Det står slemt til på 'Hospitalet' - en af de to forestillinger af Christian Lollike, som deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har anmeldt.
Foto: Emilia Therese

Det står slemt til på 'Hospitalet' - en af de to forestillinger af Christian Lollike, som deltagerne på Politikens Kunstkritikerskole har anmeldt.

Kunstkritikerskolen

Politikens Kunstkritikerskole: Anmeldelser af '68' og 'Hospitalet'

Kunstkritikerskolen

ABSURD OPSTØD

Afføring, opkast og sondemad sprøjter rundt i Christian Lollikes vellykkede protestforestilling, der tager temperaturen på hospitalernes arbejdsvilkår.

Af Jonas Hellesøe Christensen

Rundt på hospitalsgangene spøger ligblege mennesker med røde udslæt i ansigterne. Men det er ikke indlagte patienter. Det er det stressede personale, der må finde sig i overarbejde og underbemanding, for ikke at tale om umulige krav, stramninger og utilfredse patienter. Ikke så underligt, at det hele hænger dem langt ud af halsen.

Desværre er der ikke meget, de kan stille op. For hvad ville der egentlig ske, hvis sygeplejerskerne og lægerne gik i strejke? Ville de syge bare få lov at falde døde om? Og er samfundet derfor indrettet sådan, at hospitalspersonalet slet ikke kan strejke?

Den slags spørgsmål rejser manuskriptforfatter Christian Lollikes 'Hospitalet', og det er i sig selv grund nok til at tage ind og se forestillingen på teater Sort/Hvid. Men det er langt fra den eneste grund.

Optimering mig i røven…

»Vi må skærpe vores omstillingsparathed i spidsbelastningsperioder«, erklærer gruppelederen (Patricia Schumann) på personalemødet, og ingen forstår, hvad det betyder, og selvfølgelig betyder det overhovedet heller ingenting. Men lederen har været på kursus og lært om 'strategy plans', 'redskaber til optimering' og andre business management buzzwords, der er lige til at brække sig over.

Og her er forestillingens systemkritik præcis: Hospitalerne bliver kørt som virksomheder og ligger under for de samme krav om konkurrencedygtighed og unuancerede topresultater. Men hospitalet er ikke en almindelig virksomhed. Der er etiske forpligtelser, og man må medregne »den menneskelige faktor«, som en læge forsøger at forklare for en rasende patient i forestillingens begyndelse.

...eller i posen

Det er med blandede følelser, at man følger hospitalspersonalet løbe rundt og tage sig af den ene urimelige, vanvittige eller ulækre opgave efter den anden. Man skiftevis væmmes og griner og føler sig ofte opgivende eller forurettet på sygeplejerskernes vegne.

Man kan heller ikke undgå at føle sympati for den småtossede mand (Kristian Holm Joensen), der vågner og opdager, at hans røvhul er blevet syet sammen. Han må lære at leve med en stomipose, og det er både sjovt, rørende, tåkrummende og klamt, når han ikke kan finde ud af at tømme den og sætte den ordentligt fast igen. Lollike er nemlig ikke bange for at operere med kropsvæsker, og afføringen sjasker rundt, mens patienten desperat skriger: »Jeg vil have mit røvhul tilbage!«

Underholdning eller førstehjælp

Imens bliver tilstandene på hospitalet mere og mere absurde. Hospitalsklovnene har mistet gnisten, og den del af personalet, der klarer sig bedst, er de apatiske. Resten må indlægges med skader, sindssygdom og stress, men på deres egen afdeling – så kan de jo lige give et nap med, når der er travlt. Ironien er så tyk, at man kan skære i den. Med eller uden skalpel.

Til slut bryder en af sygeplejerskerne den fjerde væg og siger direkte til publikum:

»Bare rolig, det er ikke noget, der sker i virkeligheden« – en sarkastisk metakommentar, der skal vise, at stykket er bevidst om sine egne overdrivelser, men at problemet ikke bliver mindre af den grund.

Forestillingen forbliver dog mest af alt underholdning. Skal den rigtigt give nyt liv til sygepersonalets protester, skal hospitalsklovnenæsen skiftes ud med en defibrillator, der for alvor kan sætte stød i kritikken.

Alvorligt for sjov

Hospitalet er en humorfyldt dissekering af de urimelige vilkår på en af landets mest pressede arbejdspladser og en stikpille til både magthaverne og alle os andre, der bare forventer, at tingene hurtigt bliver ordnet for os, når vi dukker op på sygehuset.

Det er en plat og ublufærdig metafor, når sygeplejersken hjælper med stomiposen og får sprøjtet tynd afføring lige i ansigtet, men det er også modigt, højaktuelt og, overraskende nok, sjovt. Alle løjerne tangerer en overdosis, men karaktererne er velskrevne og velspillede nok til at forblive troværdige. Og selvom forestillingen måske ikke kommer til at rykke på noget i debatten om hospitalerne, giver Lollike sit publikum recept på en styrkende mikstur af lige dele kritik og komik.

INGEN TUR NED AD MEMORY LANE

Instruktøren Christian Lollike har en lang liste over verdens sorger. I forestillingen '68' er det kun effektivt, når billeder og ord får en poetisk kraft.

Af Csongor Szabo

Der er ikke psykedeliske hvirvler og blomster i Bente Lykke Møllers flotte scenografi af Christian Lollikes nye produktion '68' i Skuespilhuset. Opsætningen, der møder publikum, er en poleret og uberørt hvid kube; et rum mere her og nu end anno 1968. Mikrofoner, spredte instrumenter, og et bord med et lydsystem er de eneste kontraster til de skinnende hvide vægge.

Når skuespillerne optræder, kryber de til deres mikrofoner med deres instrumenter, som en gruppe velklædte og musikalske zombier, direkte fra vores kollektive fortids kirkegård. Silhuetterne er fra 60'erne, men de er konservative og farverne er afdæmpede pasteller. Ikke en eneste hippieponcho eller bandana er i syne.

På den anden side skjuler langt hår - symbolet på ungdommens oprør - skuespillernes ansigter helt. Det er et godt billede i åbningsscenen, inden de springer ud i forestillingens første musikalske nummer. Håret synes at gøre dem lige dele blinde og dumme. Mens de står overfor os, ser de ud til at være i en akut tilstand af at skue bagud i både tid og rum.

Derefter fjerner Karen-Lise Mynster sin paryk helt, stopper musikken og fortæller os, hvor pisseirriteret hun er over den hyggelige selvtilfredshed med den universelle 68'er-kærlighed. Det er godt, og det er en forudsætning for, at forestillingen handler om mere end bare nostalgi.

Mere punk end rock'n'roll

Sangene er heller ikke sentimentale. DJ Turkman Souljah, som mixer dem live, har opdateret arrangementerne, så de lyder grungy, ru, med et underlag af elektroniske toner: ofte mere punk end 60'er rock'n'roll. For eksempel stønner og skriger Sicilia Gadborg Høegh sig igennem teksten til 'White Rabbit' fra Jefferson Airplane om et vildt syretrip.

Gennem en forvrængende mikrofon leverer den kraftfulde Marie Dalsgaard en straffende akustisk punch med 'Waiting For The Sun' af The Doors. Der er ingen tvivl om, at sangens 'Waiting for you to tell me what went wrong', resonerer stærkt med tiden.

Forestillingen er dog stadig en aften af klassisk musik-teater, hvor det primære koncept er at sang følger sang i hurtig rækkefølge. Vi klapper og nynner sammen, når vi genkender melodierne. Så Lollikes (og Tammi Øst som medinstruktør) iscenesættelse balancerer mellem ren underholdning og en mere seriøs refleksion.

Nemlig at gennem disse gamle sange om fri kærlighed, protest, oprør og ædle motiver udtrykkes en vision der handler om den tid vi lever i nu. De fleste af sangene har tilstrækkelig dybde til at lyde så relevante som nogensinde. Skuespillerne er alle gode, også som sangere og musikere.

Tragedier i verden, politik i teatret

Mærkeligt nok, med nutidspolitikkens ankomst farer forestillingen vild. Dramaturgien følger slavisk opskriften: skuespillerne synger en sang, så stopper en af dem, kræver opmærksomhed af medspillerne, bryder ud i en veludført tirade om uretfærdigheder og dysfunktion i vores politiske og økonomiske systemer, mens de andre ignorerer ordene, eller kigger væk - ligesom samfundet som helhed. Spændingen udløses ved at næste sang begynder; og sådan går det videre.

Ved publikum ikke, at tingene er ved at falde fra hinanden? Jo vi gør. Kender vi ikke til den enorme ulighed i vores tid? Jo, desværre. Til de forfærdelige og farlige demagoger? Den forgiftede planet? Vores egen fordummende narcissisme?! For mig er det at prædike til folk der allerede er overbeviste.

Christian Lollike har retfærdige synspunkter, men det kan være en glidebane at være manifestpolitisk i teatret: Er der stadig noget, der ikke lyder som banaliteter i den sammenhæng? Scenerne uden poesiens transformerende magt er lige så lidt inspirerende eller effektive som kedelige politiske slogans.

Derudover har forestillingen mindst tre slutninger; der er et vaginalt manifest, som jeg godt kunne undvære; og en instruktør skal altid være forsigtig med at sætte et barn i spotlight i en forestillings finale: det er et billigt effektmageri. Men så er der den skarpe fortolkning af Bob Dylans 'Masters of War' i slutningen. Der siges meget - med få ord.

Det, der virkelig går rent ind i forestillingen og helt generelt, er kunstens radikale, kompromisløse, og oprørske kreativitet som aldrig undskylder. Dette, som intet politisk system kan tæmme, og heller ikke kan reduceres til nogen politisk agenda. Det har vi brug for, både inden for og uden for teatret. Jeg siger: »Bring it on - rock and roll!«

TØR DU BLIVE INDLAGT PÅ FREMTIDENS HOSPITAL?

Christian Lollikes satire over det store, stygge sundhedsvæsen er et usofistikeret men effektivt og galgenhumoristisk debatindlæg, der ikke lader tvivl om pointen: Hvis ikke vi lader sundhedsvæsenet få et pusterum, bliver det værst for os selv.

Af Nina Branner

To dage efter jeg havde været inde og se så Hospitalet, lod jeg mig indlægge på Amager Hospital.

Nej, det var ikke stomien, som i forestillingen eksploderer i ansigtet på en sygeplejerske og overstænker hende med tyk, brun afføring, der havde givet mig mavekneb. Heller ikke Kjartan Hansen i rollen som Freakazoid-lægen, der overmedicinerer og umyndiggør en døende, ung kvinde havde givet mig psykiske mén.

Jeg havde en måned forinden bestilt en kikkertundersøgelse af min mave. Ved sådan en fører lægen en kikkert op i ens anus for at se, om der skulle være noget på færde i tarmsystemet.

Egentlig var jeg ikke nervøs. Men da jeg hev bukserne ned og lagde mig på briksen med to sygeplejersker og en læge ved min side, skyllede minderne fra den altid provokerende Lollikes forestilling ind over mig i mareridtsagtige glimt:

Patienten, som fik sit anushul syet sammen ved en fejl, for der var ikke tid til at indhente en second opinion. Den alvorligt syge mand, der blev holdt kunstigt i live, fordi månedsraten for operationer var oversteget. Og sygeplejersken, som blev indlagt på sin egen arbejdsplads med stress, men som måtte springe ind som vikar, når det brændte på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ferm scenografi og pruttehumor

I forestillingen males et sort billede af et sundhedsvæsen under stadigt stigende optimeringspres. Regeringens effektiviseringskrav til den danske sundhedssektor indebærer, at hospitalerne hvert år skal øge produktiviteten med to procent uden at få en rød reje mere i støtte.

Det har længe belastet læger, sygeplejersker og ikke mindst patienter. Med sin dokufarce, som han selv kalder det, vil Lollike sætte fokus på problemet, som vedrører os alle.

Men selvom stykket er baseret på research fra landets hospitaler, bør det vurderes som netop en farce. Skuespillerne er karikaturer.

Stresset hospitalspersonale og fortabte patienter farer ind og ud af scenograf Franciska Zahles genkendelige og dog abstrakte hospitalsgange, som giver illusionen af en labyrint, hvor medmenneskelighed og nærvær er ude af syne til fordel for effektivisering og besparelser.

Takket være den ferme scenografi, forvirrer det ikke, at skuespillerne går ind ad en gang som én rolle og kommer ud som en anden. Det veloplagte hold tager prutte-humoren på sig og kører den helt ud i overstadige klovnenumre og revysange, der skal symbolisere et hospital i gøgeredelignende opløsning. Satiren over et sundhedsvæsen presset til bristepunktet er til at tage og føle på.

Permanent krisetilstand

Forestillingen er bygget op efter ”krisens dramaturgi”. Ifølge den er den nuværende tidsånd kendetegnet ved en permanent krisesituation uden fortid eller fremtid. Vi er forblændede af teknologiens løsningsløfter og ser ikke vores eget ansvar. Det oversættes i Hospitalet til, at det opbyggelige, fremadskridende handlingsforløb er skrottet til fordel for en række scener, der alle foregår her og nu. Midt i krisen.

Formen intensiverer stykket og sætter tyk streg under emnets akutte karakter. Men den betyder også, at hver scene indeholder det samme budskab, som man efter anden scene har fanget.

Man får næsten ondt af Mette Døssing, der som den idealistiske sygeplejerske Una har til opgave at være moralens vogter og hele tiden sige det, publikum skal tænke. Døssing lægger bogstaveligt talt blod, sved og tårer i sin rolle, men bliver på sin vis også en karikatur i sin egen moralske, manifestlignende prædiken.

Ligesom i virkeligheden?

Ifølge de sundhedsfaglige publikummer, der har skrevet i Sort/Hvids gæstebog, er Lollikes hospitalsgyser foruroligende tæt på virkeligheden. Da jeg vågnede efter min kikkertundersøgelse  med sygeplejerskens hånd i min, var jeg nu glad for, at jeg var indlagt på virkelighedens hospital og ikke Lollikes rædselskabinet.

Det skortede nemlig hverken på nærvær eller tid den dag på Amager Hospital. Lægen og hendes assistent havde sat hele formiddagen af til en undersøgelse, som ikke var akut, og som jeg havde fået blot ved at løfte røret og bede min praktiserende læge om en henvisning.

Det kan man i Danmark, fordi vi har et sundhedsvæsen, der er effektivt, og som for os danske skatteborgere er lige så selvfølgeligt som at klø sig bagi. Sådan skulle det helst blive ved med at være.

Derfor er Lollikes dokufarce et debatindlæg, der kan få selv raske mennesker til at frygte fremtidens hospitaler, hvis ikke der snart bliver sat en stopper for effektiviseringspresset. Også selvom prutte- og kropsvæskehumor bare aldrig bliver rigtig sjovt.

SUNDHEDSVÆSENETS KAOS I RAMPELYSET

Forestillingen ’Hospitalet’ udstiller den danske hospitalsverdens komatilstand, men overhælder pointen med kaskader af kropsvæsker.

Af Eva Holm Dideriksen

På den lille scene i Teater Sort/Hvids fabrikshalslignende lokaler tårner tre højhuse af hvide klinker, kolde svingdøre og grønligt lys fra upersonlige lysstofrør. De udgør hospitalet. Mellem de tre tårne af steril venteværelsesfølelse løber patienter, hospitalspersonale og -klovne forvildet, forvirret og formålsløst rundt.

’Hospitalet’ er en co-produktion mellem Teater Sort/Hvid og Aarhus Teater: Christian Lollike, der er kunstnerisk direktør ved Sort/Hvid har forfattet manuskriptet, mens Aarhus Teaters instruktørdarling, Runar Hodne, har instrueret.

Teaterstykket er en halvanden times lang karikatur af den aktuelle effektivisering af det danske sygehusvæsen. Den idealistiske sygeplejerske Una (Mette Døssing) er fanget mellem sygeplejerskeløftet og ledelsens systematiske resultatoptimering.

Lægerne har lagt deres bedside manners på hylden og bringer nyheder om kræft med samme indføling som oplæste de indkøbslisten til aftensmaden. Der udskrives medicin i ét væk, for så kan sagen afsluttes, patienten sendes hjem og statistikken optimeres.

Unas frustration over at være i et moralsk limbo tager til som forestillingen skrider frem og tilstandene på hospitalet forværres. Vanviddet kulminerer i en fællessang om de absurde hospitalstilstande akkompagneret af othellolagkage, klovnekostumer og drej-din-egen-urne-workshops.

Christian Lollike er dansk teaters enfant terrible. Klassens uvorne unge, der kaster med kridt, går på borde og råber spydige kommentarer efter læreren. Lollike ynder, på utraditionel vis, at provokere, og udfordre autoriteter. Derfor er der absolut debatpotentiale i en opsætning som ’Hospitalet’. En opsætning, der skulle være et opråb, en samfundskommentar, en øjenåbner. Det lykkes da også. Til dels.

Grønthøstermetoden på spidsen

Christian Lollike definerer selv ’Hospitalet’ som en dokufarce. Et virkelighedsnært hospitalsdrama, der karikerer effektiviseringen af hospitalsverdenen. Forestillingen er et utvetydigt indlæg i den aktuelle samfundsdebat om regeringens grønthøstermetode. En mekanisk spareplan, hvor sundhedsvæsenet årligt skal leve op til et effektiviseringskrav på 2 pct.

Unas desperation over ikke at kunne fuldføre sin sygeplejerskegerning under de nuværende effektiviseringsrammer er et øjebliksbillede på de udtalelser, medierne har bragt fra dansk sundhedspersonale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et dommedagsbillede på en hospitalsverden, hvor den menneskelige empati taber til performance registrering, strategiplaner og konstruktiv omstillingsparathed under spidsbelastning.

’Hospitalet’ er en vedkommende brik i spillet om Danmarks sygehusvæsen, der illustrerer tankevækkende pointer og relevante synspunkter. Men forestillingens ellers vigtige formål bliver desværre ofte sløret af overgjorte jokes om afføring, der forplumrer pointen.

Blod, sved og afføring

Forestillingens alvorlige tematik, der i skrivende stund er rødglødende af overenskomstforhandlinger, blev fremstillet med komisk dygtighed. Læger, der udskriver alenlange recepter; portører, der løber med hovedet ind i svingende hospitalsdøre og overbebyrdede sygeplejersker, der manøvrerer mellem patienthåndtering og afdelingsmøder.

Balancegangen mellem faretruende alvor og letkøbt humor er ofte velfungerende og en morsom vinkel på den ellers alvorstunge samfundsdebat. Men til tider kammer plathederne over med flyvende afføring på halvspiste bananer og en fløjtespillende stomipose kaldet Berit – efter patientens ekskone.

Det gør forestillingen en tand for overophedet, og derfor er det et kærkomment pusterum, når Inge Sofie Skovbos underspillede ældre sygeplejerske får lov at klemme spydigheder ud mellem sidebenene. Eller når Mette Klakstein Wiberg i rollen som overlægens klistrende assistent brillerer i stilhed.

Christian Lollikes ’Hospitalet’ er et eksempel på, at kunst netop er - og må - være samfundsdebatterende. Et stykke politisk kunst, der udfordrer systemets snæversynede spareplaner og udstiller vanviddet i samfundets altoverskyggende resultatoptimering.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce