgængelige kunst

Samlet set formår 'Forbillede' på Gl. Strand at gøre op med tanken om, at malerkunst skal være en ophøjet og snobbet størrelse.

Christiansen bruger verdenshistoriens store forfattere som inspiration, men har ingen fine fornemmelser. Man behøver ikke have læst Eliot, og bøgerne på maleriet kan sagtens ligge side om side med en avocado og et billedmagasin.

Det væsentlige er nemlig, at oplevelsen bliver ligesom en leg, hvor man snurrer rundt på gyngen for at blive svimmel eller går på opdagelse efter små ting at undersøge i haven. Og selvom Gl. Strand ikke helt får spejlet dette i udstillingsrummet, lykkes det for Christiansen at pille den højkulturelle verdenskunst ned fra piedestalen og sætte den lige midt på et køkkenbord i Valby.

Annonce

Læs mere