Aldrig har det været mere aktuelt at finde et sprog for krig, der giver plads til modsætninger og gråzoner.
To af historiens mest banebrydende krigsskribenter er Karin Michaëlis og Svetlana Aleksijevitj. De har skrevet om hver deres verdenskrig på hver deres vidt forskellige måde.
Fælles for dem er, at de har givet ordet til dem, vi ikke plejer at høre fra i krigen, og begge forfattere lader os se en krig uden helte og fjender.
Danske Karin Michaëlis var international bestsellerforfatter i mellemkrigstiden. Under Første Verdenskrig skrev hun reportager fra flygtningelejre, hospitaler og våbenfabrikker i blandt andet Østrig og Polen.
Vi følger flygtende mænd og kvinder med børn og husdyr, vi er i lejrenes fælleskøkken, vi står ved sengen på hospitalet.
Hendes bog ’Krigens ofre’ har ingen reportager fra fronten eller skyttegravene. Her er ingen overordnede geopolitiske linjer; kun Karins øjne, ører og poetiske stemme, der fortæller hinsides godt og ondt.
Nobelpristager Svetlana Aleksijevitj gav ordet til russiske kvinder, der var soldater, snigskytter og piloter under Anden Verdenskrig. En million russiske kvinder meldte sig i Den Røde Hær.
Georg Brandes Selskabet
Georg Brandes Selskabet afholder debatter om aktuelle emner og problemstillinger i Politikens Hus i samarbejde med Politiken Live. Det er selskabets målsætning at bidrage til at fremme den frisindede, kulturradikale og kritiske tænkning, som Brandes har lagt grunden til i Norden.
Da de vendte hjem efter krigen, blev de mødt med mere foragt end hyldest. Derfor var de usynlige i historien, indtil Svetlana Aleksijevitj gav dem en stemme i sin bog ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’.
Vi skal møde lektor emeritus Karen Klitgaard, der har beskæftiget sig indgående med Karin Michaelis’ forfatterskab, og skuespiller og instruktør Pia Rosenbaum, der har dramatiseret ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’.
Ordstyrer: Sara Alfort
- Tirsdag 21. november kl. 16.30-18.30, dørene åbner kl. 16.
- Salen, Politikens Hus, Vestergade 28, København K
Køb din billet på PolitikenBillet.
fortsæt med at læse