For 6. år i træk mødes alle, der levende interesserer sig for politik og folkelig debat, på Folkemødet, der er blevet en voksen dame med sit helt eget syn på verden. Mødet i Allinge på Bornholm er en af årets store politiske begivenheder, hvor den levende debat folder sig ud på scenerne, i teltene, på havnen og i baren i de sene aftentimer. Det er stedet, hvor folket kommer helt tæt på meningsdannere og magthavere, og hvor der er lige langt fra skarpe holdninger til et stort smil.
På Politiken dyrker vi holdninger, der brydes, for det er i samtalen, diskussionen og sammenstødet, nye tanker, ideer og refleksioner opstår. Det er i diskussionen om svære dilemmaer og nye løsninger, vi gør os de erfaringer, der udvikler os som samfund og kulturliv.